Læsetid 3 min.

Brutalitetens evangelium

Omsorgssvigt er kun et fattigt ord i ’Der kommer en dag’. En film om det fiktive børnehjem Gudbjerg, hvor alle drenge skal knækkes. Fordi det er det bedste for dem
Lars Michelsen er fremragende som den despotiske og passivt sataniske forstander Heck i filmen ’Der kommer en dag’, der skildrer livet på et børnehjem i 60’erne.

Lars Michelsen er fremragende som den despotiske og passivt sataniske forstander Heck i filmen ’Der kommer en dag’, der skildrer livet på et børnehjem i 60’erne.

Christian Geisnæs
21. april 2016

Rejsen til Gudbjerg er en tur i tidsmaskinen for Elmer og Erik dengang i efteråret 1967.

JFK har lige holdt sin tale om at sætte en mand på månen inden udgangen af årtiet. Og de to knægte tvangsfjernes fra et København i ungdomsoprørets orgasmekramper til fordel for et ufrivilligt eksil i det livsfornægtende skyggeland på børnehjemmet Gudbjerg. 

Kæft, trit og retning er eneste religion her, selv om der da bliver bedt bordbøn inden aftensmaden indtages i komplet stilhed – altså når den ikke afbrydes af sangen fra lussinger og dét, der er værre.

Erik på 13 og Elmer på 10 tvangsfjernes, fordi deres alenemor indlægges med alvorlig sygdom, og deres morbror dømmes ukvalificeret til at tage sig af dem. Det er katastrofalt for drengene i Jesper W. Jensens film Der kommer en dag.

Manuskriptet af Søren Sveistrup er baseret på historier fra virkelighedens børnehjemsbørn i 60’ernes Danmark. Især datidens brutale administration på børnehjemmet Godhavn har leveret information og inspiration til filmen, herunder sandsynligvis også til Sveistrups lige så ironiske børnehjemsnavn, Gudbjerg.

Alle skal knækkes

Det er brutalitetens evangelium, der prædikes her. Omsorgssvigt er kun et fattigt ord. Alle kan knækkes, alle skal knækkes. Lars Michelsen er fremragende som den passivt sataniske forstander Heck, der foretrækker at lade sin håndlangere uddele dagens ret af sadisme, mens han selv står for en iskold spandfuld psykisk terror – lige så sikker i sin dosering som den faste skefuld levertran oven i havregrøden.

Det bedste er at være ’et spøgelse’, altså ikke påkalde sig opmærksomhed, ej heller fra de jævnaldrende. For volden lever også mellem eleverne, som lærerstanden formår at splitte og fremelske ondskabens banalitet i. Drengene perverteres helt enkelt.

Voldsomme ungdomsfilm som Ondskab og Zappa springer frem i erindringen. Selv nævner Jesper W. Nielsen Charles Dickens’ Oliver Twist. Og Mit liv som hund spøger også, i astronauttemaet, i Elmers drømme om at forlade det jordiske til fordel for fremmede verdener.

Ja, hans evne til at digte om netop dét bliver hans mentale redning – og dermed også Sveistrups hyldest til forestillingsevnens mageløse kraft. De marginaliseredes sidste udvej er ind i fiktionen.

Lars Michelsen er formidabel som den despotiske forstander, der – omgivet af spytslikkere – vistnok tror på sin brutale disciplinering af børnene. Det er jo det bedste for skarnsknægtene.

Og Sofie Gråbøl som læreren Lilian spiller med skælven en vingeskudt velgører vaklende mellem at svigte og at kæmpe for drengene. Ja, i det hele taget klæder det filmen, at der er nuancer i svigtene. At det ikke kun er psykopatlærerne, men også skytsengle, slægtninge og myndigheder, som svigter.

Harald Kaiser Hermann som Elmer og Albert Rudbeck Lindhardt som Erik spiller strålende. Måden Hermanns blik flakker i panik, da det går op for ham, at han er ankommet til et hypervoldeligt børnehjem – og dét på trods af at revselsesretten på det her tidspunkt er afskaffet. Lindhardts forsøg på at forsone sig med omstændighederne og hans vanvidsramte raseri, da det fejler.

Samfundets svigt

Der kommer en dag er ikke temperamentsfuld eller moderne filmkunst. Erik Zappons fotograferinger indrammer handlingen og skuespillerpræstationerne, uden at gøre opmærksom på sig selv eller fortælle overdrevet aktivt med. Sune Martins fine soundtrack er en følelsesmanipulator og stemningsforstærker, ikke et meddigtende element.

Det er den gode personinstruktion, det af og til blændende skuespil og den gribende historie, der driver Der kommer en dag ind i hjertekulen på tilskueren. Hvordan kan man undgå at blive berørt af disse skæbner hentet fra virkeligheden?

Og et andet spørgsmål som står ætsende klart efter rulleteksterne: Hvordan kan den danske regering undlade at undskylde over for ofrene for, hvad der foregik på disse børnehjem i en nær fortid? For det er jo mennesker, vi som samfund har tabt på gulvet.

Overladt til deres egne skæbner under kummerlige kår, låst inde, nægtet samfundets hjælp. Ignoreret. Glemt. Ikke ulig dem vi placerer i nutidens flygtningelejre.

’Der kommer en dag’. Instruktion: Jesper W. Nielsen. Manuskript: Søren Sveistrup. Dansk. Biografer landet over

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Træt af forstyrrende annoncer?

Få Information.dk uden annoncer for 20. kr. pr. måned

Køb

Er du abonnent? Så slipper du allerede for annoncer. Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Torben Lindegaard
Torben Lindegaard

@Ralf Christensen

"Og et andet spørgsmål som står ætsende klart efter rulleteksterne: Hvordan kan den danske regering undlade at undskylde over for ofrene for, hvad der foregik på disse børnehjem i en nær fortid? For det er jo mennesker, vi som samfund har tabt på gulvet."

Stater undskylder ikke - det er en latterlig tanke.
Det har jeg direkte fra David Rehling, himself.

David Rehling deltog i en Søndagsfrokost, hvor en anden frokostdeltager foreslog, at Danmark skulle imødekomme De Vestindiske Øers ønske om en undskyldning.
David Rehling fik sig en sund latter over den latterlige tanke, at en stat skulle undskylde tidligere generationers eventuelle fejltagelser.

So, sorry Ralf - no dice

Brugerbillede for Trond Meiring
Trond Meiring

Lad enhver tale for sig, Ralf Christensen for sig, og David Rehling for sig selv.
(Christensen har ret.)

Brugerbillede for Søren Rehhoff
Søren Rehhoff

Staten er også en juridisk person, der kan drages til ansvar, så på samme måde kan staten vel også undskylde eller på andre måde anerkende tidligere tiders forsømmelser.

Brugerbillede for Torben Lindegaard
Torben Lindegaard

@Søren Rehhoff

"Staten er også en juridisk person, der kan drages til ansvar, så på samme måde kan staten vel også undskylde eller på andre måde anerkende tidligere tiders forsømmelser."

Ja, det skulle man egentlig tro; men nej - det er er latterlig tanke.
Bare spørg David Rehling.

Brugerbillede for Trond Meiring
Trond Meiring

Det lyder umiddelbart meget useriøst og respektløst, bare at affeje det som en latterlig tanke.
Staten kan godt, og bør undskylde for tidligere uret, for mennesker der stadig lever med konsekvenser deraf. Det kan betyde meget for de angående. Om nogen mister minister eller anden mener det er forkert, så taber de da ikke noe ved det.

Brugerbillede for Niels Roed

Når et flertal i folketinget ikke vil undskylde et tidligere folketings skæbnesvangre tilsynssvigt så gør dette folketings flertal sig skyldig i en kynisk, moralsk ansvarsforflygtigelse.

Brugerbillede for Steffen Gliese
Steffen Gliese

Meget sjovt med denne debat - undskyld udtrykket!
Det er ikke længe siden, at majoriteten fandt, at man ikke kunne undskylde for noget, som man ikke helt selv personligt havde været ansvarlig for.
Nu begynder den at dæmre i forhold til, hvad en stat er for en størrelse, og hvordan de, der er udpeget til at stå i spidsen for den på et givet tidspunkt, bærer på landets kontinuérlige forandring. En meget bevæget Julian Trudeau har netop undskyldt overfor Canadas oprindelige befolkninger, hvilket kun har øget hans i forvejen hysteriske popularitet (fordi han gør alt det, som en ung, progressiv premierminister forventes at gøre).

Brugerbillede for Lars Jensen

- - - hæv overblikket en smule, så det også omfatter de utroligt mange tvangs- og torturbehandlinger, der fortsat udføres i dansk psykiatri - - -meget raffinerede, ganske vist, men også meget mere skadelige- - , og usynligt skadelige - - -