Læsetid: 4 min.

Hjertet i slagterbutikken

Det at blive forladt er en ulykke og underlag for paradokser, skånselsløse iagttagelser og skarphed. Velkommen til Horace Engdahls højst tankevækkende verden
9. april 2016

»Den virkelig betydelige forfatter Y. Hans fuldendte stil, hans skånselsløst nøjagtige iagttagelser, hans eksistentielle paradokser. Men der mangler noget. Man kan mærke han ikke er ulykkelig, og derfor gaber vi.«

Sådan lyder en af Horace Engdahls aforismer i den nye samling, som han her foretrækker at kalde »levninger«, et mere mistrøstigt begreb, end han ellers har brugt om genren såsom »meteorer« eller som i den forrige Cigaretten bagefter (da. 2015) som »kurser«, »metakritiske fragmenter« og »reaktionære betragtninger«. Alt sammen betegnelser, som markerer, at der er tale om litterære rollespil eller attituder, så personlige, de end kan være. »Levninger« er efterladenskaber, og citatet ovenfor røber, som næsten overalt i bogens tekster, at det at blive forladt er en ulykke og underlag for paradokser, skånselsløse iagttagelser og skarphed. Så der er ingen anledning til at gabe under læsningen. Der mangler ikke noget. Heller ikke karakteren af autofiktion, den vidt omtalte smertefulde skilsmisse mellem Horace Engdahl og Ebba Witt-Bratsttröm, litteraten og litteraturprofessoren, begge på magtfulde poster i Sveriges kulturelle verden, forhold man skal anstrenge sig for at se bort fra i fiktionens navn, så meget mere da begge parter på samme dato udsender modsatrettede versioner af deres mentale slagmark. Hun i den dialogformede »punktroman« Århundradets kärlekskrig og han med disse stykker kortprosa, der munder ud i en dramatisk monolog, Manden på bådebroen, som skal opføres på Dramaten. Sådan kontrasigneres den umanerlige adskillelse og beskhed på litterær maner og forsøgsvis objektivering.

Menneskeæder

Litterært set er det inderste tema i Horace Engdahls aforismer selve kunstens betingelser og vilkår, kunstnerens udbytning og menneskeofring og skaberens uundgåelige kynisme. Det fuldendte kunstværk kan ikke klare sig med stil alene. Kunsten er dyrekøbt. Det er så det, der ligger gemt i bogens underlige titel, Den sidste gris, som ikke har noget med en mandsgris at gøre, men hentyder til det ikke ukendte fænomen, at soen æder sine nyfødte grise, men måske skåner den sidste til særlig eller kærlig behandling, svarende til den æstetiske håndtering af ulyksaligheden, realiseret som selvkritik midt i selvretfærdigheden i opgøret og kærlighedstabet. Det er mere end stil og elegance. Strindberg vidste god besked om forholdet mellem kunst og udlevering. I det lille digt »Hjärtat« ser han et nyslagtet, blodigt kalvehjerte hængende på glasdøren i en slagterbutik i Paris, et chok, fordi det minder ham om synet af hans egen udstillede digtsamling i et hjemligt boghandlervindue, »en tunnklädd liten bok/ Det är et uttaget hjärta/ som dinglar där på sin krok«.

Kønnenes kamp og skriftens vilkår er et stadigt voksende emnekompleks i Horace Engdahls bog, der munder ud i den omtalte monolog, betitlet Manden på bådebroen, sidestykke til Ebba Witt-Brattströms dramatiske krigserklæring. Mundtlige rollespil, grumme skænderier mellem parter, der var et kød, nu i stærkt krydret anretning, mere end stiligt.

Kønspolitik

En del af teksterne har direkte kønspolitisk karakter, udtrykt i påstande og generaliseringer af forskellen på mænd og kvinder og ingen hurraråb for hverken den lille eller den store, for kvinder er jo som bekendt konspiratoriske, mens mænd er undertrykkende. Mere besindigt og erfarent lyder det i et notat: »Hvis du vil overbevise mennesker, må du på en eller anden måde lyde som om du gav dem en sidste chance for at slutte sig til et sejrende og indlysende fornuftigt standpunkt. Vil du derimod være alene om dit standpunkt, har du friheden til at lyde som du vil. Hvordan kan nogen tro at litteratur lader sig skabe i den hensigt at overtale? En forfatter må være parat til at svigte alt og alle for at finde sin tone.«

Engdahl har i sin fremragende essaybog, Arret efter drømmen, i afsnittet ‘Philomelas tunge’ talt om vidnesbyrdets litteratur, om hævnen, om oprøret mod forklaringerne, hvor vidnesbyrdet og litteraturen er solidariske. Det gælder om ”at lytte til sprogets indre og finde sprækkerne mellem tale og tavshed, hvorigennem det ukendte skal trænge sig frem”. Det er her stemmen, røsten, tonen i teksten træder frem.

Og det er denne tone i sprogets erfaringsverden og udtryk, der for alvor får en til at lytte under den egentlig ganske krævende læsning af aforismer, hvor man skal begynde forfra på hver eneste side. Der går heldigvis ikke mange sider, før de spændte strenge her giver tone og tekstteorien får klangbund, mens den rollehavende skeptiker, gnavpot og gavmilde uddeler af tankespåner ikke bare står rådvild eller rejselysten på bådebroen, men finder frem til sin kunstneriske indsigt, frigjort fra forladthedens dæmoniske tomhed.

Generelle refleksioner gælder bl.a. ros og beundring, misundelse, vrede, nydelser. Helt befriende er notatet om humor som evnen til at se på virkeligheden uden at sætte sine egne interesser i centrum. En uselvisk handling er altså af væsen humoristisk. Men han advarer mod følelsesmoralen og fornuftsmoralen som rettesnor. ”Jeg venter på en filosof, som vil lancere det tredje alternativ, den humoristiske moral.« Den afsluttende monolog har også i sin tankestrøms mundtlighed ofte aforistisk karakter og sammenfatter et sted lykken som det vigtige motiv i bogen, ulykkeligheden dens aktuelle drivkraft. ”Jeg ved at lykke er at være nødvendig for en som til gengæld er nødvendig for mig”. Indsyn er nøje forbundet med udsyn i Horace Engdahls højst tankevækkende tankeverden.

Horace Engdahl: Den sidste gris. Oversat af Karsten Sand Iversen. Jensen & Dalgaard. 256 sider. 289 kroner

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu