Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Ondt i mandeidentiteten

Daniel Denciks ni noveller har svært ved at beslutte sig for en fælles tematik, men de fem længste og bedste af dem fungerer skam, rent æstetisk
Daniel Denciks ni noveller har svært ved at beslutte sig for en fælles tematik, men de fem længste og bedste af dem fungerer skam, rent æstetisk

Mathias Svold

Kultur
16. april 2016

Blot to år er gået, siden forfatter og filmmand Daniel Dencik (f. 1972) under en del mediebevågenhed udsendte sin hudløse og farlige selvbiografiske roman om en far, som nægtes adgang til samvær med sine to børn.

Derfor virker det ikke så sært, at man i hans nye bog finder grelle eksempler på, hvordan mænd og kvinder oplever hinanden og kærligheden forskelligt.

I en af de ni noveller tænker manden, at når de to parter først har klædt sig nøgne, så »kommer alle til at se ens ud, som om det blot er den samme kvinde, om og om igen«. Elskerinden fra samme tekst beklager sig da også over ikke at være blevet set. Netop som hun gjorde sig sårbar, kom hun til at føle sig som en frk. Hvem Som Helst:

»Jeg blev efterladt frarøvet mine sanser, for hvis du er en mand grebet af øjeblikket, var du grebet, allerede før du mødte mig. En kvinde bør aldrig opleve, at hun kunne være en hvilken som helst kvinde, vi er en følsom race.«

Køn og katastrofe

At man kan møde en sådan frontal erotisk asymmetri i en novelle af Daniel Dencik, kan ikke overraske den, som har de fulgt den smertefulde krig i Anden person ental og aflæst de deprimerende billeder af mandlig selvdestruktion i hans digtkreds Via Katastroferne (2012).

Hvad der derimod kan virke underligt, er forfatterens idelige bestræbelse på at nedtone det kønsmæssigt specifikke i novellernes konfliktstof og hvælve et almenmenneskeligt ensomhedstema ud af et episk materiale, der i tekst efter tekst mest af alt ligner den tidstypiske diagnose: ’ondt i mandeidentiteten’.

Lad mig anskueliggøre problemet ved at anstille et litteraturanalytisk, eller skulle vi snarere sige læserpsykologisk eksperiment. Prøv, fortrinlige læser, at kigge på denne indledning til novellen »Skipper«:

»Matilde var meget smuk, men allersmukkest var hun, når hun græd. Det var den kendsgerning, der først havde fanget hans opmærksomhed. Hun havde en gråd, man ikke kunne værge sig mod, en våd, tavs gråd, der havde noget befalende over sig. Når Matilde græd, hvilket skete ikke så sjældent, kunne man blot underkaste sig. Gråden var lige sand og hjerteskærende hver gang. De havde ikke udvekslet et ord, da han blev vidne til den og mærkede, hvilke kræfter den satte i gang.«

Mon ikke de fleste læsere vil opfatte denne optakt som de allerførste streger til et psykologisk portræt? Og mon ikke de fleste vil undre sig, når de opdager, at pigen ekspederes ud af historien efter de første seks sider, hvorefter resten handler om det ’han’, som i begyndelsen maskeres bag et ’man’?

Som novellen nu skrider frem, udvikler den sig til en klassisk nedtursfortælling om en fodboldagent, som efter et møde i København med en Mystisk Fremmed Kvinde (den ovennævnte grædende Matilde) først underkaster sig sin hustrus herredømme i Malmø og lader sig reducere til den lille kernefamilies servicefunktionær og derpå, via et kort ophold hos sine forældre, regredierer til barne- og sluttelig amøbestadiet.

Læst på baggrund af dette (i optakten fremtidige) forløb fremstår novellens start som en slags falsk reklame, men bliver samtidig bemærkelsesværdigt dobbelttydig, fordi den jo svinger mellem et alment perspektiv (’man’) og et specifikt, personligt perspektiv (’han’).

Denne dobbelthed præger hele bogen, og nemmere bliver det ikke af, at Dencik, så vidt jeg kan se, blander det at være alene sammen med det at være ensom.

På den ene side vil han, det er såre sympatisk, belyse det enkelte menneskes fundamentale overladthed til sig selv, men på den anden side sætter han konstant sin tematik på samme forenklende ensomhedsformel.

Men fordi du er alene, behøver du jo ikke være ensom. Og er du sammen med andre, kan du stadigvæk føle dig smerteligt og basalt henvist til din egen nøgne eksistens. Denne grunderkendelse titter punktvis frem – men overdøves så, dels af løs ensomhedssnak, dels som ovenfor antydet af knaset med mandligheden.

Isnende replik

Ikke desto mindre formår bogen at fænge, i hvert fald optog dens længste og mest nuancerige stykker den mand, som er mig. »Næstekærlighed«, »Sen anerkendelse«, titelnovellen »Grand Danois« og fremtidsskildringen »Fredens Port« oplever jeg som tynde og kunstnerisk uforløste, men i de to jeg hidtil har citeret: roadmovien »Trøst« og nedtursslisken »Skipper« samt i »Et forår i Tokyo«, »Hansen« og ikke mindst den stramt fortalte »Labrador« viser Daniel Dencik farlighed og flair for at sætte tingene på spidsen.

Isnende er således i sidstnævnte tekst eneboerfarens replik, da hans gravide datter ankommer til øen og præsenterer sin kæreste = eremittens potentielle svigersøn: »Intet forhold klarer to aborter«.

Så kan de unge bide spids på den og vor unge helt afgøre, hvorvidt han vil kæmpe mod faren om og for pigen (og barnet) eller med den anden side af sit på forhånd splittede sind lade forholdet falde!

Lammende virker ligeledes Daniel Denciks nøgterne beskrivelse af manden, der efter morens død tager turen til Tokyo for nu selv at dø. Han fordriver, står der, tiden med »langsommere og langsommere at gå i stå«. Jo vist kan han da skrive, Daniel Dencik.

Når han gør det bedst, spænder hans prosa fra en nøgternt fortællende modus med korte, knappe sætninger over en beskrivende modus med økonomisk brug af skarpe adjektiver og til en lyrisk fabulerende modus med fuldt tryk på metaforikken og med sætninger, der slår som et maskingeværs hakken.

Ubestemmeligheden i værket ligger i spændingen mellem stil og menneskebillede: Hvad er sproglig effekt, og hvad er psykisk afstumpning? Har vi at gøre med en art eksperimentel enkelhed eller med følelseskold reduktion? Det er svært at svare på.

Hovedsagen er, at det i de lange stykker fungerer – men vel at mærke snarere som en afsøgning af ambivalenser i maskuliniteten end som kortlægninger af ’ensomhed’ i senmoderniteten.

Gyldendal
173 sider
200 kroner

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her