Læsetid 5 min.

Dansk rock skaber billeder

På prærien med Cody. I bilen med Palace Winter. På vandretur i Navneløs’ nordiske tågelandskaber. Dansk rock skaber billeder og bygger landskaber og broer til både amerikansk, britisk og dansk tradition
Der er smukke kvinde- og mandekor på Codys nye album.

Playground Music

8. april 2016

Der er ikke noget i vejen for at stå på en prærie sådan midt i morgenkaffen. Ikke at det er dét, man gør, men med musikkens hjælp kan det ske.

I et uigennemskueligt mix af hukommelse, fantasi, sindsstemning og den kulturhistorie, man har fortæret og er en del af, kan man pludselig hallucinere sig ud til lejrbålet i en cirkel af prærievogne. Kaffekanden bliver slikket af flammerne. Himlen er ikke det mindste lysforurenet. Der er rigelig plads til indtryk.

Alt sammen kommer det så af nogen, der udtrykker sig. I skrivende stund Cody. En københavnergruppe, der her syv år efter undfangelsen består af fire af de oprindelige medlemmer, der på deres fjerde album, I’ll Ride With You, formår at skabe en arkaisk stemning uden at det bliver nostalgisk eller tynget af uddateret patinering. D

et er mere i fraseringerne, melodierne, nogle af de smukke kvinde- og mandekor, at man får fornemmelsen af at lytte til en enklere tid.

Det virker også, som om protagonisten – med frontfigur Kaspar Kaaes stemme – vil den vej. »With narrow eyes you look right through me/Like the water that we drink/Out here you’ll find the truth is/What you breath out, what you breath in.«

Albumtitlen kommer fra en kvinde, der tilbød at følges med en muslimsk kvinde, der frygtede at bære tørklæde i toget efter angrebet på Charlie Hebdo. »I’ll ride with you.«

Det blev til et hashtag på Twitter. Nu er det titlen på et album, der ifølge pressemeddelelsen handler om »loyalitet over for medmennesker, både familie og fremmede. Men også om styrken i at bevare troen på det gode i mennesket og ikke tillade, at sproget gøres til et våben i en kamp, ikke alle er enige i«.

Det er et håb, det kan være svært at se nogen snarlig realisering af. Men i musikken lever i hvert fald alle muligheder. Et frirum. Eller i hvert fald et rum ind i hvilket, vi kan indlæse, hvad der måtte passe os, lytterne.

Jeg hører en renhed og en klarhed i udtrykket, en stolthed i sangene. Og en nobel anstrengelse i kompositionerne, der er så klart skårne, at de aldrig virker tvungne. Der er noget Efterklang i den blegnæbede soul og Lambchop i de stoiske country-afsmitninger. Men det er i vidderne i musikken generelt, at I’ll Ride With You er et ganske strålende album.

Er Palace Winter bilmusik?

Palace Winter består af den australske singer-songwriter Carl Coleman og den danske producer og pianist Caspar Hesselager. Deres debut-EP, Medication, udkom allerede i oktober sidste år, men er relevant at invitere indenfor i denne anmeldelse. Fordi duoen ligesom Cody opsøger americanaen, fornemmelsen af noget pastoralt. Måske i det her tilfælde naturen oplevet via Instagram.

I hvert fald er Palace Winter ikke på samme måde ude af det moderne ræs, ikke udstyret med helt den samme ro som Cody. Men samtidig med noget, der undslår sig vores om siggribendezapper-patologi.

Hesselager har både dyrket electronica og klassisk klaver, mens Coleman kommer fra den seksstrengede fortællevinkel. Det er en givtig kombo. Lækkert luftige sange, der hæver sig over noget, der kunne være oprindelige Fleet Foxes- og Bon Iver-inspirationer. Nu ofte transformeret til noget mere retningsbestemt, ja, et par steder næsten atletisk. Hvor man føler, at man står på løbebåndet eller i trædemøllen.

Andre steder føles det mere, som om man sidder ved en nedrullet bilrude, hånden i hårtørrerbrisen fra prærien omkring den snorlige highway.

Måske er Palace Winter i virkeligheden bilmusik? Musik skabt til at opleve naturen fra bilkabinen – fra dette sære, umage ægteskab mellem maskine og menneske, som har gjort det muligt for os at skære gennem geografien i et tidssvarende tempo. I hvert fald er der på flere sange en liflig, af og til elektronisk fremdrift. Mens andre numre svæver højt oppe i stratosfæren.

Medication er en charmerende og elegant EP, omend sangene ofte mangler en afgørende personlig autoritet. Det kan komme.

Rockens konventioner

Kvintetten Navneløs giver os til gengæld mulighed for at tage på cykel- eller vandretur i et dansk tågelandskab på deres nye, andet album, Lava. Her er Henriette Sennenvaldt/Under Byen-forsang.

Her er ringlende melankolsk Hilmer Hassig/Love Shop-inspireret elguitar. Men også noget pletvist britisk i spil på elguitarerne: Store Slowdivefarvede støj- og ambientformationer eller reverb-akkorder a la Grizzly Bear. Ikke bare bygges der landskaber inden i musikken, der bygges også intertekstuelle broer til britisk og dansk musiktradition.

Det er elguitar som et alternativ til eller en metafor for mosekonens bryg. Eller som en ildflue gennem skærsommernatsdrømmens mystik. Det er kompositioner som tilstande, men også som dejligt besværlige sange, som man ikke kan finde vejen ud af – fordi man er viklet ind i stemningerne, og melodierne bare lokker dig længere ind. Og hov, der var da lige en saxofon.

Men inden man helt kan fortabe sig i Lava, så skal man frem til pladens femte af i alt ti numre. Inden da er albummet en pæn, melodisk og atmosfærisk rejse, men ikke anelsesfuld og mystisk nok til denne anmelders smag. Dét sker først med nummeret »Kig På Mig« og fremefter.

Her afholder Navneløs sig fra de lidt for ligefremme løsninger og kigger i stedet dybt i den danske melankoli, i nærheden af Love Shop, men også »Dansevise«. Men gransker også noget langt mere udflydende og mørkt.

Navneløs udkommer på deres eget selskab med det selvironiske navn Indieaner. Indie + indianer, get it? Måske en slags piss take på den naturlængsel, der er så massiv i disse år og blandt andet giver sig udslag i utallige indiebands med dyrenavne. Guderne skal vide, at indiekulturen har sejret sig selv ihjel og er forstenet i egne konventioner. Og at vores naturlængsel er naiv og banal.

Men ingen af delene er vel isoleret set forkastelige? I hvert fald får man her det bedste fra begge verdener: en fint omstrejfende tilgang til rockens konventioner (især den mere indadvendte og eventyrlige). Plus en fornemmelse af at vandre i et fiktivt landskab født i lydenes verden. Ikke et naturskønt fotografi som screensaver på vores skærm – den ultimative hån mod vores fastlåste kontorarbejde.

I stedet stimuleres vi af Lava. Vi kan undslippe i denne lyrisk-klanglige afsøgning af vores forestillingsevne og vores billedskabende hjernemasse. Det kan kun være sundt.

Cody: ’I’ll Ride With You’ (Camp Raven/Playground) 

Palace Winter: ’Medication’ EP (Tambourhinoceros)

Navneløs: ’Lava’ (Indieaner Records)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig - første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu