Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Lyrisk boksekamp

Lea Marie Løppenthin har skrevet en gennemsympatisk og charmerende lillebitte bog, man kan bygge selv, hvis man har lyst
Kultur
30. april 2016

Som den fyndige titel anslår, har Lea Marie Løppenthin i sin hæftetynde, nye digtsamling Marts er bedst et opbyggeligt projekt, som går ud på at finde skønheden i alt det, som ikke umiddelbart byder sig til som særlig skønt, såsom at lære sig selv at få »blik/ for denne meget kolde måneds kvaliteter«.

Og ikke mindst en ambition om at lære denne evne fra sig. Som det helt messiansk hedder et sted »nu vil jeg frelse alle golde hjerter i verden/nu vil jeg lære dem at spille på håbløsheden som et instrument.«

Det er ikke en letbenet poesi, selvom man kan forledes til at tro det, af det frejdige, prunkløse sprog, som på samme tid virker så beskedent og mundret og så lysende gennemarbejdet, imponerende smukt og klogt.

Som i debuten er Løppenthin ude i en art lyrisk boksekamp med eksistensen selv. I Marts er bedst fremskrives et jeg der, som Inger Christensens jeg i Brev i April, helt inde fra sig selv er »del af labyrinten«.

Egernhjerte

Jeg hører et ekko af Christensens digt allerede i titlen, og undervejs plejer Løppenthin et stadigt dybere tematisk og poetisk makkerskab med giganten, hvor den mest åbenlyse hilsen er en fin, ydmyg indfoldning af signaturbilledet fra Det i det centrale digt »bygninger«, som slutter »en krop er blød som en krop/ en krop er blød som en krop/en by er blød som en krop// en by har brug for bygninger der bliver stående.«

Løppenthins jeg fremstilles først som skrøbeligt, styret af frygtsomhed, af sit »egernhjerte/ meget hurtigt og pelset«, der hele tiden har brug for at blive mindet om at »ro er at arbejde«.

Men det er samtidig spændt ud i et vidt forgrenet, levende og socialt byrum (»et landskab er et væv af viljer/ man styres af de viljer når man kommer gående hen ad gaden«) og ved at finde ind til styrkerne i dette forhold, kan hun holde egernhjertet i skak. »Det er et sindssygt privilegium at kende andre mennesker// Man kan bare ringe til dem og sige: skal vi mødes dér og dér om nogle dage./De vil sandsynligvis sige ja./De vil sandsynligvis sige ja.«

Det ’os’ som således etableres er ikke et os, der udsletter jeget, som det sker i jegets lange, kvælende ægteskab med Depression: »en træls dæmon som I sikkert kender/og han påstod at han var den eneste i verden som ville mig det godt (…) han klemte om mine gajolbryster/han skubbede sin slatne pik rundt i min mund/ uden nogensinde at blive hård/ så kunne jeg hverken tale eller spise/ og planen var:/ at vi skulle hygge os ihjel med vores had og stoicisme/ og det har været et kedeligt liv.«

Det er inkluderingen i et kollektivt og ikke-antropocentrisk os, »vindende og solen og computeren og rulleskøjterne og Sertralin/ og alle mine familier og venner«, som forhindrer jeg’et i at give efter for »længslen efter at være 1 og længslen efter at være 0/det er den samme binære idioti/ingen er 1 og ingen er 0/ det er dét vi skal hjælpe hinanden med at huske/ det er dét I skal hjælpe mig med at huske/næste gang jeg igen er havnet i den dårlige uendelighed.«

Og det når til slut en styrke, der er så overbevist og overbevisende, at det kan skubbe selv døden på afstand i de sidste, lysende linjer: »døden er overordnet set usandsynlig /vi lever jo her og har levet her så længe // hvem ved om evigheden alligevel findes her hos os/ hvem ved om evigheden alligevel findes her hos os.«

Lea Marie Løppenthin: Marts er bedst. OVBIDAT. 32 sider. 100 kroner. Eller downloades gratis på lealoeppenthin.com eller ovbidat.blogspot.com

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her