Læsetid: 6 min.

Da migrantarbejderen blev muslim

Da Socialdemokraterne opgav at være et klasseparti, der kæmpede for mere økonomisk retfærdighed, skubbede de arbejderklassen i armene på de højrepopulistiske partier. Ny amerikansk bog giver baggrunden for, at de europæiske lande heriblandt Danmark ikke kan løse nutidens flygtningekrise i fællesskab
Havde de europæiske social-demokratier ikke overladt hele banen til højrefløjen i løbet af de forgangne tre årtier, havde de måske haft langt bedre mulighed for at løse flygtningekrisen i fællesskab.

Philip Davali/Ritzau Scanpix

11. april 2016

Når Socialdemokraternes formand, Mette Frederiksen, skal begrunde sit politiske hamskifte i spørgsmålet om flygtninge og indvandreres trussel mod den danske velfærd, bruger hun et citat fra nyligt afdøde Anker Jørgensen. Allerede i 1987 var den senere inkarnation af en ’rigtig socialdemokrat’ nemlig bekymret for »at blive overrendt«, og den daværende formand mente, at det var »godt at holde antallet nede på et relativt beskedent niveau«.

Frederiksen har ofte – og ikke uimodsagt – legitimeret sine politiske beslutninger med historiske referencer til det socialdemokratiske arvesølv. Men hvis hendes forgængere i den socialdemokratiske ledelse ikke havde købt den neoliberale tankegang om, at velfærdsstaten skulle beskæres i 1980’erne, var det måske aldrig lykkedes den populistiske højrefløj at indtage det tomrum, den udsatte arbejderklasse herefter følte sig placeret i. Det nye højre gjorde indvandrerdebatten til et højspændt politisk spørgsmål, Socialdemokraterne har tabt vælgere på lige siden.

Med andre ord skød det gamle arbejderparti sig selv alvorligt i foden, da de opgav at være et klasseparti med en mere retfærdig økonomisk omfordeling højest på deres politiske dagsorden.

Det er en af pointerne i Ferruh Yilmazs bog, How the Workers Became Muslims: Immigration, Culture, and Hegemonic Transformation in Europe, som netop er udkommet på University of Michigans forlag.

Ferruh Yilmaz bruger Danmark som casestudie for, hvordan den antimuslimske højrefløj har vundet magt og indflydelse i hele Europa. Store dele af bogens empiri vil være velkendt for den danske læser. Men gennemgangen, af hvordan migrantarbejderen pludselig blev til en muslim i den politiske retorik i 1980’erne, vil nogle uden tvivl ønske sig, Mette Frederiksen læser, næste gang hun er på jagt efter historiske referencer.

Ferruh Yilmaz vender sig imod antagelsen om, at opløsningen af klassebegrebet i kulturelle identiteter samt eroderingen af den politiske højre-venstreskala skulle være en naturlig konsekvens af nogle makrostrukturelle forandringer, som gjorde en stor, velpolstret middelklasse uinteresseret i klassekamp. En antagelse, der er fremherskende i samfundsvidenskaben og blandt politiske analytikere.

Er du muslim?

Men fremkomsten af politiske identiteter afhænger ikke af en eller anden »social rationalitet«.

»Tværtimod. Politik er central for dannelsen af politiske identiteter,« skriver Yilmaz. Konstruktionen af ’vi’ og ’de’, f.eks. i folket versus muslimske indvandrere, er ikke resultatet af en uafhængig og observerbar makrostrukturel forandring. Men af en åbning i det politiske landskab, der giver plads til den populistiske højrefløjs retorik. Denne åbning daterer Yilmaz i dansk sammenhæng til 1982, hvor Schlüter-regeringen tiltræder og indleder et neoliberalt angreb på den socialdemokratiske velfærdsstat, skærer i sociale ydelser og dagpenge, fastfryser lønninger og underminerer jobsikkerhed.

»Socialdemokraterne reagerede på denne udvikling ved at adoptere de neoliberale holdninger til økonomi og velfærd under dække af den såkaldt ’tredje vej’. Og partiet syntes at acceptere det grundlæggende neoliberale paradigme: Vidtstrakte velfærdsydelser er ikke holdbart i en globaliseret verden,« hedder det i bogen. Tilbage stod de frustrerede i arbejderklassen, hvis interesserer hidtil var blevet repræsenteret af den politiske mainstream i Socialdemokratiet, og følte sig politisk hjemløse.

Omkring samme tid indvandrede Ferruh Yilmaz selv til Danmark, hvor han blandt andet kom til at arbejde som journalist. Senere er han rejst videre til USA og en akademisk karriere. Men da han ankom til Danmark, var han venstrefløjsaktivist og havde ingen idé om, hvad kulturel identitet var for noget. I løbet af de næste to årtier begyndte han at identificere sig selv som muslim, når folk spurgte, selvom han ikke var og aldrig havde været religiøs.

Og hans historie er ikke unik. I 1990’erne var indvandrere og flygtninge blevet til ’muslimer’ i majoritetsbefolkningens øjne, uanset at deres religion hidtil kun havde fungeret som bagtæppe for deres liv. De unge mænd, der før var blevet diskrimineret som arabere, tyrkere og pakistanere blev nu set skævt til, fordi de kom fra en muslimsk kultur.

Den danske debat om ’gæstearbejdere’ var i forbindelse med 1980’ernes nye flygtningestrømme begyndt at handle om antal og siden om kultur, da mediehistorierne om muslimernes generelt udanske værdier – æresdrab, kvindelig omskæring, massevoldtægt og socialt bedrageri – begyndte at skabe »moralsk panik«, en term Yilmaz benytter som analytisk værktøj. Mens indvandrerorganisationer omkring 1980 var baseret på nationalitet eller etnicitet med en stærk klassebevidsthed og med bånd til enten Kommunistpartiet eller Socialdemokratiet, var de to årtier senere blevet til tværnationale muslimske organisationer.

Ferruh Yilmaz analyserer præsten, den senere DF’er, Søren Krarups betydning for skiftet i synet på ’de fremmede’.

Retoriske ressourcer

Mindre velkendt er gennemgangen af, hvordan den daværende konservative justitsminister Erik Ninn-Hansen – der var imod udlændingeloven fra 1983, fordi han mente den var for liberal – samt politiet og Udlændingestyrelsen, som ministeren var øverste chef for, var kilden til knap halvdelen af de nyhedshistorier i efteråret 1984, der gjorde flygtninge til et problem. Historierne var, hævder Yilmaz, medvirkende til at skabe »moralsk panik« og forestillingen om en ukontrolleret strøm af flygtninge på vej mod Danmarks grænser. I november 1984 var antallet af asylansøgere nået op på 1322 mod 332 i hele det foregående år.

Dernæst lod ministeren yderligere prognoser for antallet af nye flygtninge tilflyde pressen, mens det antal, der reelt fik asyl, forblev underordnet. Og det blev heller ikke gjort klart, at de stigende udgifter til flygtninge, som ministeren ville undgå, ikke primært forsvandt ned i flygtningenes lommer, men derimod gik til danske myndigheder og socialarbejderes lønninger.

»Mit mål er ikke at komme med en vurdering af, om tallene virkelig udgjorde en trussel. Men at understrege at den retoriske brug af disse tal er med til at skabe en følelse af ukontrollabel indvandring. Tallene er ikke i selv et udtryk for en byrde eller noget, der bør skabe panik: Tre år tidligere havde Østrig modtaget halvtreds tusinde polske flygtninge uden megen offentlig kontrovers. Sverige modtog fem til syv tusinde flygtninge om året. Tal er også retoriske ressourcer, der anvendes til at nå et mål,« skriver Ferruh Yilmaz.

Samtidig blev kvinde- og menneskerettigheder gjort til kerneværdier i danskernes nationalidentitet, uanset at forestillingen om danskerne som et kulturelt homogent folk (for hvem disse værdier ikke var blevet til på baggrund af mange konflikter og sværdslag) er en konstruktion. Det er disse værdier, statsledere og ministre i Paris og København i dag refererer til, når de adresserer terrorens bagmænd og forsøger at samle deres vælgere om en række påståede fælles værdier såsom »demokrati, »åbenhed« og »frihed« mod »mørke kræfter«.

Politisk svigt

Men baggrunden for dette ’vi’ og ’de’ blev grundlagt langt tidligere. Dengang de stadigt eksisterende klassemodsætninger om fordeling af ressourcer og rettigheder blev gemt af vejen for at give plads til en ny enhed: »Det populistiske folk, som var fri for klassespændinger, men hvis sammenhængskraft var truet af folk fra fremmede kulturer, der ikke kunne integreres.«

De traditionelle arbejderpartiers vælgergrundlag er som bekendt smuldret mellem fingrene på skiftende ledere lige siden, uanset hvor meget de har kopieret de indvandrerkritiske partiers politik som den eneste »fornuftige« løsning.

Ferruh Yilmaz berører det ikke i detaljer, men med til historien hører også, at de europæiske socialdemokratier trods deres ’tredje vej’ aldrig er holdt op med at love solidarisk velfærdspolitik, alt imens de har lavet reformer af skat, pensioner og sociale ydelser med de borgerlige partier. Hvilket har gjort det endnu sværere for f.eks. det danske Socialdemokraterne at angribe Dansk Folkeparti for dobbeltspil, når DF fremstiller sig selv som den lille mands beskytter, mens partiet selv lægger stemmer til de samme reformer. Tilmed har Dansk Folkeparti opdaget, at finanspolitik er værdipolitik, og at økonomisk retfærdighed optager danskerne.

Der er også et stykke fra 1980’ernes flygtningestrømme til den nuværende flygtningekrise i Europa. Men havde de europæiske socialdemokratier ikke overladt hele banen til højrefløjen i løbet af de forgangne tre årtier, havde de måske haft langt bedre mulighed for at løse flygtningekrisen i fællesskab. Når ingen europæisk regering tør vove sig ud i et fælles, solidarisk fordelingssystem for flygtninge, skyldes det jo ikke kun hensyn til statsbudgettet, men også i allerhøjeste grad frygten for de indvandrerkritiske partier, hvis fremmarch alligevel aldrig synes at stoppe.

Yilmaz laver ikke selv denne kobling. Og hans bog vil for den læser, der har fulgt bare minimalt med i debatten om den europæiske højrebølge, ikke levere mange nye indsigter. Til gengæld fremdrager bogen den historiske baggrund for et politisk svigt i en tid, hvor socialdemokrater som Ritt Bjerregaard stadig håber, at deres parti igen vil begynde at interessere sig for vælgernes følelse af »retfærdighed«.

Ferruh Yilmaz, ’How the Workers Became Muslims: Immigration, Culture, and Hegemonic Transformation in Europe’, University of Michigan, 254 s., 35 dollar

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Peder Pedersen
  • Sup Aya Laya
  • Curt Sørensen
  • Per Jongberg
  • Keld Albrektsen
  • Jan Pedersen
  • Philip B. Johnsen
  • Kurt Nielsen
Peder Pedersen , Sup Aya Laya, Curt Sørensen, Per Jongberg, Keld Albrektsen, Jan Pedersen, Philip B. Johnsen og Kurt Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Else Marie Arevad

Hvordan definerer man en arbejder i dag? Vi har jo heldigvis lagt sultens slavehær bag os for mange år siden, og mange fra arbejderklassen betaler nu topskat, har hus, bil og sommherhus og rejser hvert år på sommer- og vinterferie.

EMA, det er en skrøne, at arbejdere tjener så meget. For at betale topskat i dag, skal man tjene ca. 250 kr/timen. Der er vist kun ganske få faglærte, der tjener så meget. Ufaglærte ligger nok nærmere på lidt mere end det halve på landsgennemsnit.

Steffen Gliese, Estermarie Mandelquist, Sup Aya Laya og Rasmus Knus anbefalede denne kommentar
Henrik Brøndum

Arbejder er man så længe man ikke kan leve af sin kapital. Den skal nok være ca. 15 mill. kr. for at give en rimelig indkomst efter inflation - og boligen regnes ikke med. Dermed er der en del arbejdere.

Niels Duus Nielsen, Steffen Gliese og Sup Aya Laya anbefalede denne kommentar

M E G E T vedkommende artikel. Det er ikke kun Asocialdemokratiet, men også SF og EL der har overtaget de neoliberale hjemler i deres argumentation. Beskrivelser, vurderinger og fordømmelser af Alternativet, der har et andet værdigrundlag, er ofte at de er helt pipaluk. Det viser hvor ensporede, visionsløse og fodslæbende vi alle er blevet ...

sup aya laya - jeg kan desværre kun give din kommentar 1 anbefaling, jeg havde gerne givet den 1000.
Den såkaldte venstrefløj hænger lige så fast i fortidens billede af samfundet, som de dem på den anden side af den politiske midte gør. Arbejdet 37 timer om ugen anses stadigt for målet, ligeså gør mere i lønningsposen. Man drømmer stadigt om at få så mange som muligt ind på de boglige uddannelser og har i årevis medvirket til, at erhversuddannelserne er blevet så boglige, at Brian - der ikk rigtigt gider bøger, men iøvrigt ikke er dum og hvis hænder og øjne er ekstremt fintfølende sanseapperater, når det gælder reparation af biler/cykler/elektriske og elektroniske dingenoter, faldstammer, og vandrør, ofte må give op. Men de opskruede boglige krav har givet rigtigt mange job til ventrefløjens traditionelle vælgere fra uni og seminarerne - skriver jeg med tanke på min egen ufaglærte far, der var funktionel analfabet - og med garanti aldrig havde bestået en mensatest.
Men han kunne passe et arbejde, betalte sin skat med glæde - og forventede ikke ikke andet end at hans loyalitet mod samfundet blev gengældt af det, når han havde behov for det. Han stemte hele sit liv på S - og elskede Anker - og ville have undret sig dybt over et Socialdemokrati udtænker nyttejobordninger m.v. en fagbevægelse, der støtter det - og en venstrefløj, hvis eneste visioner synes at dreje sig om vækst = flere arbejdspladser = en 37 timers arbejdsuge som livets mening for alle.
Min far - født 1921 - var fra en generation, der drømte om 1: arbejde til alle til en ordentlig løn
2 - kortere arbejdstid. Det første kom han ikke til at opleve, kun det sidste, fordi fagforeningenes grådighed koncentrerde sig udelukkende om at gøre "gode tider bedre" for dem, der allerede havde det godt.
Den strategi har fagbevægelsen og venterfløjen stort set ikke fraveget.

Tove Lodal, Sup Aya Laya og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Det er, hvad jeg har galpet op om de seneste 22 år! Og Socialdemokratiet burde have gennemskuet, at det ville være en dødbringende vej for både partiet og samfundet. Vi ser resultaterne nu; men først har vi gennemlevet mindst 3 kriser af varierende farlighed.
Al forskning peger på det: en ubureaukratisk velfærdsstat med kort afstand fra borger til myndighed, social sikring og skattebetalte almene goder er ikke alene den billigste samfundsform, den er også den, der opfylder stort set alles behov for udfoldelse.