Læsetid 3 min.

En festival uden arrangører

En kunstner krydser flygtningenes spor – og skriver bedst, når tanken er hurtig og nysgerrig og uden flikflak og fiksfakserier
2. april 2016

Forfatteren og kunstneren Claus Beck-Nielsen, tidligere Das Beckwerk, nu iført propert tøj og tituleret Madame, afrapporterer i sin nye roman Invasionen – En fremmed i flygtningestrømmen fra endnu en af sine vandringer hen mod – eller rundt om eller krydsende – den store histories spor.

Tidligere har han gået i Irak og Iran og Kabul og som hjemløs i Københavns gader. Denne gang zigzagger han i kølvandet på de flygtninge, der søger mod Europa. Han vandrer parallelt med de egentlige migranter, nogle gange sammen med dem, andre gange uden at kunne finde dem, nogle gange som en enkelt i massen, i strømmen af mennesker, for det meste i rollen som odd man out eller behjertet hjælper.

Fra Grækenland over Makedonien, Serbien, Slovenien og videre frem til Danmark. Syv grænseovergange, syv glimt ind i det, Nielsen selv præsenterer som en ny virkelighed, men som Invasionen i øvrigt meget befriende nægter at give en stor og forkromet forklaring på. Nielsen vil opleve og sanse, se, hvad der sker, tænke i øjeblikket. I denne bog vil han tillade sin skrift nogle virkeligt vilde, men også tankevækkende associationer, ikke komme med det sidste ord.

I visse passager sammenlignes flygtningene for eksempel med festivalgæster, andre gange sammenlignes scenerne rundt om strømmen af mennesker – de frivillige hjælpere, uddelingen af mad, teltene, det efterladte affald, når strømmen pludselig har bevæget sig videre – med Tour de France. Det kan lyde respektløst, men virker mest af alt ærligt:

»… strømmen er en ’Distortion’-festival uden arrangører, en demonstration uden skilte og med et mål, der er som en drøm, en bevægelse uden talsmænd, ingen ansvarlige øverste, man kan sagsøge eller forhandle med, bare denne strøm af udmattede, sultne, frysende, råbende, taknemmelige og utaknemmelige, og så snart man vender en af dem ryggen, er hun væk, men der står allerede en ny anden og har krav på at være din næste.«

Festival

Andre steder foreslår Invasionen, at strømmen af mennesker er en realisering af det radikale demokrati, eller at den er som en scene fra en fantasyroman. Den pointerer også, at strømmen af mennesker har gjort Europas hovedstæder til provinsbyer. Det egentlige sker ved grænsernes småbyer, ikke i magtens normale centre.

Læs også: ’Flygtningestrømmen er en gave til Europa’

Sådan er der utroligt mange fine observationer og strøtanker undervejs i Invasionen og rigtigt mange fint skitserede, hurtigt optegnede scener og skildringer af personer, som Nielsen møder på sin vej. Ingen kan overskue, hvad der egentlig sker omkring dem – mindst af alle Nielsen selv eller hans bog, store dele af den har form af øjebliksnoter – men alle reagerer efter bedste beskub.

Et sted mellem Østrig og Tyskland synes strømmen af mennesker administreret og rørlagt og sat i system. Så forsvinder den ligesom ud af offentlighedens blik, mister sin karakter af udfordring for de europæiske stater. Så mister Nielsen også interessen for den.

Nå. Invasionen er jo virkelig litteratur til tiden. Ærgerligt nok er den klart mindst interessant som litteratur, eller: Som litteratur vikler den sig ind i nogle fiksfakserier, som er typiske for Nielsens projekter, men som han vist ikke engang selv finder vigtige denne gang.

Igen skal han klæde sig ud og spille en art teater i verden – »Madame Nielsen, den sidste turist i Europa« – og så rapportere fra sine oplevelser, men hverken bogen eller hans oplevelser er påvirket af den rolle. Det er bare et stykke staffage, han kunne lige så godt have rejst som journalist. Eller som nysgerrigt menneske.

»Hvem er hun egentlig, denne Madame?« spørger Invasionen hen mod slutningen. »Hvad skulle hun til for, ja, hvad gør hun godt?« Ingenting, ville denne anmelder sige.

På samme måde kunne Nielsen lige så godt have skrevet et stykke dokumentarisk, men udflippet new journalism. Kvaliteten i Invasionen ligger i skriften og øjeblikket og den hurtige tanke, ikke i at den er en »dannelsesroman«, som der står på forsiden. Ikke i at den blander fiktion med fakta eller eksistentielle spørgsmål sammen med den udadvendte nysgerrighed.

For der er ingen eksistentielle spørgsmål, der for alvor har tyngde i Invasionen – det er i det hele taget ikke en tung, monumental bog. Den er fuld af udkast til forklaringer, af sansninger og situationer, tegnet op med en meget fin, hurtig pen. Det er mere end nok. Resten ser man gennem fingre med.

Madame Nielsen: Invasionen. Gyldendal. 200 sider. 250 kroner

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig - første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu