Læsetid 5 min.

Enestående roman om en mors kærlighed

Kirsten Thorups nye roman er en hudløs fortælling om en mors kærlighed til sin datter og samtidig et enestående portræt af det danske samfund fra 1970’erne til nutiden. Romanens realisme og symbolik forløser dog ikke helt hinanden
I sin nye roman skildrer Kirsten Thorup det svære forhold mellem en mor og hendes datter. Det er ikke bare enestående litteratur, men også en mesterlig beskrivelse af de skred, vi ser i det danske samfund

I sin nye roman skildrer Kirsten Thorup det svære forhold mellem en mor og hendes datter. Det er ikke bare enestående litteratur, men også en mesterlig beskrivelse af de skred, vi ser i det danske samfund

Ulrik Hasemann

13. april 2016

Kirsten Thorup er en af dansk litteraturs modigste giganter. I sin nye roman, Erindring om kærligheden, sprænger den 74-årige forfatter endnu engang romanens form, denne gang ved at kombinere en voldsom og hjerteskærende historie om en mors kærlighed til sin datter med en stort anlagt nutidsfortælling om det danske samfunds vej mod kynismen.

Resultatet er en moderne pikaresk roman, hvor hovedpersonen Tara færdes gennem en lang række københavnske miljøer for at blive en mere passende mor for den datter, hun elsker. I romanens slutning forstår Tara, at én model ikke passer til alle. Hendes datter Siri søger en stabilitet, som Tara ikke kunne levere, fordi den aldrig var det, hun ønskede for sig selv:

»(Tara) glædede sig på Siris vegne og forstod pludselig hvorfor hun aldrig havde opnået ’det gode liv’. Det var simpelthen ikke det liv hun ønskede for sig selv, men det var det liv Siri havde savnet i barndommen sammen med hende.«

Virtuose verbale fægtekampe

Romanen lægger ingen fingre imellem i sin skildring af kærlighedens stormfulde højder, der kulminerer i en række virtuose verbale fægtekampe mellem mor og datter. »Du var ikke én, man kunne stole på,« anklager Siri sin mor. »Det var noget, din far bildte dig ind,« paraderer Tara, der søger at afværge datterens mest dødelige stød og etablere en fælles grund.

Altid sidder de på hver sin side af bordet, de to, der elsker hinanden, men især for datterens vedkommende oftest finder udtryk for alt det, der skiller dem ad.

Kirsten Thorup: Erindring om kærligheden

Som teenager bekæmper Siri mor/datter-symbiosen ved at forskanse sin del af lejligheden med krydsfinér, tage på efterskole og droppe ud af gymnasiet. »Du er et barn,« siger Siri til sin mor, og hun har ret. Der er noget uudviklet, grænseløst, klyngende ved Tara, som gør Siri edderspændt og får hende til at fremfinde alle sine hårde, selvretfærdige sider. Siri vil ikke blive som Tara, og slet ikke som sin far Tore, kunstner og fantast, der altid havde noget vigtigere for end sin familie.

Tara forstår, at hendes datter har brug for at udvikle sig uden hende. Men også, at Siri en dag kan få brug for hende igen. Som en moderne Jerusalems skomager frigør Tara sig fra tid og sted og gennemgår en række kamæleonagtige forvandlinger som spejl af forvandlingen af det danske samfund fra 1970’erne til nutiden.

Tara er kontorrengøringsdame om aftenen, da Siri er lille, senere assistent for teaterprofessor Høegh, som er tiltrukket af hende, indtil hun lader sig suge ned i proletariseringens malstrøm. Mens hun på afstand følger datterens udvikling til moden kunstner, udslettes hun som person, bliver hjemløs og ’udeligger’: »Så fortsætter hun jagten på et nyt nattely, hvor hun kan være alene med den hun er blevet, en usynlig, ikke-eksisterende person indkapslet i frygt og mistillid til sine omgivelser på grænsen til vanvid.«

Tara bliver til ingen, til hvem som helst. En mytisk figur, der illustrerer storbyens skred fra et fredeligt Velfærdsdanmark til hjemsted for en moderne underverden af flaskesamlere og tiggere af alle nationaliteter, hvor enhver hytter sig selv.

Enestående, men for lang

Romanen er enestående i disse års danske litteratur. Kirsten Thorup kombinerer nutidslitteraturens fokus på social udsathed og psykisk sårbarhed med modent overblik og samfundskritiske iagttagelser af historiens umærkelige skred.

Thorup demonstrerer, hvordan det personlige og det politiske hænger sammen. Knust over et sammenstød med Siri reagerer Tara chokeret og tyndhudet over for den politiske verdensscene – og foranstalter med professor Høeghs entusiastiske støtte en protestaktion mod Srebrenica-massakren (1995)!

Romanens afsluttende apoteose rummer netop også en vision om en mere moderlig og kærlig verden. I den kunstneriske performance, hvor Siri forløser sig selv som kunstner, proklamerer hun nødvendigheden af »at opdage en etik og en politik i hvad mødre allerede gør«.

Siri giver omsider plads til sin mors kærlighed, mens Tara på sin side indser, at hendes datter er en fremmed, født af hendes krop og omsorg, men med egne behov og planer. Som Siri selvbevidst sammenfatter erfaringen: »Erindringer forskyder sig med årene, man har ikke den samme barndom hele livet.«

Romanens nervepirrende skildring af Siris og Taras kampe er enestående i dansk og international litteratur. Skildringen slår hårdt, fordi kulturen oftest affærdiger mødres og døtres stridigheder som ligegyldigt »fnidder«, mens sønners opgør med fædre siden Freud har været anset for selve kulturens dynamik.

I romanen valgte faderen Tore selv rollen som statist, der overlod mor og datter til deres skæbne – nemlig til på egen hånd at identificere identitet og grænser. Thorup viser, at en ung datter udmærket kan føle sin mors stolthed og kærlighed som et forsøg på besiddelse, hvor hun ikke skal opfylde sine egne, men sin mors forhåbninger.

Blot føler jeg, at Tara som litterær figur har tendens til at skurre mod romanens realistiske ramme, hvor København ligner sig selv (bortset fra at der er otte km mellem Landskronagade og Amagerbrogade, som i romanen udgør et betydningsfuldt gadehjørne).

Psykologisk virker det heller ikke overbevisende, at den intelligente Tara, der værdsætter Tarkovskis film, Siris performancekunst og citerer Goethe, frivilligt synker mod samfundets bund. Tara ser sig selv som sky, selvudslettende, diffus. Omgivelserne ser hende som arrogant, hemmelighedsfuld, stærk. Og aldrig falder det Tara ind, at hun kan vende dét syn til en styrke.

De mange personer, der glider ud og ind af handlingen, gør desuden romanen for lang. Thorup er bedst, når hun som i Bonsai stiller skarpt på konfliktstoffet og lader den kompakte form afspejle det thorupske menneskelige grundvilkår, at ordene altid er for mange eller for få. Som Tara reflekterer i den aktuelle roman: »Hun havde aldrig lært, hvordan man udtrykker følelser. Jo stærkere følelser, jo mere akavet følte hun sig.«

Men romanen leverer en uhørt rebelsk beskrivelse af moderkærlighed som skæbne og politisk vision i en nutid, hvor moderskab på den ene side idealiseres, på den anden betragtes som samfundsskadelig monopolisering af afkommet. Thorup viser, at en mor kan være utilstrækkelig, endda ’forkert’ i sit barns øjne – men en mor forsvinder ikke, giver ikke op og gør sig ikke kostbar: »Over oceaner af solstøv kom Siris stemme tilbage til hende.«

Kirsten Thorup: ’Erindring om kærligheden’. Roman, 464 sider, kr. 300. Gyldendal. Udkommer i dag. Læs interview med Kirsten Thorup i Litteratur på lørdag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig - første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu