Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Perfektion uden sved på panden

Fabio Luisi inviterede vinderen af Paganini Konkurrencen til at balancere Brahms gravalvor. Den ferske koreaner var modsætningen til myten om den sataniske violinkomponist og smøg sig igennem de endeløse forhindringer med største lethed
Kultur
4. april 2016

Det er så let at kalde noget for ’perfekt’. Vi forbinder nok noget forskelligt med ordet, og det, den ene finder ufejlbarligt, oplever andre måske på en væsentlig anden måde. Men torsdag var der ingen tvivl om, at under den kommende chefdirigent Fabio Luisi – vi kan næsten ikke vente på den endelige tiltrædelse i 2017 – spillede DR SymfoniOrkestret som en samlet organisme, med fuldstændigt determineret korpsånd og med individuelle anstrengelser for at gøre det absolut bedste i Johannes Brahms’ Symfoni nr. 1. Dette sammenbidte værk, der råber til himlen og kæmper sig frem for at nå op til det saliggørende lys, er en regelmæssig gæst i koncerthusene, og orkestrene kender det i søvne.

Men vi hører det sjældent på dansk jord med en så internt koordineret indsats og en så international orkesterklang. Introduktionen med de hvinende violiner og skæbneskridtende paukeslag hev Luisi ned til et drævende tempo, for så at øge fornemmelsen af at blive rusket i et voldsomt stormvejr i den efterfølgende Allegro. Timingen mellem orkestersektionerne var formidabel, og fraserne stod usædvanligt skarpskårne.

Den knugende følelse opløste sig gradvist, og et sted i finalesatsen ved Ulla Miilmans fløjte som friheden ved at slå armene ud på en åben slette på en forårsdag gav anspændtheden i min mave slip. En knivskarp kvintet af to valdhorn og tre basuner klingede med ridderligt sølvskær, der trængte de truende skyer væk. Kun til allersidst fik musikken lige en spand kul for meget og blev lovlig buldrende.

Er Luisi perfektionist, virker han – at dømme på den håndfuld gange, jeg har hørt ham dirigere i Koncerthuset – ikke til at ville revolutionere orkesterspillet. I den henseende var Thomas Dausgaard (chefdirigent 2004-2011) mere risikovillig ikke mindst i repertoirevalget, men Luisis dagsorden med DR-musikerne er en anden, og når der som i den kommende sæson suppleres med så fremragende gæstedirigenter, er den samlede pakke af tilbud temmelig imponerende.

Pæn dreng spiller djævlemusik

Luisi er født i norditalienske Genova, det samme er verdens nok første superstar, Niccolò Paganini (1782-1840), som også lægger navn til byens prestigefulde violinkonkurrence. Som formand for konkurrencen havde Luisi inviteret sidste års vinder til at være solist i Paganinis Violinkoncert nr. 1, og det var en virkelig god idé. Nu kunne den 20-årige sydkoreaner In Mo Yang ikke være mere forskellig i gemyt og skikkelse i forhold til den myteomspundne Paganini, som folk troede havde lavet en pagt med Djævelen, og som også selv gjorde sit for at nære sladderen.

Italieneren så fæl ud, klædte sig i sort og hægede om sin musik, der var så akrobatisk og uhørt forheksende, at han for at øge mystikken og hypen indsamlede orkestermusikernes noder efter koncerten. Derudover havde han diverse laster, heriblandt hasard og et stort forbrug af kvindeligt selskab. Romantikkens komponister og musikere tabte kæben i årtier over denne sælsomme violinbetvinger, Berlioz og Rossini blev venner med ham, Schumann, Brahms og Rachmaninov skrev musik stærkt inspireret af ham, og Liszt ville simpelthen være pianisternes svar på Paganini.

Dobbeltgreb og tryllerier

Og ind torsdag aften trådte så præsentable og uskyldsrene In Mo Yang, der virkede fuldstændig utynget af de uendelige faldgruber af tekniske umuligheder for ikke at nævne historiens åg. Vi taler dobbeltgreb, altså spil på to toner på samme tid, i høj hastighed og så svimlende mange, at man ikke fatter det i forbifarten; og vi taler hoppende og dansende violinbue, pizzicato med venstre hånd (visse steder hele håndfulde kastet i gramsvis!), glasperlende flageoletter og meget andet. Det var så afsindigt, så roligt In Mo Yang kunne fyre alle de spektakulære tryllerier af, uden den mindste vaklen.

Det er klart, at modenheden senere kan tilføje ting som noget mere musikantisk, sigøjneragtigt og fandenivoldsk, men som 20-årig var det ikke mindre end perfekt udført. Alt hviler på solisten i Paganinis første og mest populære violinkoncert, og selv om meget er udvendigt og ren opvisning i værket, fik den unge koreaner noget purt og ægte frem, og Luisi og DR-symfonikerne fik især lejlighed til at ’skinne’ i den dødsmærkede andensats. Waou!

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her