Læsetid: 3 min.

Hymne til det enfoldige liv

Østrigske Robert Seethaler skriver enkelt og smukt om et langt liv i bjergene på lang afstand af moderniteten – og med en anstrengende hymnisk begejstring for det enfoldige
30. april 2016

På omslaget af både den danske og den tyske udgave af Robert Seethalers (f. 1966) lille roman er der et billede af en ung mand med sin ransel på skuldrene. Mørke benklæder, blåternet skjorte.

Han har ryggen vendt mod beskueren og trasker med tilsyneladende tunge, beslutsomme skridt – i hvert fald er der ikke noget forjaget over skikkelsen – ind i omslagets sandfarvede ørken, en tomhed, et ingenting.

Romanen hedder Et helt liv. Den kunne også have heddet ’Et enkelt liv’. Det er nemlig det enkle, den hylder, det fordringsløse, asketiske, naturhengivne. En åndelighed tæt på det vegetative. På den måde er romanen på én gang en anakronisme, håbløst bagud, og en del af en århundredgammel, antimoderne, men i allerhøjeste grad levende og ikke så lidt snoet trend fra f.eks. Henry David Thoreau, Knut Hamsun, Jeppe Aakjær, Hermann Hesse til Jon Krakauers Into the Wild.

Det store ligger i det små, i det ydmyge, i kroppens af års slid forædlede krumbøjethed. Herfra rækker det ind i ørkensandets solgnistrende himmel.

Jeg kan godt lide enkelheden i historien om Andreas Egger, der som en romantisk sagnskikkelse a la Kaspar Hauser dumper ned hos en østrigsk bonde engang efter det tyvende århundredes første store krig. Egger pukler løs som daglejer hos sin plejefamilie, får prygl og forkrøbles, indtil han kan lægge sten om sin egen beskedne lod et stykke op ad bjerget sammen med sin elskede, Marie fra skænkestuen.

Resten af Eggers enkle, men fuldgyldige vej gennem tilværelsen fører over hårde arbejdsår i bjergene, som han rydder for vegetation, inden han sprænger huller i stenmassivet til svævebanernes ophæng. Så til krigstjeneste ved Østfronten under Anden Verdenskrig og en række år i russisk fangelejr.

Dernæst mere slidsomt arbejde i bjergene, nu som rejsefører for den nye tids naturelskende turister. Inden han med en stadig mere værkende krop, rådden indvendig som en træstamme, kan lukke stalddøren bag sig.

Bortset fra under krigen og en kort, forvirret bustur forlader Egger ikke én gang sin hjemby.

Jeg kan også godt lide de små historier, Seethaler fletter ind, små anekdoter og ordvekslinger fra landsbyen. Og jeg kan lide fortællerens følsomme og alligevel jævne registreringer af natur, vejrlig og dagenes strøm, der alt sammen umærkeligt bliver til den lange panorering hen over Eggers liv.

Naturevangelium

Men jeg har også mine kvaler med historien, især hvor den går fra jævn fortælling til naturevangelium. Eller værre endnu: til bondehymne.

Et par eksempler: Egger redder ved romanens begyndelse en hornet gedehyrde, som på mystisk vis stikker af fra sin redningsmand, men inden når at advare ham om iskulden, den sjælløse død, der er alle menneskers skæbne. Gedehyrden skal mange årtier senere dukke op igen, indefrosset i isen som skrækindjagende, diabolsk kontrast til Eggers fuldbyrdede liv.

Iskulden skal også dukke op og på omtrent samme tid, men ikke, som den hornede gedehyrde havde forudsagt i form af et sjælløshedens monster. Men derimod i skikkelse af den elskede og tidligt døde Marie, hvis hellige navn stråler om kap med Eggers glæde ved gensynet.

Den måde at velsigne sine figurer på er lige en tand for meget efter min smag.

Det samme er fortællerens tætte sammenfatning af Eggers autentiske liv i en lang bue uden om moderniteten og af hans beundringsværdige enfoldighed. Den sammenfatning slutter efter en næsten fuld sides opremsning sådan her: »Han kunne ikke huske, hvor han kom fra, og til syvende og sidst vidste han ikke, hvor han kom hen. Men tiden derimellem, hans liv, det kunne han se tilbage på uden fortrydelse, med et skævt smil og med en eneste stor undren.«

Kunne Robert Seethaler ikke have nøjedes med at vise denne undrende uvidenhed?

Seethalers tekst, som er belønnet med flere litterære priser, veksler rytmisk mellem en klar prosa, enkel som en bjergvandrers oppakning, og mere strømmende poetiske passager. Det har Anneli Høier ramt præcist.

Robert Seethaler: Et helt liv. Oversat af Anneli Høier. Kristeligt Dagblads Forlag. 154 sider. 250 kroner

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu