Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Musikere hylder deres forbilleder

Kaada & Patton letter på deres filmmusikalske cowboyhatte til ære for deres helt Ennio Morricone. Mens Peder har lavet en dobbeltplade, der hylder vise-traditionen – herunder det gamle danske grandprix-hit ’Dansevise’
Kultur
25. april 2016

Mozart hyldede barokken, mens Tjajkovskij hyldede Mozart. Queen hyldede Elvis – med »A Crazy Little Thing Called Love« – mens The Magnetic Fields både hyldede og parodierede konceptet kærlighedssange på deres sublime og ofte gakkede konceptalbum 69 Love Songs.

I musikhistorien er der utallige eksempler på kunstnere, der – gennem imitation – hylder deres forbilleder, deres yndlingsgenrer eller, ja, deres yndlingstematik.

Og denne tradition, pastichen, parodiens positivt stemte tvilling, er vel et eller andet sted den største hyldest, du kan få som musiker. Altså, det at dine musikalske efterkommere ikke bare ønsker at spille din musik, når de gæste-dj’er til deres bedste vens fødselsdag. Men at de decideret skriver, indspiller og udgiver musikstykker til din ære. Så begynder det at ligne noget.

Selvfølgelig er det jo også sådan, selv om kærlighedserklæringer vel som udgangspunkt altid er velmente, at der jo ikke samtidig er nogen garanti for, at den musikalske hyldest altid lykkes. Men heldigvis går det ganske godt for pastiche-kunstnerne i denne anmeldelse:

På det norsk-engelske samarbejde imellem den tidligere Faith No More-frontmand Mike Patton og den norske filmkomponist John Erik Kaada løfter de to erfarne herrer blikkopperne med cowboykaffe i en gennemført musikalsk skål til ære for den legendariske – og stadig aktive og netop Oscar-belønnede – filmkomponist Ennio Morricone.

Mens danske Peder, som nok mest er kendt for sin centrale rolle i satireduoen Gramsespektrum – men som også har vundet anerkendelse for sit virke som musiker – med nogle velskrevne viser hylder visetraditionen.

Filmmusikalsk hyldest

Det ligger i stemningen allerede fra de første anslag på Kaada & Pattons Bacteria Cult. Det ligger i den melodiske sensibilitet. Og det ligger langt hen ad vejen også i instrumenteringen. Det morriconeske. Og hyldesten til den aldrende italienske filmkomponist – og nok ikke mindst hans mesterlige soundtrack til spaghetti-western-klassikeren The Good, the Bad and the Ugly fra 1966 – er således både klar og vellykket.

På nummeret »Black Albino«, som måske er det mest tydelige eksempel, bliver vi på storladen vis taget med helt ud på westernfilmhistoriens uendelige prærier. Vi ser støvet fra skurkens hest ude i horisonten, mens han nærmer sig de grandiose røde bjerge. Og vi ser heltens stålsatte blik, da han sparker hælene ind i siden på sin trofaste ganger og dermed sparker jagten i gang.

Det er, præcis som det skal være. Temaet folder sig ud og bliver spillet i små variationer af først en trompet, så strygere, så sunget af Mike Pattons vokal. Akkompagneret af klirrende tamburiner, klapperslange-raslende percussion og twangende guitarer.

Og da jeg begynder at nærme mig det punkt, hvor jeg savner et lille touch af noget nyt, noget, der forbinder genstanden for den musikalske fejring med nutiden, sniger Mike Patton et lille luftigt og næstensyntetisk vokalstykke ind, som skaber lige præcis den forbindelse, jeg har brug for.

Men pladen bliver også med sine mesterlige kompositioner og arrangementer en hyldest til filmmusikken som genre. Og en påmindelse om, at filmmusikken ikke bare er billedsidens lakaj, men en kunstform i sig selv. Hvilket Kaada & Patton ikke mindst markerer ved at lave dette værk, der så tydeligt trækker på filmmusikken, herunder Ennio Morricone, men hvor den eneste billedside, der akkompagnerer musikken, er den, der skabes i lytterens hoved.

En smukkere hyldest skal man lede længe efter.

Fejring af visen

På den danske musiker Peders fjerde soloalbum, Come With Me, finder vi en hyldest til visetraditionen og faktisk helt eksplicit – med nummeret »Still Life« – til Grethe og Jørgen Ingmanns grandprix-hit »Dansevise«, som de vandt Det Europæiske Melodigrandprix med i 1963.

»Still life« er en fin hyldest til »Dansevise«, men nummeret stråler først rigtigt på gæsteversionen af pladen, hvor den danske sanger Nanna Øland Fabricius, også kendt som Oh Land, med sin elegante luftige stemme giver sangen det klangmæssige overskud og den lethed, som den fortjener.

Ligesom resten af pladen med gæstesangere løfter sig over den version, hvor Peder synger. For Peders vokal er ikke helt stærk nok til at løfte den krævende formidlingsopgave, det er at synge viser.

Så hvor hyldesten til visen næsten virker lidt bedaget på et nummer som »Candyman« med Peders vokal, så fremstår den anderledes aktuel, ja, anderledes vigtig for samtiden, når Coco O synger den. Det er derfor gæsteversionen af Come With Me, der står tilbage som den virkelige hyldest til visen. Og for dén kunstneriske præstation vil jeg gerne sende Peder et anerkendende nik.

Kaada & Patton: ’Bacteria Cult’ (Ipepac Recordings) Peder: ’Come With Me’ og ’Come With Me – Guest Version’ (Lizardshakedown). På Guest Version synger Claus Hempler, Coco O, Oh Land, Signe Marie Schmidt-Jacobsen, Sleep Party People, Mikael Simpson, Jacob Bellens, Emma Sehested, Jonas Bjerre og Maria Hamer-Jensen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her