Det går galt for Thomas (Mikkel Boe Følsgaard) i Helmand-provinsen i Afghanistan i 2009. En mine sprænger det meste af hans ben itu.
I en rå slowmotion-sekvens ser vi ham lande på jorden med blodet sprøjtende fra munden. Folk råber efter ham, det lyder som om, de er langt væk. Tinnitus-hylet i hans ører overtager lydbilledet.
Thomas vågner op i Danmark og opdager at benene – på nær en lårstump – mangler. Han går i genoptræning på hospitalet. Pumper jern, mens han lytter til rasende metal (kliché). Og her møder han også balletdanseren Sofie, i den professionelle balletdanser og debuterende skuespiller Cecilie Lassens skikkelse.
Hun skærer gennem hans selvynk og begynder at træne ham op med sin viden fra balletten. Og sød – omend også disharmonisk – musik opstår.
Mental overlevelseskamp
De standhaftige handler ikke så meget om krigens ofre som relationen mellem den vingeskudte Thomas og den intimitetsforskrækkede Sofie. Hun stoler ikke på sin balletpartner, når han skal løfte hende. Hun elsker springteknikken kaldet ballon, som er springet, hvor danseren virker lettere, nærmest svævende i springet. Altså uden jordforbindelse.
Efter at hun er blevet slikket til en orgasme af en anden balletkollega, vil hun ikke kysse med ham – og smutter. Der er »commitment issues«, som Embrace sang i sidste fredags X-Factor-finale.
Thomas kæmper en sammenbidt mental overlevelseskamp mod krigstraumet og lemlæstelsen. Det er en fortælling, der er set mange gange før, måske stærkest i Michael Ciminos The Deer Hunter, men mere åndsbeslægtet i Oliver Stones Born On The Fourth of July, hvor Tom Cruise i rollen som virkelighedens Ron Kovic kommer hjem fra Vietnam i kørestol, lam fra livet og nedefter.
Mekanisk
Mikkel Boe Følsgaard klarer skærene i en rolle og med et manuskript, der ellers trækker ham gennem ret så forudsigelige faser af raseri, angst, opgivelse. Det virker mekanisk og han kæmper med at give rollen varme i kinderne. Det sker heldigvis til en vis grad, især i den slagfærdige dialog og samspillet mellem Følsgaard og Lassen.
De standhaftige er den svenske instruktør Lisa Ohlins første danske spillefilm, og danske Karina Dam – der har skrevet episoder af dramaserier som Den Som Dræber, Sommer og Arvingerne – står for manuskriptet. Det er blevet til en film, hvor skabelonerne er til at få øje på, og hvor kontrasterne er trukket unødigt hårdt op.
Thomas læser Stieg Larsson og der er lapdance med stripper til hans housewarming. Sofie giver ham Dostojevskij og træner sofistikerede dansetrin i finkulturens højborg. Han er den jordbundne mand, der kan holde hende – ballonen – groundet. Hun er den bramfri skønånd, der kan trække ham op af selvmedlidenheden, raseriet, selvdestruktionen.
Det er en historie om at overvinde ufattelig modgang, men det sker i en slags selvhjælpslogik, hvor man sgu bare må tage sig sammen. Og komme videre.
Tilbage i virkelighedens juni 2010 – altså året efter Thomas får benene sprunget af i De standhaftiges fiktion – der kunne man her i Information læse at det danske samfund svigtede krigsveteranerne, der i høj grad blev overladt til sig selv.
Dengang var casen den psykisk syge krigsveteran ’Michael,’ der blev sendt rundt i systemet, fik frataget sin kontanthjælp og var hjemløs ad tre omgange.
Thomas i De standhaftige vil sgu ikke have hjælp. Han bliver rasende, da han får tildelt invalidepension. Ja, i lang tid vil han tilbage til Afghanistan, og Forsvaret virker bundfornuftigt i deres afvisning af hans ønske. Thomas og Sofie er en neoliberal drøm om fightere, der slet ikke har brug for systemet. Går det for langsomt på hospitalet, så tager hun ham da bare med ind på Det Kongelige, hvor han får lov at styrketræne blandt danserne. Helt sikkert.
Dramatisk garniture
Der er ingen strukturel kritik i De standhaftige, nå jo, i starten får Sofies kræftramte tante lov at ytre noget om at krigen i Afghanistan jo bare er baseret på Vestens paranoide forestillinger om at jihadister kommer herop og »røvpuler os med selvmordsbomber og sharia«.
I stedet bliver De standhaftige til et romantisk drama. Thomas’ fantomben bliver blot til dramatisk garniture og smart kontrast til balletdanserens lethed. Og det bortamputerer den potentielle, dybere historie om svigt og afmagt i samfundsmæssig forstand.
Krigens meningsløshed lever dog i De standhaftige, i soldaterkammeraternes vandige og flakkende blikke. I Thomas’ traumevisitter i krigscomputerspillenes verden. I den ladte pistol, han gemmer bag knaldromanerne.
Han bliver bare aldrig en rigtig tredimensionel karakter, og det kommer aldrig til at stå helt klart – i hvert fald for denne anmelder – hvad han kan tilbyde Sofie. Altså udover lidt grounding og et kønskonservativt alternativ til de mandlige balletdansere. Og så begynder hele kærlighedshistorien at vakle.
’De standhaftige’ – Instruktion: Lisa Ohlin. Manuskript: Karina Dam. Dansk. Biografer landet over
