Læsetid: 8 min.

Lyden af oprør

I dag åbner Ragnarock – museet i Roskilde for pop, rock og ungdomskultur. Information har sendt to musiknørder ud for at besigtige det på en byggerodet dag kort inden gallaåbningen
Der er artefakter i massevis på Ragnarock: fanbreve, håndskrevne ønsker til dj’en og musiker Lars Strygs hårlok. Og inde i det hele banker et kæmpestort, sort læderhjerte.

Der er artefakter i massevis på Ragnarock: fanbreve, håndskrevne ønsker til dj’en og musiker Lars Strygs hårlok. Og inde i det hele banker et kæmpestort, sort læderhjerte.

Melissa Kühn Hjerrild

29. april 2016

Ralf Christensen: Der banker et kæmpestort, sort læderhjerte inde i Ragnarocks forgyldte krop. Og det er ikke en smart journalistmetafor – det gør der i bogstaveligste forstand.

Eller, okay, det banker ikke. Men inde i den kubistiske bygning står der i salen for særudstillinger p.t. et halvanden meter højt hjerte betrukket med sort læder. Der er med andre ord stil over Danmarks nye officielle museum for pop, rock og ungdomskultur.

Vi ankommer på en tirsdag, tre dage før åbningen, og der er hektisk aktivitet. I døgndrift og vist også med lidt blodsmag i munden.

Op ad en væg ligger fotograf Søren Solkærs højkantsfoto af The Clash-bassisten Paul Simonon. Hans sørgmodige blik er vendt direkte mod dørene ind til de classy toiletter, der er holdt helt i sort og giver en fornemmelse af rockklub i 1980’erne langt mere end en institution i 2010’erne.

Vi må ikke gå på det højrøde nyligt højglanslakerede gulv, men skal følge papstierne rundt. Elevatoren er til gengæld fuldt funktionel, og da dørene lukker sig, stiger elevatoren så langsomt op til tredje sal, at man næsten ikke bemærker bevægelsen – og har tid til at nyde et 30 sekunders speedtrip gennem dansk populærmusikhistorie fra højttalerne i loftet.

Selvom det er lidt svært at høre, helt præcis hvad der foregår, så er det tydeligt, at numre som Sods’ »Copenhagen« og Klichés »Militskvinder« er med til heftigt at omdefinere begrebet elevatormusik. Og så går dørene op.

Klaus Lynggaard: Og vi træder ind i selve museet. Flot nok arkitektonisk at se på, men giver en lidt mærkelig smag i munden for mit vedkommende. Rocken på museum. En fornemmelse af, at noget er ovre. At det er blevet tid til at gøre status.

Og det er det vel også, i den forstand at selv et overfladisk blik på tidens hitlister afslører, at her er rocken som sådan snarere undtagelsen end reglen, i høj grad fortrængt af dance, moderne R&B og hiphop. Hvilket er fuldstændig som det skal være. Og hvilket der også er taget højde for på museet.

Tanken bag udstillingerne, som de tager sig ud op til åbningen, er i højere grad præget af synergien mellem musik og subkultur frem for en regulær musikhistorisk fortælling. Vægten er derfor lagt på tematik frem for kronologi.

Ikke fordi nogen epoke kan påstås at være blevet forbigået, men her spiller de forskellige tider og genrer sammen i gennemarbejdede kategorier. Musikkens rebelske potentiale kan ikke siges at være blevet forbigået.

Ragnarock - Danmarks nye officielle museum for pop, rock og ungdomskultur.

Søren Solkær

Fans er bindegale

RC: Tematiseringen er klar og tydelig, rum for rum. Det politiske rum med titlen »Lyden af oprør«. Danserummet med jitterbug, electric boogie/breakdance og rave. De forskellige studieteknologier – fra badeværelsets rumklang til det laptopstyrede hjemmestudie.

Det virker som det rigtige greb at arbejde med tematikker frem for en traditionel kronologi. Ikke mindst fordi det skaber mulighed for at vise, at de opgør, der ofte følger med nye genrer, er de samme fra generation til generation.

Det er sammenstød mellem normativ magtbase og utilfreds ungdom, mellem bevaring og destruktion af det bestående. Blot skifter det æstetiske udtryk fra generation til generation – og normgrænserne skal flyttes et nyt sted hen.

KL: Ja, det er skægt fundet på, at de simpelthen har bygget et badeværelse, blot for at demonstrere hvordan rumklang blev til i tidernes morgen. Også selvom toilettet altså ikke virker. Rigtig sjove er også montrerne om fankultur med tilhørende feticher af alskens karakter.

Således lærer man, at Dúné fik ikke helt så lidt fanmail i forbindelse med gruppens Japan-besøg, og det er både gribende, morsomt og lidt mærkeligt. Fans er bindegale.

RC: Jeg er også rigtig glad for deres sans for artefakter, valget af fysiske objekter af historisk signifikans. Fanbrevene er helt vildt sjove! »Jeg har været fan af mange popidoler i tiden. Men nu er jeg klar over, at jeg har fundet det helt rigtige. Nemlig dig og så gruppen. Det er noget, jeg fornemmer, når jeg hører jeres plader.« Skrevet til Kim Larsen i Gasolin’-æraen.

Og så er der de politiske artefakter i »Lyden af Oprør«-rummet: Natasjas håndskrevne tekst på linjeret papir til »Gi’ Mig Danmark Tilbage.« Politiknippelen fra 1957, der måske, måske ikke har været i sving over en ny spæd ungdomskultur, rock’n’rollerne – og deres hoveder. Stævningsbrevet til Peter Belli dateret den 25. april 1967, efter at han i radioen havde fortalt, at han havde røget hash. Artefakter, der alle gløder med historiens aura, svangre med fortælling.

I »Lyden af Oprør«-rummet er der en klædeligt rummelig fortolkning af politisk engagement med plads til både grønlandske Sumes kritik af dansk kolonisering, åbningen af Ungdomshuset på Jagtvej og Nik & Jays opgør med janteloven. Det er et rum, der giver vores musikhistorie farve i kinderne og dun på overlæben, synes du ikke?

Håndskrevne ønsker til dj’en

KL: Jo. Også jeg var ret glad for de udstillede genstande, artefakterne, som du kalder dem. Altså den egentlige samling. Det er dér, historiens såkaldte vingesus sådan for alvor mærkes. Autentiske håndskrevne sedler med musikønsker til dj’en. Og Franz Beckerlees ingeniørkonstruerede pedalkasse eller DJ Jans marmorerede turntable gav mig et kick at se. Ting, der har været brugt af de musikere, man har stået og gloet på i haller og klubber, var nok, hvad jeg i udstrakt grad havde forventet mig. Og der er heldigvis en del af det også.

I salen for særudstillinger står der et halvanden meter højt hjerte betrukket med sort læder.

Melissa Kühn Hjerrild

Så er der de mange små film tilknyttet de forskellige temaer, som man kan bruge tid på. Jeg så en enkelt, hvor Per Vers med vanlig intelligens udbredte sig om bl.a. danskhed. Det var spændende og relevant.

Hvis den sagde noget om standarden, kan mange museumsgæster givetvis få glæde af dem, selvom der vel i de fleste tilfælde lægges op til yderligere selvstudium. En rig og mangfoldig historie udfolder sig, selvom vi strengt taget kun taler om et forløb på en små 60 år.

En lille smule overvældende

RC: Og så er der fokus på proces i museets underetage, altså på bygningens anden sal. Der er den enorme – og tunge – fader-knap, som starter på 0 med Simon Kvamms skitse til sangen »Klokken 25«. Når man skubber faderen mod højre, bevæger den sig igennem et væld af stadier i udviklingen af sangen. Og man ender med Nephews endelige version.

Der er demoteket – holdt helt i hvidt – hvor et enormt, ligeledes kridhvidt kassebånd huser skærme, hvor man kan igangsætte demooptagelser fra Sods/Sort Sol, Gasolin’ etc.

Og udstillingen starter med, at man selv kan få lov til at lege med lysdesign med udgangspunkt i tre årtiers forskellige teknologier. Det er måske ikke superinteraktivt, men det fungerer alligevel som en god formidling af nymodens teknologiers potens versus 1960’ernes oliefarveflip.

KL: Ja, vi lever jo i 2010’erne, og det er satenedeme ikke, fordi vi skal snydes for interaktiviteter, vel? Hvorvidt de er ’cutting edge’ eller ej, vil jeg overlade til mere kyndige at vurdere, men der er masser at gå i gang med for den interesserede. Her kan danses, manipuleres med lys og lyd, mixes, leges, læres og lyttes.

Det er flot, ofte gennemtænkt og muligvis en lille smule overvældende. Indimellem føles det, som om selve musikken drukner en smule i tematisering, social kontekst og subkulturel signifikans.

Musiker Lars Strygs hårlok.

Melissa Kühn Hjerrild

RC: Jeg synes, en del af det interaktive var på det lidt sindige plan. Nogle af installationerne kunne strengt taget være afviklet med nogle trykknapper og en overheadprojektor engang i 1980’erne. Hvilket ikke gør formidlingen dårlig, blot er der ikke rigtig nogen fornemmelse af teknologiske kvantespring for museumsformen.

Bevares, der er også bevægelsessensorer, der måler dine dansemoves og gengiver dem på en skærm, men det er også så hightech, som det bliver.

Til gengæld synes jeg, der er en stilfuld tilgang til det tivoliserede, altså dér hvor udstillingen bliver mere forlystelse end formidling. Den enorme pladetallerken, som snurrer langsomt rundt, mens man ligger på den og forsøger at gætte, hvad pokker det er for et nummer, der er blevet sænket til 1/1000 af sin oprindelige hastighed. Den over to meter store pickuparm.

Og ideen om at få folk til at indsynge »I kan ikke slå os ihjel«, som jeg synes er fremragende. Din personlige præstation, der kan høres sammen med de sidste 15 andre indsyngninger og siden lægges oven i samtlige indsyngninger, som gæster har foretaget gennem tiden. Det må jo blive det vildeste kor.

På den måde giver udstillingen god plads til at være musikelsker og fan uden at lægge ekstremt pres på den individuelles tekniske kunnen. Der er plads til begejstring.

Skrig-o-meter

KL: Helt sikkert, begejstring, ja. Ikke desto mindre var jeg ikke udelt begejstret, da jeg forlod museet, fordi jeg fandt, at der på en måde både var lidt for lidt og lidt for meget. I den evige angst for at kede folk er der ikke levnet plads til refleksion, en af de ting, jeg holder af ved old school-museer, hvor nogle genstande udstilles, og så kan man enten studere dem i det uendelige eller sejle forbi.

På museet her er alt i bevægelse, alt lyser og kan noget, hvis man trykker eller drejer på det – eller skriger ind i det (jo, der er skam også et skrig-o-meter)! Det er så måske også i musikkens natur, der i en uendelighed handler om opbrud og forandringer, hvorfor mange hægtes af, allerede når de er ude over den spæde ungdom og kaster sig med hovedet først ud i konkurrencesamfundet.

RC: Du har fat i noget, Klaus, med at tematikkerne måske nogle gange kan trænge musikken i baggrunden. Der var helt klart store dele af udstillingen, hvor det var de sociologiske, politiske, teknologiske omstændigheder, der fyldte mest. Især i underetagen. Hvilket jo både kan ses som en berigelse/perspektivering eller som en forplumring/forurening. Jeg hælder mest til førstnævnte. Men måske brugte vi bare for lidt tid derinde? Hvem ved?

KL: Ja, det ville være fint at opleve stedet, når det er helt færdigt og alle attraktioner oppe at køre. Give sig tid til at gå lidt i dybden med de mange muligheder, man unægtelig får tilbudt. Læse, lytte og skrige lidt mere. Og måske bare sidde i et stille hjørne og falde i staver over, hvor kolossalt meget musik det er blevet til i vores sprogområde i løbet af de seneste seks-syv årtier.

RC: Det tematiske gør så også, at musikken og ungdomskulturerne kan tale sammen hen over årtierne. At det aldrig bliver støvet, og at unge gæster er med fra første hug. Hvilket også er et resultat af, at flere rum er ret så stilfuldt indrettede, om det så er den hvide futurisme omkring demoteket eller danserummet med den forvoksede discokugle.

Og fordybelsen ... Som ude i den virkelige verden handler det vel også her om selv at søge den. Og det er der rig mulighed for. Ved lyttestationerne, ikke mindst den varmt lysende lyttevæg. Samt ved skærmene, hvor der fortælles personlige beretninger og udfoldes traditionel musikhistoriefortælling. I højt, men ikke for højt tempo. Velklippet, velfotograferet, velturneret.

Omend jeg nok ikke ville oversætte ’legende banjospil’ i de engelske undertekster til ’gay banjos’ i det herrens år 2016.

Ragnarock, Rabalderstræde 16, Roskilde. Holder gallaåbning fredag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu