Læsetid: 4 min.

Findes Michael Moores Europa?

Michael Moores ’Where To Invade Next’ er endnu en USA-centrisk dokumentarfilm. Endda af den noget trættende slags. Men hans hyldest til Europas velfærdsdyder bliver i europæiske øjne til en potentiel klagesang over det, vi måske er ved at tabe
Michael Moore insisterer i sin nye film på at overrække dem, han taler med, et amerikansk flag. Det virker lidt fjollet.
15. april 2016

Fra et europæisk synspunkt er det et selvoptaget, men også vemodigt projekt, som Michael Moore bringer til vores biograflærreder med sine nye dokumentar Where To Invade Next.

Til at begynde med opfinder den amerikanske dokumentarinstruktør en fiktiv situation, hvor USA’s militære topledelse indkalder ham til et møde, hvor han skal hjælpe dem med at vinde en krig. Noget, den ikke har formået siden Anden Verdenskrig, siger han.

Ikke Korea, ikke Vietnam, Libanon, Irak, Afghanistan, Irak igen, Syrien, Libyen, opremser han. Selvom nogle af dem vel godt kan kaldes for uafgjorte? Men sådan er der så meget i Moores populistiske verden, der ikke får lov at eksistere i gråzonerne.

Dernæst lægger Moore og hans klipper krigstaler fra Det Hvide Hus oven i billeder fra USA af afroamerikanere, der bliver tævet af politiet, af en myrdet abortlæge og viser et nyhedsklip, hvor det fortælles, at 5.000 soldaters huse er blevet beslaglagt af banker, mens soldaterne var i krig. USA’s magthavere fører krig mod sin egen befolkning, er budskabet. Og de vinder.

Det bedste fra Europa

Moores forslag er enkelt: Lad os invadere Europa (og lidt af Nordafrika) og tage det bedste fra de forskellige lande. Og således starter hans tour de velfærdsdrøm. Først Italien med otte ugers lovpligtig ferie om året. I USA har man nul dage, når man starter på arbejdsmarkedet.

Og så nævner Moore også lige, at USA og Papua Ny Guinea er de to eneste lande, der slet ikke har obligatorisk barselsorlov (i mine søgninger er Surinam et tredje land, der i 2015 var i dette dårlige selskab).

Så til Frankrig, hvor de har en langt bedre madkultur med sundhed og variation og kokkelavet mad på dagsordenen i skolekantinerne. Finland, hvor de har verdens bedste skoler, selvom det er uklart, hvad der menes med det.

Hvis det er ifølge PISA-undersøgelserne, kan man kritisere graden af præcision i organisationens målemetoder i forhold til de vidt forskellige skolesystemer kloden over. Eller man kan påpege, at Finland er gledet ned som PISA-land nummer fem, mens østasiatiske lande som Sydkorea og Japan dominerer resten af topfem.

Så til Slovenien, hvor studerende ingen gæld har, fordi det er gratis at gå på universitetet. Tyskland, hvor arbejderne behandles ordentligt og – pr. lov – har 50 procents repræsentation i bestyrelserne i større virksomheder.

Portugal, hvor man har legaliseret personlig brug af stoffer. Norge, hvor man behandler sine fængselsfanger humant og har succes med rehabilitering. Tunesien, hvor der er fri abort samt ligestilling indskrevet i forfatningen.

Og endelig Island, hvor man stillede de ansvarlige bankdirektører og hedgefond-bestyrere for en kriminalretlig domstol efter den økonomiske kollaps i 2008.

Træt af opremsningen? Så forestil dig to timers dokumentar med det samme budskab igen og igen. Og hertil kommer, at Moore trods gode onelinere rundtomkring – »You know it’s bad when the French pity you« – ikke er lige så sjov længere.

Hans film holder heller ikke det samme tempo, og hans budskab er denne gang ikke bare didaktisk, men også langt i spyttet.

Fjollet flagoverlevering

Og så er der hans fjollede insisteren på at plante et amerikansk flag i hænderne på dem, han har talt med. Især fordi denne sært patriotiske gerning rummer det centrale problem: I When To Invade Next taler Michael Moore næsten eksklusivt til amerikanerne, og det sker med en endimensionel argumentationsform, i kulørte kontrasteringer mellem USA og os andre. Også fordi det Europa, han hylder, er truet.

Noget, som han selv viste, at han var bevidst om i sidste fredags interview her i avisen. »Jeg håber, at når europæere ser denne film, så vil de sige, at ’ja, vi har fat i noget godt her i Europa. Vi kan godt lide USA og amerikanere, men vi har ikke lyst til at få deres uddannelsessystem, vi vil ikke have deres sundhedssystem, vi vil ikke have deres fængselsvæsen’,« sagde han til Christian Monggaard.

Mange af os sidder vel i disse dage med fornemmelsen af, at Europa eller EU, som vi kender det, er under en form afvikling. Den umenneskelige håndtering af flygtningesituationen. Den voksende ulighed. Det demokratiske underskud. Overvågningen. De populistiske højrekræfters fremmarch.

Og deri gemmer styrken i Where To Invade Next sig. For bag den overpædagogiske forklaring af USA’s problemer til et amerikansk publikum gemmer sig – for et europæisk blik – en potentiel afskedssalut til et Europa, som måske ikke overlever den nuværende krise.

De portugisiske politifolk, der taler om retten til menneskelig værdighed. Pladsen til poesien, den lektiefri undervisning og realiseringen af individerne i de finske skoler. Morderne, der arbejder med store knive i de norske fængselskøkkener. Den historiske bevidsthed og erkendelsen af den kollektive skyld i Tyskland. De fængslede bankbosser på Island.

Er det ved at forsvinde til fordel for amerikanske samfundsunoder som ekstrem statsvold, social separation, rovdrift på arbejdsstyrken, ekstrem ulighed, dødsstraf, fængselskapitalisme, uoverskuelig gældssætning, forbrugsreligion og åndelig passivisering?

Er Where To Invade Next en klagesang over de skønheder ved – dele af – Europa, som vi er ved at tabe? Jeg håber det ikke.

’Where To Invade Next’ – Instruktion og manuskript: Michael Moore. Amerikansk. (Biografer landet over)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu