Læsetid: 3 min.

Fremragende fabuleren

Øyvind Torseter er netop blevet nomineret til Nordisk Råds Børne- og Ungdomslitteraturpris for ’Muledrengen’. For at holde eventyrgenren i live og fejre dens dynamik og mundtlige tradition. Med saxofonspillende blæksprutter, utidige toiletbesøg og en monsterlig mennesketrold
Som den moderne mand han er, skal Muledrengen lige have fred på toilettet til at tænke lidt over tingene.Illustration: Øyvind Torseter/’Muledrengen’

Som den moderne mand han er, skal Muledrengen lige have fred på toilettet til at tænke lidt over tingene.
Illustration: Øyvind Torseter/’Muledrengen’

9. april 2016

Nogle gange kan man godt glemme, at et folkeeventyr aldrig er færdigt. Det er folkets eventyr, der er blevet genfortalt og genfortalt med tilføjelser, udeladelser og moraler, der passer sig for den til enhver tid dominerende generation. Men på et tidspunkt skrev nogen dem ned. I Norge var det for eksempel makkerparret Asbjørnsen og Moe.

Og der sker noget med en mundtlig tradition, når den bliver skrevet ned. Vi begynder at opfatte teksten som ukrænkelig, bestyrtes over, at der ikke længere hugges hæle og halse og koges hjerter, når Disney laver deres eventyrversioner.

Bevares, eventyr kan genfortælles på mere eller mindre interessante måder, men der kan ikke herske tvivl om, at eventyret er en klump af menneskets fælles fortælling, der bare venter på at blive formet af kulturhistorien. Øyvind Torseter har samlet den klump op og givet ondskaben et postmoderne angstpræget udtryk.

Det er eventyret Risen som ikke hadde noe hjerte på seg, som én af nordens bedste illustratorer har forvandlet og antropomorfet til et vedkommende moderne eventyr med den mest vederstyggelige trold, jeg endnu har set.

Onsdag blev det offentliggjort, at Muledrengen er et af Norges nominerede værker til Nordisk Råds Børne- og Ungdomslitteraturpris, og Høst & Søn har netop udgivet eventyret i Nanna Gyldenkærnes oversættelse.

Vores helt, Muledrengen, drager ud på sin modvillige ganger for at finde sine seks brødre, der er taget ud for at hente sig koner. De er ikke vendt tilbage, og Muledrengen finder dem som stenstøtter uden for troldens hule. Trolden holder en prinsesse fanget. Men hun og Muledrengen beslutter sig nu for at finde troldens skjulte hjerte og sætte stenstøtterne og prinsessen fri.

Monster

I Asbjørnsen og Moes nedfældede version kaldes trolden »risen«, en ond kæmpe, og det er virkelig, hvad trolden er i Torseters billede. Her er ikke noget hyggepelset og merchandisepotentielt over dette eventyrs trold. Hans krop har ingen fast form, det mest fremtrædende er de tynde krogede fingre, der nærmest har sit eget liv, og de hule øjne, der bærer på selvsamme afgrundsdybe eksistentielle krise som Edvard Munchs skikkelse på broen. Dette underjordiske monster er en manifestation af det moderne menneskes underbevidsthed. Uha.

Trolden bærer ikke sit hjerte på sig, som det hedder, og prinsessen og Muledrengen må hele eventyrgenrens virkemidler igennem for at finde det for kun ved at kvase det, kan de blive fri. Det gør de blandt andet ved at give en blæksprutte en saxofon og ved hjælp af en elefant, som Muledrengen tidligere havde reddet ud af den besynderlige klemme, at en træstub tilsyneladende var vokset op udenom dens snabel.

Og så er der et lille sært intermezzo, hvor Muledrengen, som den moderne mand han er, lige skal have fred på toilettet lidt til at tænke over tingene. Her sidder han så med bukserne nede om hælene på troldens gigantiske das som en reference til eventyret om guldlok. På væggen hænger billeder af en dronning og en konge og en slags prins, så man får på fornemmelsen, at trolden måske ikke altid har været dette uhyggelige underjordiske væsen.

I det hele taget er det bare om at dykke ned i Øyvind Torseters underverden og fremragende fabuleren over et klassisk folkeeventyr og fange referencer i fortiden og langt ind i nutiden. It’s alive!

Stort set lykkeligt

Øyvind Torseter tydeliggør eventyrets mundtlige tradition i sin fortællerstemme »og så kunne trolden ikke klare det længere« og »de levede stort set lykkeligt til deres dages ende«. Men han har også illustreret den mundtlige tradition ved at lægge sin tegneproces frit frem. Først tegnede han det og så tegnede han det, og så lagde han den collage på, og så valgte han den farve.

Og så var det en tegneserie, og så så troldens hule sådan ud fra top til bund. Vi kan høre ham lægge til og trække fra og lave levende fortælling med sin tusch. Det er både færdigt og aldrig færdigt. Ligesom eventyret. Hvis dette er niveauet, så er de danske nominerede oppe imod et hårdt felt i år. Det er en stilfærdig kraftanstrengelse af et opdateret eventyr Øyvind Torseter her har givet os i folkegave.

’Muledrengen’ af Øyvind Torseter, Høst & Søn, 120 sider, 320 kroner

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu