Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Dansk rap sætter ord på underklassens kampe

Sleiman rapper socialrealistisk om ghettoen. Pede B rapper om den white-trashede karakter William, der bare ikke kan få et break. Og Ukendt Kunstner rapper om det svære ved at have hævet sig over betonen
Kultur
8. april 2016
Pede B tager på sit nye album ’Gin & Cocio’ fat på underklassetematikken og fortæller en kronologisk historie om den fiktive, white-trashede karakter William.

Oliver Sichlau

Der er ofte tunge joints og skarpladte guns. Der er hurtige biler, endnu hurtigere penge og urokkelig beton.

I dansk rap er det efterhånden mere reglen end undtagelsen, at ovennævnte rekvisitter bruges til at fortælle historien. Og selvom Netflix har sneget sig ind på Pede Bs nye plade, mens Uber bliver nævnt hos Ukendt Kunstner, gælder dette også i høj grad for de tre plader i denne anmeldelse, der ud over de to førnævnte kunstnere også tæller Sleiman. Men det er ikke kun rekvisitterne, der går igen.

Joints, guns, biler

Med rekvisitterne følger scenerne og temaerne. Og joints, guns, biler, penge og beton er således med til at understrege de seneste års tendens til, at det er stemmer fra ghettoerne, der bryder frem i dansk rap. Stemmer, som fortæller om, hvordan det er at være en del af underklassen.

Som Århus-rapperen Yonnas Tesfai, også kendt som Young, sagde i et interview med Politiken i 2013, hvor han blandt andet fortalte om det nye »boom« af danske rappere fra ghettoområder:

»Jeg siger ikke, at de her områder er hærget af daglige skyderier og ekstrem fattigdom som i USA, men det er heller ikke det, de unge drenge kan genkende. Det er derimod formen, sproget og kampen om at blive til noget på trods af dårlige vilkår. På trods af, at ens forældre ingen uddannelse har. Det motiverer de unge. Rap er underklassens poesi.«

Det tidligere hårdkogte bandemedlem Sleiman, som efter sigende har skudhuller i kroppen ligesom den amerikanske rapper 50 Cent, åbner på sin nye EP, Bomaye, meget konkret op for underklassediskussionen, når han sammen med en række prominente gæster – blandt andet Gilli, Sivas, MellemFingaMuzik og førnævnte Young – rapper om, hvordan vilkårene i ghettoen gør det svært, hvis ikke umuligt at forlade den igen.

For »barndomsgaden er en del af dig,« som det hedder på åbningsnummeret med titlen »Fundament«. Den er »støbt af beton«, og den definerer, hvordan du møder verden. Så når folk fra ghettoen forsøger at slippe væk, går det ofte galt. Som på titelnummeret, hvor »tre drenge, der tror, de er mænd / i en stjålet Audi A5« ryger ud i seriøse problemer.

Men Bomaye glimrer måske mest i sin musikalske afsøgning af ghettoens mørkeste stemninger. Det er kontant, hårdt, men også på sin egen måde smukt. Som nummeret »Brorman«, der i hvert fald i omkvædet maser mig helt op imod betonen. Og jeg kan ikke lade være med at tænke, at de socialrealistiske elementer nogle steder gør det hele lidt overtydeligt.

Men samtidig ligger der måske i denne overtydelighed en henvendelse, der rækker ud over pladens gennemgående lyriske henvendelse til »brorman.« En henvendelse til middel- og overklassen om at tage rappen seriøst og forstå, at det ikke bare handler om gangsterfantasier, men at det handler om livs- og dødsbetingelser.

Dansk ’hiphopera’

Pede B, som har haft stor succes ved freestylekonkurrencen MC’s Fight Night, tager ligeledes fat på underklassetematikken, når han på Gin & Cocio fortæller en kronologisk historie om den fiktive, white-trashede karakter William.

William forsøger mest af alt at passe sig selv og sit røvsyge job som telefonsælger for at »få brød på bordet.« Han er lun på Ella fra arbejdet, som »har en tør humor,« og så laver han desuden lidt musik med sin ven Jimmy, selvom det vist mest ender med, at de sidder og drikker og ryger joints.

Jimmy, der kommer til at repræsentere Williams miljø, trækker ham uforvarende ind i et drama, der inkluderer en række russiske narkohandlere, som vil tæve livet ud af ham. Og dermed bliver Williams problemer hele tiden skabt på grund af hans baggrund, af hans venner.

Overordnet slår projektet mig som ret kitschet. Det har visse lighedstræk med den amerikanske rapper R. Kellys ufrivilligt morsomme rap-opera eller hiphopera Trapped in the Closet. Men jeg må alligevel sige, at der er noget ved historiefortællingen, som taler lidt til mig. Jeg har lyst til at høre, hvordan det ender for William.

Og så sætter Pede B også ord på en kærlighed, som accepterer, hvor den kommer fra. Og som blomstrer imellem tomme pizzabakker og fyldte askebægre. Som på nummeret »Ingen Steder«, da han synger om Ella, at »nogen ville sige at vi to er en dårlig combo/men så har de nok aldrig prøvet at blande gin med Cocio.«

Over muren

Hiphop-duoen Ukendt Kunstner tematiserer på sin tredje plade Den Anden Side ret konkret, hvad der sker, når man løfter sig over betonmuren, skaber sig en »ny platform« og, ja, svæver over på den anden side.

På det første nummer slår de fast, at de har klaret den, og at der er »seks nuller på mit Dankort.« Men det betyder samtidig, at de stadig »kommer fra den anden side,« og måske er det ikke så nemt at passe ind.

I hvert fald er det som om, at det hele går lidt op i røg og druk for det rappende jeg. Og pladen kommer til at beskæftige sig med det svære ved pludselig at have det hele. Fordi fortidens spøgelser ikke holder op med at spøge, som der lægges op til på nummeret »Lige Nu«, hvor det at blive til noget medfører, at man glemmer betonen – og dermed glemmer sig selv.

Den Anden Side er en ganske veludført plade. Der er en del gode momenter. Og selvom jeg i sidste ende ikke rigtigt mærker desperationen, eller det bedøvende sus fra de antidepressive piller, eller den opkvikkende spand coke i hovedet, virker det alligevel som en vigtig tilføjelse til ghetto-fortællingerne.

Sleiman: ’Bomaye’ (Grounded/Sony Music)

Pede B: ’Gin & Cocio’ (Playground Music)

Ukendt Kunstner: ’Den Anden Side’ (Forbandet Ungdom)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her