Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Konsulentens fald

Kaspar Colling Nielsens nye stykke udstiller de højtbetalte konsulenter som socialt amputerede væsener i Nicolei Fabers blændende iscenesættelse på Edison
Når Marijana Jankovic taler om, hvorfor hun har glemt at få kæreste og børn, virker det så enfoldigt, at det næsten ikke er til at holde ud.

Per Morten Abrahamsen

Kultur
29. april 2016

»Jeg kan godt lide at vinde,« lyder det med smil fra en konsulent, der skal forklare, hvorfor han er parat til at arbejde 80 timer om ugen igen og igen.

Det er i det hele taget konkurrencen, der lader til at være det væsentligste for hovedpersonerne i Kaspars Colling Nielsens nye, tidspræcise stykke Sidst på dagen er vi alle mennesker hos Mammutteatret på Edison. Christian Albrechtsens scenografi er også til at forstå: En trappe, hvor kun de færreste klarer vejen op over de høje trin og forhindringerne af enorme papirbunker op til toppen.

Instruktøren Nicolei Faber har gjort stykket til en åndeløs forestilling. De tre skuespillere spiller så ekstremt og manisk, at man næsten føler sig lidt flov på konsulentstandens vegne. Disse konsulentguder bliver i hvert fald fremvist i al deres enfoldige prestigegrådighed og medmenneskelige fattigdom. Samtidig får man som tilskuer rig lejlighed til at spejle sin egen arbejdsiver og alt for mange computertimer. For hvem arbejder ikke for meget?

Bangs tics

Psykorealismen er skræmmende troværdig i denne opsætning, lige som den var det i Fabers og Albrechtsens Reumert-vinderforestilling Beton på Aalborg Teater sidste sæson.

Når Claes Bang sidder med sine mærkelige tics i ansigtet og forklarer en usynlig psykolog, hvordan han er steget i graderne, så bliver man helt sørgelig på hans vegne over hans menneskelige enfoldighed – og samtidig bliver man fascineret over hans eksakte mimik, fordi alle hans bevægelser er så nøjagtige og så strategisk indlagte. Det er skuespil, når det er allermest præcist.

Når den unge skuespiller Simon Sears sidder med verdens største smil og taler om sit eget overskud, så bliver man også pinligt berørt. Simon Sears har desuden en pirrende stemme, der nærmest kan skrue op og ned for sin egen klangfarve. Og når Marijana Jankovic taler om, hvorfor hun har glemt at få kæreste og børn, så virker det så enfoldigt, at man næsten ikke kan holde ud at se det.

»Hvis vi skændes, så skændes vi altid om mit arbejde og mine arbejdstider,« som hun smilende fortæller om sit parforhold.

Sidst på dagen er vi alle mennesker er båret af en skæg idé – og en skarp analyse af tidens konsulentdyrkelse. Men karikaturerne lurer, og stykket samler sig aldrig i en dramaturgisk forløsning. De fiktive interviews afvikles på stribe – med den yngste konsulent først og ’seniorpartneren’ til sidst. Så dramatisk set kommer der ingen overraskelser.

Desuden forbliver titlen et postulat: Det lykkes i hvert fald aldrig teksten at vise, at disse konsulenter sidst på dagen alligevel fremstår som ’mennesker’. Tværtimod virker de som skematiske strategimaskiner, der har bildt sig selv ind, at det er nødvendigt at arbejde sig selv til døde – og det gør de så. I frihedens hellige navn. For uanset hvor mange penge de tjener, så holder de ikke op med at arbejde. De standser først, når de dør.

Ingen kærlighed

Dramatisk set er det stærkt, at Kaspar Colling Nielsen kan beskrive en førende samfundsgruppe så præcist. Netop derfor er det også tankevækkende, at han faktisk præsenterer disse højtbetalte og højtrespekterede problemknuserkonsulenter som en overraskende uinteressant gruppe mennesker.

For de har tilsyneladende undertrykt alle deres oprigtige følelser og drifter. Al kærlighed er arbejdet bort – og sex er åbenbart fravalgt. Der er kun arbejdsliderlighed tilbage. Men den slags overleverpsykologi er altså ikke nødvendigvis spændende, når den skal forvandles til dramatik.

Da Kaspar Colling Nielsen dramatiserede sin egen fremtidsroman Den danske borgerkrig – 2018-24 til teaterforestillingen Umælende kræ på Svalegangen forrige år, fik han skabt et billede af den moderne landmands etiske konflikt, der både var skræmmende og overrumplende. Men det lykkes ham ikke at skabe et tilsvarende følelsesstærkt billede af den forjættede konsulentstand.

Måske er problemet, at teksten slutter lige der, hvor den er ved at koge. Det er ved seniorpartnerens falliterklæring. Hans teenagesøn gør oprør mod faderens arbejdsmani ved at spille computer i lige så mange timer, som faderen arbejder. Men faderen fatter det ikke. Han synes da bare, at det er en sjov sammenligning.

Han holder ikke op med at arbejde sine 80 timer om ugen; måske fordi han som konsulent er så vant til at gøre sig selv så upopulær, at han ikke engang kan mærke et nødråb fra et menneske, der elsker ham.

Her kan man mærke tekstens smerte. Men så er den forbi.

’Sidst på dagen er vi alle mennesker’.
Tekst: Kaspar Colling Nielsen. Iscenesættelse: Nicolei Faber. Scenografi: Christian Albrechtsen.
Mammutteatret på Betty Nansen Teatrets Edison-scene. Til 3. maj

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her