Læsetid: 4 min.

Brutalitet på lur i sproget

Preben Major Sørensen balancerer i ’Forløbelser’ hårfint mellem ømhed og brutalitet, mens ordene smyger sig om lemlæstelserne med vild sensorisk styrke
23. april 2016

Genrebetegnelsen på Forløbelser er »fortællinger«, men som tidligere i Major Sørensens værk fungerer titlen som en præciserende genreangivelse. Og netop den brutale præcision, både i udpenslede beskrivelser af alle universets fortrædeligheder, og i skriftens selvgennemskuende klarsyn, er for mig en signatur for forfatterskabet. Tag bare et lille parentetisk indskud fra »Et mysterium for lægeverdenen«:

»(ja, hun hed for resten også Ingrid, historien er fuld af mærkelige sammenfald, intet er tilfældigt, alt falder sammen, alt falder, styrter, vælter over sig selv og hinanden og hverandre, det hele bliver et kaos af væltende dukker, dukketeaterkulisser og attrapper.)«

Og efter således at have genoplivet den døde metafor (»sammenfald«) og udpenslet den brutalitet, som ligger på lur i sproget, lader fortælleren handlingens allerede påbegyndte udskridning eskalere, figurerne følger i al deres dukkeagtige førthed lægeromanspastichen helt til dørs i en levret blodpøl, skønt de så udpræget er gjort af papir, og fortælleren ved det. Og bl.a. sådan er det, at Major Sørensens fortællinger bliver til forløbelser. De forløber sig, ikke som et kontroltab, men som en følge af fortællingens og ikke mindst sprogets implicitte løben over.

Myrder i blinde

Indholdsmæssigt løber de over af mytologiske dæmoner, der myrder i blinde og menneskelig dårskab og nederdrægtighed. Beskrevet i majorens suveræne prosa, hvor præcisionen balancerer hårfint mellem ømhed og brutalitet, ordene smyger sig om lemlæstelserne med vild sensorisk styrke, mens andre detaljer er udtværede som i et mareridt. Teksterne drives frem af drømmeagtige glidninger fra ondt til værre og de kraftfulde mareridtsuniverser, der bygges op, befolkes af en blanding af ansigtsløse skikkelser og ondsindede mennesker, fuldt oplyste af fortællerens paranoia.

Det slog mig under læsningen, at det nok er første gang, jeg læser en hel samling af Sørensens kortprosa fra perm til perm, og det er faktisk voldsomt. Men det balanceres hele tiden af den bitre, kulsorte humor, som er så ædende ond som den måske kun kan være det hos de ægte, egensindige og isolerede enere, som ikke skal please nogen. At læse en lang, stilistisk fuldkommen udpensling af dumhed, meningsløshed og glæden ved vold, bliver næsten nødvendigvis lidt morsomt, sådan, på trods, men i Forløbelser går denne kvalitet nærmest over i det frydefulde – efter en tids læsning fandt jeg mig selv halvvejs gnæggende, utålmodigt ventende på næste voldtægt, henrettelse eller pinefulde sygdomsforløb – og de falder prompte. Og formår alligevel at overraske hver gang.

Men Major Sørensen indfrier på prosaens område samtidig Nietzches bud om at filosofere med hammeren. Hans skrift bevæger sig mellem forudfattede meninger, kulturelle valoriseringer, alle de skinbilleder som vi omgærder med et sentimentalt skær af den ene eller den anden slags, og knuser dem eftertrykkeligt én for én som et rasende barn, der, bevæbnet med en mukkert, får frit spil i en glasbutik. Og således vender teksten naturligvis også sit sorte klarsyn mod eget overskridelsesridt. Som en art depraveret, i sandhed desillusioneret Montaigne ramt af febervanvid, bryder en forfatterstemme (som naturligvis ikke er en mindre tekstlig instans end alle bogens andre papirkonstruktioner) jævnligt ind i egne forløbelser, syner og fantasier, og kommenterer dem, betragter dem, enten for hovent at knuse dem, netop som jeg har forløbet mig til heppe på dem, eller for at vise dem den tvivlsomme nåde, at lade dem sejle videre som spinkle strå.

En lille lun ret

Undervejs bliver fortælleren sin egen skarpeste og bitreste læser, som her i »Mellemaktsmusik«:

»Nu handler livet jo ikke bare om at forgribe sig på mindreårige pigebørn, tortur og henrettelser. Der er også krige, naturkatastrofer og ganske banale dødslejer. Men alt det har vi været igennem, så hvad skal jeg snart finde på? Jeg har jo også kjønne ting at berette sådan noget som pæne folk med god smag kan have fornøjelse af, og intelligente, og fabulerende – det dér fantastiske med tydning smukt arrangeret som en grønsagsdekoration på en lille lun ret – og hvad i helvede har jeg i grunden ikke gjort for at højne smagen, for at sprede tågen og lufte ud på hospitalsgangen, hvad har jeg ikke præsteret af beskidt lokumsrensning, hvor de andre bare sad og gloede ud af vinduet på de grønne marker med de græssende køer eller ned i baggården med barnevognene og de lilla bleer og – dér var jeg så med beskrivelsen af spædbarnet der drukner i gadekæret, efter at moderen, den sindssyge kælling, har kylet det derud, en lille lun ret var det vist der skulle have stået eller en henrettelse for fornøjelsens skyld.«

Oven på sådan et arrangement har jeg kun tilbage at give et bifald til det lille forlag Escho, der før mest var kendt som pladeselskab, men her har sørget for at 50-årsjubilæet blev markeret standsmæssigt. Forløbelser er en fin lille bog, ovenikøbet illustreret af forfatterens sære stregtegninger. Men hvis kugler til kanon blev støbt på baggrund af æstetisk suverænitet alene ville Preben Major Sørensen position være en ganske anden end den er i dag, hvor forfatterskabets udprægede kultstatus kan tjene som bevis på at opbyggelighed i tematik, strategiske venskaber og et vist mål af servilitet i forhold til at tækkes den offentlige samtale, nok er mere afgørende end produktion af blændende prosa, ladet til bristepunktet med dæmonisk energi, for at opnå litterær berømmelse i dagens Danmark.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer