Tal om et perfekt match mellem en tegner og en forfatter, tal om Anna Jacobina Jacobsen og Tina Sakura Bestle og deres nye billedbog Hund. De har tidligere lavet Lille lort (2012) sammen, og Anna Jacobina Jacobsen stod også for forsideillustrationen til Tina Sakura Bestles roman Skyggefugl (2014). De har begge en udtalt underlighed i deres arbejde, og to gange underlighed bliver helt åbenlyst til forunderlighed – også i Hund.
Rosas far har Rosa, og så burde han jo være glad, men han er mere optaget af sine to kongepudler, Daisy og Mitsy og ville egentlig ønske, Rosa også var en kongepuddel. Det bliver man klar over på første side – med Rosa som fortæller: »Jeg spurgte, om det ikke var nok med to hunde, men far blev ved med at råbe, så til sidst lagde jeg mig ned ved siden af Daisy og Mitsy. Så blev far glad, og vi fik en hundekiks.« Jacobsen har tegnet faren som en rockabilly med bakkenbarter og højt hår. Hans pandehår matcher kongepudlernes og går op i en spids, der kaster skygge på væggen og ligner et djævlehorn. Den far bliver aldrig god og rar.
Hund bliver i det uforklarlige og i den ubehagelige følelse af, at Rosas far ønsker sig en anden end Rosa. Det er ligesom i eventyrene, der også præsenterer os for det værst tænkelige, at et forældrepar sender deres børn ud i en skov, fordi de ikke har mad nok f.eks.
Rosas mor kan godt se, at den er hel gal med den far, men hun griber ikke ind. Også hun er bange for faren: »… næste dag efter skole var mor ikke inden i mor. Eller. Jeg ved det ikke. Et blåt mærke. Både var hun mor, og var hun ikke den, jeg kendte.«
Rosa igen
Den fremmede mor finder Rosa i køkkenet. Hun syr fastelavnskostume til Rosa efter farens ordre, hendes hage hviler på symaskinen, hun har knappenåle i munden, hun stirrer tomt ud i luften. Rosa er den store og lægger en hånd på hendes kind. Herefter er Rosa ikke længere Rosa, men ’Hund’. Det står der på hendes madskål. Rosa må væk, det er klart. Men det er ikke klart, om Rosas mor hjælper Rosa til at stikke af, eller om hun ambivalent igen parerer farens ordre. I hvert fald står Rosa alene tilbage i sin hundedragt på parkeringspladsen uden for hallen, hvor Daisy og Mitsy har vundet guld på en hundeudstilling.
I en længere mareridtsagtig sekvens udspiller handlingen sig inde fra hundedragten. Læseren ser verden med Rosas øjne, men ser også, hvordan Rosa kommer ind hos en fremmed kvinde i en lejlighed. Hun har en kat og et ledigt værelse. Igen er der ingen forklaring på, hvorfor værelset står tomt: »Altså … det har været min søns værelse. Han … det er længe siden. Sengen fejler ikke noget.« Sådan siger kvinden bare, og så kan Rosa flytte ind – og blive Rosa igen. Hun træder ud af hundedragten.
Hund slutter inden den lykkelige slutning, man kunne ønske sig, men den når lige at få med, at Rosas mor går fra faren, og at hun leder efter Rosa. Rosa skriver et brev til sin mor, hun savner hende. Det kan bare være, at hun først skal ud i den store verden, inden hun skal se moren igen. Det kan læseren selv være med til at digte videre på ud fra det brev, Rosa skriver på de sidste sider. Den store verden har nemlig åbnet sig for Rosa i det nye hjem, der er fyldt med bøger, Robinson Crusoe og flyvefisk og alt det der. Historierne vokser inde i Rosa og ud på bogsiderne gennem Anna Jacobine Jacobsens tegninger. Måske er det de historier, der gør, at Rosa kan sige: »Jeg hedder Rosa.« Og ikke Hund.
