Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Gavmildhed og genfunden uskyld

Den nye samlede udgave af Eske K. Mathiesens poesi er en guldgrube af skønhed og sødme
Kultur
2. april 2016

I en film, som for år tilbage blev samlet af diverse klip med danske forfattere lagret i Danmarks Radios arkiv, findes en sekvens, hvor Thorkild Bjørnvig taler om uskyld.

Vi får, siger han, alt for ofte stukket den triste påstand i næsen, at mennesker, alle, før eller siden, må miste deres uskyld. Men nej, siger Bjørnvig, det passer ikke, man kan altid få sin uskyld tilbage, hvis blot man tilstrækkelig opmærksom og åben stiller ind på noget, der eksisterer uden for én selv og helt i sin egen ret.

Jeg kender ingen digter, der så overbevisende som Eske K. Mathiesen (f. 1944) kan bekræfte Bjørnvigs synspunkt. Og nu, hvor Asger Schnacks Forlag har udsendt hans samlede digte i tre fornemme bind, henholdsvis dækkende tidsrummene 1975-78, 1982-2004 og 2004-2014, slår det mig tillige, at måske ingen moderne dansk digter er kommet tættere på det, man med et lidt farligt udtryk kan kalde poesiens væsen.

Alt kan bruges

Hans tekster skifter ganske vist imellem at lægge hovedvægt på fortællingen og den fortættede sansning, men lige fra begyndelsen kendetegnes de ved en særlig tone og ved en uanstrengt dansende lethed, og det er, som om de kan indoptage og bruge alting, dels fra naturens verden (firbenede væsener, vækster og vejr – insekter samt masser af fugle), dels fra det menneskelige eller menneskeformede rum (musikken, billedkunsten, madlavningskunsten – samt folkeminder og ikke mindst erotik).

Til hans mange styrker hører desuden en visuel og auditiv præcision, en sikker sans for rytme samt en vidunderlig opmærksomhed over for det upåfaldende, det flygtige, som vi for sjældent opfatter og dvæler foran.

Sådan kunne man blive længe ved. Men lad os tage et barmhjertigt eksempel, nær midten af det midterste bind, fra den lille samling Den leende have, 1991:

Hindbærrene har tændt deres røde lygter

for at lyse skarnbasserne hjem.

Det har været en lang dag,

de er trætte.

Og hindbærlygterne spejler sig

i deres blanke, sorte rygge

som øjne, der kun med besvær holder sig åbne.

Visuelt ligner digtet et splitflag, en form, der automatisk fremhæver ordet »trætte«. Hvad omverdensiagttagelsen angår, sammenføjer teksten planter og insekter, men bruger så også en metafor fra menneskenes verden, først som »røde lygter«, derpå som »hindbærlygter«.

Men rent stemningsmæssigt ligger digtets kup antageligvis i den overmåde lange sidste linje. Netop den skal have et betragteligt omfang, fordi den handler om at holde øjnene åbne, selv om man er træt!

Poesien – et lighus

Oversat til begrebssprog vil det sige, at semantik, syntaks, metrik og grafik tjener og spejler hinanden. Eller sagt med lidt enklere ord, at teksten gør, hvad den siger, og skaber, hvad den nævner. Herfra er der ikke langt til højstemt at hævde, at digteren har fanget selveste poesiens væsen.

Men pas nu på, for den slags panegyrisk snak passer egentlig rigtig dårligt til Eske K. Mathiesen, som netop ikke abstraherer over, begrebsliggør sin digtning eller kunst i det hele taget. For ham er det tilstrækkeligt at gøre, hvad han er bedst til og en af de bedste til, digte, som her, i en kort tekst med den fordringsfulde titel »Poesien«:

Poesien er et lighus

for afdøde fraser. Men lyset,

det milde lys, der falder gennem

det lille vindue helt oppe under loftet

og rammer gulvet i en aflang firkant.

Jeg ruller den sammen

og tager den med mig under armen,

da jeg går.

Vi er her i den umiddelbart foregående samling, Noter, 1990. Og bider straks mærke i den paradoksale dobbelthed, at digteren først demonstrativt undsiger poesien og dernæst bare udfører den og samler den op i en lysende firkant, som så danner en kontrast til digtets egen sorte skrift.

Bemærk derudover, at tekstens midte udfyldes af en sekvens, som slet ikke er en færdig sætning. Digteren gør, hvad han er dygtig til, selv om det er forbudt, sådan rent grammatisk. Digtet opstiller sine egne regler, følger dem – og slipper godt fra det.

Nå, nu er den så gal igen. Nu snakker jeg på ny alment om det singulære, generelt om det specifikke. Mod denne akademiske dille findes ingen bedre medicin end et digt af Eske K. Mathiesen, og det er en gave af de helt store at få digte fra hele 41 udgivelser i en opsætning, som virker både nænsom og æstetisk funktionel.

Man savner hårdt et register over titler og begyndelseslinjer, men hvad materialet angår, er det hele taget med, lige fra privattrykket Blomstergåder og dyrerim (1975) og til Skvalderkål (2014).

Efter sidstnævnte lille bog har Eske K. Mathiesen udsendt Miraklernes tid (2014), Rysteribs (2014), Den jyske aftensang. Af Ellen Marsvins optegnelser II (2014) og i 2015 Den sovende sten, hvorfor de samlede digte allerede, om end stilfærdigt, er begyndt at kalde på en efterfølger!

Lad den komme, lad den komme, engang når digteren med vanlig skødesløshed og velberegnet suverænitet har skabt eller bidraget med endnu en stribe buketter af lysende firkanter eller flagformede lyriske vindkast. Indtil dette sker, kan alle, som holder af poesi, nyde de tre gavmildt afvekslende bind. Og gad vide, om ikke disse også egner sig som gave til folk, som slet ikke i forvejen vidste, at de elskede at læse digte?

Eske K. Mathiesen: Samlede digte 1975-1978/ Samlede digte 1982-2004/ Samlede digte 2004-2014.
Asger Schnacks Forlag. 195 sider/214 sider/223 sider.
Pris pr. bind 200 kroner. Pris samlet, i kassette, 500 kroner

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her