Læsetid: 2 min.

Ingen dans på roser

To tangodansere ser tilbage på et langt liv med passioneret dans og kuldsejlet kærlighed i German Krals fine dokumentarfilm, ’Vores sidste tango’
8. april 2016

Tangoen bragte dem sammen, Maria Nieves Rego og Juan Carlos Copes, og det var også tangoen, der endte med at skille dem ad igen. De to verdensberømte, argentinske tangodansere – det bedste par nogensinde ifølge Maria – er hovedpersonerne i German Krals fine dokumentarfilm, Vores sidste tango, der på en ganske original måde fortæller om deres liv og passion.

I filmen, der er fra 2015, er Maria 80 og Juan Carlos 83, og de ser begge tilbage på et liv med kærlighed, jalousi, uvenskab og tango. De var begge teenagere, da de mødtes første gang, og de nåede at danse sammen i næsten 50 år.

Det er mest Maria Nieves’ historie, vi får fortalt. Hun er et skælmsk, charmerende og temperamentsfuldt bekendtskab, og hun lyser op, når hun fortæller en gruppe unge tangodansere om sin barndom, ungdom og forholdet til Juan Carlos, inden de selvsamme dansere genopfører Maria og Juan Carlos’ liv i en smuk og romantisk tangoudgave.

Juan Carlos selv er ikke lige så meget med i Vores sidste tango – han siger heller ikke så meget – og hvis jeg skal kritisere filmen for noget, er det, at man ikke for alvor lærer at forstå ham og hans ikke voldsomt pæne opførsel over for Maria. Hun elskede ham højt, og de blev også gift på et tidspunkt, men det var tangoen, der var hans store kærlighed, ikke Maria eller de andre kvinder, han indimellem føjtede rundt med.

En særlig stil

Danseglæden og de mange historier fra gamle dage farves således af en vis melankoli, sorg og efterhånden også bitterhed, mens Maria fortæller om, hvordan hun og Juan Carlos var de perfekte dansepartnere, men til sidst ikke kunne holde ud at være i samme stue, når de ikke dansede. Hun følte sig brugt og smidt væk; han gjorde, hvad han fandt nødvendigt for sin kunst.

Der er velsagtens få danse, der som tangoen er god til at vise netop de store følelser og to passionerede menneskers tiltrækning og det modsatte.

Det er da også især de unge dansere og de elegant og flot iscenesatte og koreograferede scener, der så at sige illustrerer Maria og Juan Carlos’ fortælling og fælles historie, som gør indtryk og gør filmen til noget for sig selv. Scenerne giver Vores sidste tango en dybde og en poesi, som filmen ellers ikke ville have haft.

Som tangonovice kunne jeg måske godt have ønsket mig lidt mere viden om den sensuelle, erotisk ladede dans, som kan tage sig så smuk og forførende ud. De mange videoklip med Maria og Juan Carlos giver et indtryk af, hvad det var, netop de to sammen kunne, og man forstår, at han med hende som sin »stradivarius,« som han udtrykker det, skabte en helt ny stilretning inden for tangoen.

Jeg ville nu også gerne have haft sat hans særlige geni ind i en anden sammenhæng end blot den personlige, hvor dramatisk og bevægende den så end måtte være.

’Vores sidste tango’. Instruktion og manuskript: German Kral. Argentinsk (Dagmar, Grand og Vester Vov Vov i København og et dusin biografer i resten af landet)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu