Læsetid: 5 min.

Den lange kamp mod skattespekulation

I en letlæselig bog kortlægger en fransk økonom det voksende netværk af skattely og anbefaler at gå hårdt til værks med sanktioner mod nationer, der forsvarer bankhemmeligheden og de riges benyttelse af skuffeselskaber
11. april 2016

Den franske økonom Gabriel Zucman kunne næppe have udgivet en mere aktuel bog. I The Hidden Wealth of Nations (et ordspil på Adam Smiths banebrydende værk fra 1776) foreslår Zucman, som er Thomas Pikettys elev, en grydeklar opskrift på, hvordan nationalstater hver for sig og sammen kan komme den type skatteunddragelse, som blev afsløret i sidste uges offentliggørelse af Panama-dokumenterne, til livs.

Schweiz, det globale knudepunkt for al skatteunddragelse, vil ifølge Zucman kun opgive sin lukrative status som skattely, hvis Frankrig, Italien og Tyskland pålægger landet en heftig straffetold. Hertugdømmet Luxemburg skal trues med at blive sparket ud af EU, hvis det nægter at give fyldige oplysninger om kontoindehavers identitet.

Skatteparadiser i Det Caribiske Hav, Panama og andre steder er så forsvindende små nationer, at blot truslen om økonomiske sanktioner fra USA og EU vil få dem til at makke ret i løbet af nul komma fem, forudsiger den unge franske økonom, der er lektor på University of California, Berkeley. Gabriel Zucman skriver og argumenterer så koncist og præcist som sin professor i bestselleren Kapitalen i det 21. århundrede. Forfatterens forskning i det komplekse emne er omfattende, men ved hjælp af grafer og en pædagogisk tilgang til stoffet gør Zucman det let forståeligt for den uindviede læser.

Zucman anslår, at 8 procent af alle husholdningers formuer i hele verden er placeret i skattely svarende til en sum på 7.600 mia. dollar.

Skønnet er konservativt og lavere end andre studiers. Et enkelt land, Schweiz, står for forvaltningen af en tredjedel af dette beløb – nemlig, 2.300 mia. dollar. Det betyder ikke, at hele dette beløb er parkeret i schweiziske banker. Tværtimod investeres pengene i forskellige fonde i andre skattely. Luxemburg, Irland og Cayman-øerne spiller her den mest fremtrædende rolle.

Læs også: Verdensbanken finansierer virksomheder i skattely

Ved at lægge til og trække fra vurderer Zucman, at enkeltindivider med formuer placeret i skattely globalt set unddrager sig fra at betale en årlig skat på 200 mia. dollar. Han forudsætter, at 80 pct. af alle penge placeret i skattely ikke er genstand for beskatning i hjemlandet.

Det er utvivlsomt et urealistisk lavt skøn. Eksempelvis har mange lande, herunder Italien og USA, tilbudt amnesti eller nedsat kapitalvindingsskat og indkomstskat på formuer flyttet til udlandet for at lokke dem hjem. Hvis deres beskatning lå på et normalt niveau, ville de 200 mia. dollar i unddraget skat selvsagt udgøre en højere sum. Hertil skal man lægge multinationale selskabers benyttelse af skattely, som er blevet en udbredt praksis i lande, hvor selskabsskatten er høj.

Globalt register

Zucman har undersøgt amerikanske koncerner og konkluderer, at 56 pct. af deres indtjening i udlandet parkeres i banker i lande med lav eller ingen beskatning. Skattevæsenet i USA skulle således gå glip af 130 mia. dollar om året i selskabsskat. Det er ikke for ingenting, at EU-kommissær Margrethe Vestager har kniven ude efter storsnydere som Apple og Google. Et eller andet sted skal de vel betale skat, og hvis de ikke gør det i USA, må de punge ud i det EU-land, hvor deres hovedkvarter ligger.

Fra Piketty har Zucman adopteret ideen om en global skat på værdien af al ejendom og formue. Til den ende foreslår Piketty i sin bog at oprette et internationalt register over alle værdipapirer.

Det geniale ved at oprette et register over værdipapirer er ifølge Zucman, at det også vil omfatte alle skattely. Han nævner det ikke, men i sidste instans svarer kravet om fuld gennemsigtighed til at rive tæppet væk under den enorme industri, der er blevet bygget op omkring skatteunddragelse gennem det 20. århundrede. Et finansregister betyder simpelthen, at skattely mister deres eksistensberettigelse.

De fleste kritikere vil kalde et internationalt finansregister for utopisk tænkning. Det afviser Zucman med begrundelsen, at der allerede er blevet taget skridt i retning af at koordinere formueoplysninger. Eksempelvis registreres alle værdipapirer, der købes og sælges på finansmarkederne, hver dag i to obskure internationale depoter.

Det kan ydermere tilføjes, at bankhemmeligheden i et land som Schweiz ikke er, hvad den engang har været. I de seneste år er det lykkedes for USA’s regering ved hjælp af trusler om tårnhøje bøder at overtale schweiziske storbanker til at udlevere oplysninger om hovedrige amerikaneres skattespekulation.

Ingen store pengeinstitutter i verden har råd til at blive erklæret fredsløse af USA. Så hellere give midlertidigt køb på nogle dyrebare privilegier. Men én ting er, når USA går bilateralt til værks. Noget andet, når man skal nå til enighed på internationalt plan om at bekæmpe skatteunddragelse. En EU-forordning fra 2003 pålægger et land, i hvilket en borger fra et andet land har værdipapirer, at rapportere indtægten til dennes hjemland.

Men det viser sig, at de to største skattely inden for EU – Østrig og Luxemburg – er undtaget.

Amerikansk lov

Der er andre eksempler på ineffektiv international bekæmpelse af skattely.

Den obskure organisation Financial Action Task Force, grundlagt af G9-gruppen i Paris i 1989, har ikke gjort nævneværdige fremskridt i kampen mod kriminelle syndikaters og terrorgruppers hvidvask af ulovlige indtægter. I kølvandet på Panama-lækagen er det f.eks. kommet frem, at FATF for nylig tog Panama af sin overvågningsliste.

I 2009 erklærede G20-gruppen »bankhemmelighedens tid forbi«.

Efterfølgende bemyndigede OECD i en ny regel medlemslandene til at søge oplysninger om deres borgeres indestående i banker i skattelylande, dersom de havde »begrundet mistanke om skattesnyd«. Men uden et bevis, hvilket er umuligt at anskaffe uden det pågældende lands samarbejde, er myndighederne ikke forpligtede til at indfri anmodningen.

Det er derfor ikke så mærkeligt, skriver den franske økonom, at OECD-reglen har haft den stik modsatte virkning af hensigten. Siden 2009 er værdien af formuer parkeret i schweiziske banker faktisk steget med 18 pct. Den tilsvarende vækstrate i alle skattelylande er 25 procent for de sidste seks år.

Det eneste effektive instrument, Zucman kan finde til bekæmpelse af transnational skatteunddragelse, er en lov vedtaget af USA’s kongres i 2010. Foreign Account Tax Compliance Act pålægger finansielle institutioner verden over at indgive oplysning til USA’s skattevæsen om identiteten af amerikanske kunder, deres indestående og indtægt.

Loven har været en så stor succes, at mange andre lande har efterlignet den. I 2020 forventes princippet om automatisk udveksling af bankoplysninger lande imellem at blive en globale standard. Selv Schweiz, Luxemburg og Singapore har givet besyv.

Men det løser ikke den største hårdknude i kampen mod skatteunddragelse og hvidvask af indtægter fra kriminelle aktiviteter: skuffeselskaber, der skænker anonymitet til individer og virksomheder, hvis forehavende er at sløre deres indtægt fra myndighederne.

I kølvandet på Panama-dokumenterne skulle man tro, at de flere hundretusinde skuffeselskaber registreret i det mellemamerikanske skatteparadis er mange. Men ifølge Zucman er det kun toppen af isbjerget. På de britiske jomfruøer er den lyssky handel mange gange større. De skulle forvalte 60 pct. af de 2.300 mia. dollar indskudt i schweiziske banker. Spørgsmålet er, om Panama-papirerne vil åbne en Pandoras æske eller om den vil blive smækket i igen, som det er sket flere gange tidligere.

Kun et konstant pres fra medier og politikere vil formentlig gøre en reel forskel.

Gabriel Zucman: ’The Hidden Wealth of Nations, The Scourge of Tax Havens’. The University of Chicago Press, 2015. Forord af Thomas Piketty

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Espen Bøgh
  • Jørgen Steen Andersen
  • Kurt Nielsen
Espen Bøgh, Jørgen Steen Andersen og Kurt Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben Lindegaard

@Martin Burcharth

Det er heroiske, at du orker at læse denne bog igennem - hver eneste side giver jo ærgrelse over de elendige skattesvindlere. Tak for det.

Jeg hæftede mig ved, at Østrig & Luxembourg ikke er med i EU's forordning fra 2003 vedrørende rapportering af afkastet af værdipapirer til skatteborgerens hjemland.

Det er for mig en opfordring til at øge antallet af områder, hvor ministerrådet kan træffe flertalsafgørelser. Det er jo klart, at hvis de 26 lande afgiver oplysninger til hjemlandet, så flytter kapitalen til de 2 lande, der så ikke afgiver oplysning.

Smart move af Østrig & Luxembourg; men de burde ikke have lov.

Det er først til sidst i artiklen, du kommer ind på De britiske Jomfruøer.
Det åbner for diskussionen af Storbritanniens rolle i hele skatteunddragelsesproblematikken.
Storbritannien øver indflydelse på en række oversøiske områder herudover, Guernsey, Jersey, Gibraltar......hvor skatteunddragelse går muntert i svang - og Storbritannien gør lige nøjagtigt ingenting for at bremse det.

https://en.wikipedia.org/wiki/British_Overseas_Territories

Og så har vi slet ikke talt om alle fondene med stråmænd og hemmelig contrafuldmagt, som Nordea har faciliteret og Marc Rieber & Brian Nielsen anvendt.

Det er fine folk.

john andy houbo Pedersen og Jørgen Steen Andersen anbefalede denne kommentar