Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

En lumpen stodders saga

Fascinerende øjebliksbillede af 1700-tallets Danmark
Domkirkebyen Viborg var i 1700-tallet rigt befolket af præsteenker, som foretrak det sociale liv i købstaden frem for en og anden gudsforladt landsby, hvor deres højstatus jo var passé.

Torben Åndahl

Kultur
4. april 2016

Det er sagt så udmærket: Fortiden er et fremmed land, menneskene dér opførte sig anderledes.

Det vanskeligste i ethvert forsøg på at skaffe sig historisk indsigt ligger i et nøgternt signalement af denne anderledeshed. Som første forudsætning kræves, hvad den kildekritiske pioner og gennembrudshistoriker Kr. Erslev i sin tid formulerede som det datidige kyndige øjes betragtning af fortiden. Udgangspunktet for en historisk erkendelse kan i gennembruddets anbefaling bevæge sig fra det mindre til det større og søge mangfoldighed og helhed ad denne vej: fra lokale forhold og begivenheder til en landsdels og et lands historie.

Denne metode anvender historikeren Bo Fritzbøger i rigt mål i sit særegent indsigtsfulde bud på 1700 tallets danmarkshistorie: En lumpen stodder, liv og landskab i 1700-tallets Midtjylland. Bo Fritzbøger vælger sig her i det små en hovedperson Hans Rosborg, en dygtig bonde der ved skæbnens og tidernes gunst ophøjes i godsejerstanden, og som i bogens forløb viser sig som et dumt svin, en lumpen stodder. På mange måder optræder Hans Rosborg som noget nær sindbilledet på den onde herremand, en kliché som ikke blev dementeret af de kongetro krønikeskrivere, der gerne fremmede de senere landboreformers betydning. Kongen bød adelen at arte sig og blev ikke mindst i egen propaganda bøndernes helt med Frihedsstøtte og hele pibetøjet.

Hvorfra ved vi så det? Den gamle Hans Rosborg – for nu at vise modsætningerne i manden – besvarede overordentligt omhyggeligt og mere udførligt end nogen anden 33 spørgsmål sendt til landes godsejere fra Danske Kancelli. Kongen ønskede en stedsbeskrivende oversigt over hele sit rige, og Rosborg benyttede nu anledningen til at diktere sin beretning om alt, hvad han havde begivet sig af med, og nye ting og sager, han havde iværksat. Ellers er kilderne mestendels tidens ting- og retsbøger, hvor den ikke-adelige godsejer, hr. Rosborg optrådte i tide og utide. En bondeplager var uden forbehold Hans Rosborg, søgte tvist med sine fæstere og mange andre, hvor udsigten til den mindste gevinst lokkede, og udsatte hermed den ene efter den anden af sine undergivne for det pres det var at stå i retlig strid med herren på godset.

Magtmenneske

Nu og da får man indtryk af, at godsejer Rosborg mestendels ønskede at demonstrere sin magt i kraft af den myndighedsperson, herremanden også var med hals- og håndsret over sine bønder. Eksempelvis nægtede han at udstede fripas til en hjemvendt soldat, der efter endt flerårig tvangstjeneste i hæren nu ønskede at gifte sig og slå sig andetsteds ned, hvor Rosborg trods protester fra soldat og påklaget amtmand blot indrullerer bondekarlen i et andet regiment og spolerede mandens liv.

Stavnsbåndsforordningen af 1733 betød, at landets godsejere suverænt forvaltede mandskabsudskrivningerne, hvilket nok så afgørende samtidig betød, at de nu fuldt ud bekræftet ovenfra disponerede over fæsternes liv og levned og i samarbejde med den stedlige præst kunne bestemme, hvem der eksempelvis kunne skifte egn og fæste og hvem ikke. Især det sidste. Forordningen var i sandhed en understregning af bondens bånd til herremand og stavn.

En gravskrift over Rosborg, hvis jordiske færden var geografisk bestemt til trekantsområdet – Randers, Aarhus og Viborg – mere end antyder afdødes renomme: Stat stille her ved denne grav/ Her hviler Rosborgs bene/ Men hvor hans arme sjæl blev af/ det kender Gud alene.

Ganske vist er der usikkerhed om indskriftens datering og samtidsægthed, men der går uomtvisteligt her røg af en brand – Rosborg var vitterligt berygtet i sin overdrevent trættekære adfærd, der fik mere end én i retssystemet til at ønske ham gemt og glemt. Endog i Højesterets protokoller er Rosborgs navn mildt sagt overrepræsenteret.

Indviklet retssystem

I sig selv er beretningen om den lumpne stodder Rosborg en god historie, dertil et fint stykke retshistorie. Forfatteren bevæger sig virtuost i enevældens juridiske systemer, der var fremmedartede for en nutidig læser og i sig selv ganske indviklede, hvor en Ludvig Holberg fandt rigelig inspiration ikke mindst i de sortkappede prokuratorers grådige typer. Holberg, der også forstod at stå på sin ret, opfattede i komediesammenhæng prokuratorerne som lattervækkende, men samtidig farlige folk, der var i stand til at ruinere de godtroende og indvikle sager, der ikke var det.

Ikke desto mindre gik retten sin gang så støt og som regel ikke vilkårligt. Rettens begrænsninger for 3. stand i det landboøkonomiske undertrykkelsessystem havde trods alt grænser.

Fritzbøger lader som antydet ikke sin historie forblive i retssalene, men benytter de sager, som hans hovedperson tumler sig rundt i, til at tumle med og i detaljer skildre personer og vilkår de steder, sagerne fører ham hen. Et fint kapitel portrætterer 1700-tallets Viborg herunder forholdet mellem by og land, og i hvor høj grad købstaden adskilte sig fra det omgivende land. En detalje: Domkirkebyen Viborg var rigt befolket af præsteenker, som foretrak det sociale liv i købstaden frem for en og anden gudsforladt landsby, hvor deres højstatus jo var passé.

Optakt til forandringer

Bogens geografiske historiefremstilling (kongrafien) bliver i småt og stort en omfattende vandring i enevældesamfundet tidligt til midten af 1700-årene. Rosborg når inden sin død til sin forfærdelse – det er prokuratorerne, der har været på spil – at opleve den spæde optakt til de forandringer i landbokulturen og bøndernes retsstilling og levevilkår, der kulminerer med reformerne i slutningen af århundredet. Man kan derfor sige, at Bo Fritzbøgers meget fine fremstilling udgør afsæt for forståelsen af det første store moderne erhvervsmæssige gennembrud inden 1800-tallets mere hovedkulds færd mod industrialisering og andre omvæltende samfundsformer.

Måske man bør fremhæve, at Hans Rosborg nok var en lumpen stodder, men at alle godsejere ikke nødvendigvis var det. Mange indså de forretningsmæssige fordele ved at behandle deres fæstere ordentligt. Endelig var der jo også hæderlige herremænd, klædeligt inspirerede af oplysning og humanisme.

Bogen er smukt redigeret og tilrettelagt med imponerende og tekstrelevant materiale samt gode kort.

Bo Fritzbøger: ’En lumpen stodder. Liv og landskab i 1700-tallets Midtjylland’. 308 s. ill., 350kr., Gads Forlag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her