Anmeldelse
Læsetid: 7 min.

Hjem er en illusion

Ordrupgaard viser med en lang række værker af Vilhelm Hammershøi, at det i lige så høj grad var manipulationen af det hjemlige, som det var en decideret objektiv gengivelse, Hammershøi eksperimenterede med. En manipulation, der ikke er mindre interessant 100 år efter hans død
Kultur
29. april 2016
Det ligner rene gengivelser af Hammershøis stuer, men der er ikke megen sammenhæng med den måde, han selv boede på, viser fotografier af parrets hjem. Maleri: Vilhelm Hammershøi, ’Støvkornenes dans i solstrålerne’, 1900, Ordrupgaard.

Pernille Klemp

Når man nævner navnet Vilhelm Hammershøi, vil de fleste formodentlig for sig se interiørmalerier i grå toner. For det er især disse – primært malet i Strandgade 30 på Christianshavn – der blev kunstnerens varemærke. Her flyttede Hammershøi ind i 1898 med hustruen Ida Hammershøi, født Ilsted, for at male og leve.

I begyndelsen var Ida sammen med Vilhelms søster Anna og moren Frederikke det primære fokus for hans malerier, mens de rum, de befandt sig i, kun blev antydet: »Det er en yderst vag Angivelse af de Lokaliteter, i hvilke Figurerne befinder sig. Man ved ikke, hvor Figurerne sidder, ved egentlig ikke hvorfra Lyset kommer,« som kunsthistorikeren Karl Madsen skrev om nogle af Hammershøis tidlige værker.

Senere får rummene dog overtaget. De enkle rum med hvide paneler, vinduer og døre, og en grå farve på væggene. Selv i de malerier, hvor Ida har fået plads i de næsten tomme rum, kan man argumentere for, at rummene og interiøret alligevel spiller hovedrollen.

Det gør de også i Ordrupgaards udstilling Hjemme hos Hammershøi, som netop tager udgangspunkt i hjemmet i Hammershøis malerier. Og selvom man måske kan indvende, at det kan være svært at lave en udstilling om Hammershøi, der ikke handler om interiøret, så er det en udstilling, der åbner for spændende overvejelser omkring det hjemlige, og som ikke mindst giver mulighed for at se nogle virkelig gode Hammershøi-værker fra både ind- og udland, fra store museer og private samlere.

Gennem sine mange malerier af lejligheden får Hammershøi flyttet rundt og manipuleret med lejlighedens fremtoning. Som man kan læse i Felix Krämers fine gennemgang af Hammershøis interiørmalerier i det store katalog til udstillingen, så er der ikke megen sammenhæng mellem Hammershøis malerier af næsten tomme interiør og den måde, han selv boede på.

Det kan man forvisse sig om, hvis man ser fotografier af parrets hjem, hvor mange flere genstande pryder rummene, ligesom man i malerierne selv kan se, hvordan Hammershøi eksperimenterede med at fjerne en sort ovn fra det ene maleri til det andet eller at ændre lidt på dørhåndtagene fra billede til billede.

Og som Krämer også nævner, er det en strengt korrigeret version af Hammershøis ’hjem’, vi får adgang til i malerierne, for det er kun de pæne stuer – de værelser, også gæster fik adgang til – vi ser. Her er ingen adgang til bad, køkken og soveværelse.

Hvad er et hjem?

Det kan derfor også virke næsten ironisk, når udstillingen hedder Hjemme hos Hammershøi. Eller når man i udstillingen på nogle store skærme kan zoome ind og se, hvilke dele af lejligheden malerierne skildrer. Som om malerierne kan oversættes 1:1 med den faktiske lejlighed. For er vi overhovedet ’hjemme’ hos Hammershøi? Hvor meget viser de egentlig stuerne og interiøret? Får vi som beskuere adgang til denne kunstner, der omtales som ekstremt privat?

Og så alligevel, for det er jo en slags hjem, hvor manipuleret det så end er. Og det er også dét, der gør det så spændende at se Hammershøis værker fra Strandgade side om side. For sammen åbner de for spørgsmål om, hvad et hjem er. Hvornår er vi hjemme hos nogen? Hvor få møbler, vægge, personer skal der til, før der er tale om et hjem? Hvor mange?

Ikke mindst i dag er det interessant at stille sådanne spørgsmål. For hvis interessen for at skildre det intime rum – det rum, der i øjeblikket også udfoldes i udstillingen Tæt på, intimiteter i kunsten på Statens Museum for Kunst – begyndte med industrialiseringen, som medførte en trodsig venden sig mod det nære, familien og hjemmet, så kan man også argumentere for, at denne tid endnu ikke er afsluttet.

Tag for eksempel internationale tidsskrifter som Kinfolk og de sparsomt dækkede borde, spartanske hjem og sågar en rygvendt kvinde på forsiden af kogebogen The Kinfolk Table. Der er ikke langt fra æstetikken i Hammershøis interiør i denne ’nynordiske’ begejstring.

Man kan også tage et kig gennem Instagram og diverse boligblogs, hvor hjem dekoreres og omdekoreres, fotograferes fra den ene og den anden vinkel – ikke ulig Hammershøis eksperimenteren, om end på et andet kunstnerisk niveau. Så sent som d. 22. april kunne man i Politiken læse, at danskerne flytter mere rundt i deres hjem end nogensinde før, deler det på de sociale medier og sågar får stress over det.

Men hvorfor? Hvad er det, der gør hjemmet til et sted for stadig afsøgen og iscenesættelse? Selv havde Hammershøi ifølge kataloget ikke noget svar: »Jeg har mest malet Interiører … Hvordan jeg er kommen ind derpå? … Det er saa vanskeligt at sige. Det er kommen ganske af sig selv. Og saa er det jo moderne nu, alle Folk vil have Interiører, nu vil de ikke have andet omtrent …« Måske er vi ikke så langt fra Hammershøis tid endda.

Farvefobier

Vi bliver ’hjemme’ hos Hammershøi, men vender os mod noget andet, lige så karakteristisk i hans værker: farverne. For udstillingen er ikke kun præget af malerierne i grå, hvide og sorte farver. Man har også valgt at understrege denne farveholdning med delvist grå vægge i udstillingsrummene.

Og som sådan er farverne – eller måske manglen på samme – ikke noget, man decideret lægger mærke til. De fleste, der kender Hammershøis malerier, vil have lært at se farveholdningen som normal. Eller sagt på en anden måde: til ikke synderligt at undre sig over farverne.

I udstillingen sker der dog et drastisk brud med de stille farver, når man drejer om et af hjørnerne i udstillingens første rum. Her hænger nemlig en række akvareller i kraftige farver fra tiden på Kunstakademiet. Der er tale om små studier af opstillede køkkenting og madvarer, der trækker på arven fra de historiske stilleben. Med andre ord opstillinger, der på en anden måde – og måske endda i højere grad end de halvtomme stuer – refererer til det hjemlige rum.

I udstillingen bliver man således ret abrupt og med forrygende effekt gjort opmærksom på ikke kun Hammershøis farveholdning, men også på, hvor lidt man lægger mærke til den. Ligesom det først er, når man når til farvefotografierne i familiealbummet, at man tænker over, at man lige har kigget på sort-hvide fotografier.

I bogen Chromofobia, der udkom i 2001, beskriver kunstneren David Bachelor, hvordan der i Vesten hersker både en fascination af og frygt for farver. Bogen indleder han med at beskrive et besøg i et hjem, der ikke bare er hvidt, men blændende og insisterende hvidt. Det får ham til at reflektere over, hvordan farver repræsenterer noget ukontrollerbart.

Det er syretrippet, det folkelige og det barnlige, mens civiliserede mennesker undgår kraftige farver. Eller det, som Bachelor citerer Goethe for at kalde »patologiske farver«. Det farveløse er med andre ord blevet normen og det neutrale i en vestlig kontekst, hvis man følger Bachelors tanker.

Og selvom det er at trække tråde langt ud over, hvad Ordrupgaard siger med udstillingen, så er det svært ikke at tænke i farvernes politiske betydning i Hammershøis værker og sammenhængen med ideen om ’den gode smag’.

Hjemmets rum

Overordnet set handler udstillingen med andre ord om langt mere end Hammershøis hjem. Den handler også om, hvordan rum skabes, og hvordan rum gøres hjemlige. Det er ikke mindst interessant i forhold til Zaha Hadids tilbygning fra 2005, der omkranser udstillingen.

Med sine skæve vinkler, buede vægge og i det hele taget meget organiske form er den som en slags alien i Hammershøi-udstillingen – helt mærkværdig i forhold til Hammershøis stringente rum og firkantede lærreder.

Det er ikke et sammenstød, der direkte italesættes i udstillingen, men det er dog alligevel svært ikke at lægge mærke til. Også selvom man indimellem har ’hjulpet’ Hammershøi med nogle lige vægge, der næppe har været en del af Zaha Hadids tilbygning til at begynde med.

En anden form for ekstra arkitektur, der derimod får plads i udstillingen, og som taler mere direkte ind i Hammershøis malerier, er brugen af små tableauer, som de besøgende kan sidde i og indtage. Et lille rum med en sofa og et gammelt vindue. En række hvide døre efter hinanden. Forskellige møbler, der kunne have været Hammershøis, rundtomkring i udstillingen.

Formodentlig er tanken, at de besøgende skal kunne tage Hammershøiske billeder af sig selv og hinanden og selv eksperimentere med vinkler og udsnit. At de skal kunne indtage hans og Idas hjem med egne kroppe. For mig var det dog en lidt flad måde at slutte en udstilling på, der sætter så mange tanker i gang, og som har så stærke værker af Hammershøi. Måske det havde været nok med et enkelt selfiegreb i stedet for at fylde en god del af udstillingens anden halvdel op med det.

Det skal dog ikke overskygge, at Hammershøis værker stadig i dag er et besøg værd. Både på grund af deres særegne æstetik og på grund af de spørgsmål, de åbner for. For hvad skaber et hjem, hvad betyder det at have et hjem, og hvad hvis man ikke har et hjem?

Er der en sammenhæng mellem de store flygtningestrømme i dag og denne fokusering på det nære, intime og hjemlige i kunsten. Mellem fascinationen af en næsten ekstremt indadvendthed i Hammershøi og hans samtidiges værker, som man ser i udstillinger som Ordrupgaards og Statens Museum for Kunsts og det billede af verden, medierne skaber i dag?

Det er ikke noget, udstillingen eksplicit spørger til, men det ligger der, lige under overfladen i de fine stuer i Strandgade.

’Hjemme hos Hammershøi’. Ordrupgaard. Indtil d. 19. juni 2016

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her