Læsetid 5 min.

PJ Harvey med knejsende nakke

PJ Harvey vil rive os ud af apatien. Den britiske musikers uafrystelige niende album er en rå førstehåndsberetning fra en verden på sammenbruddets rand
For at samle materiale til sit nye album rejste PJ Harvey til Afghanistan, Kosovo og Washington D.C.s fattige kvarterer.

For at samle materiale til sit nye album rejste PJ Harvey til Afghanistan, Kosovo og Washington D.C.s fattige kvarterer.

Maria Mocgnacz
Universal Music
15. april 2016

Det er ikke så tit, at en fugleskræmselstynd artrockmusiker kan få en flok amerikanske lokalpolitikere fra Washington på nakken. Men nu banker virkeligheden på.

PJ Harvey har opkaldt sit niende album efter noget så upoetisk som et gentrificeringsprojekt i den stærkt klasse- og raceopdelte amerikanske regeringsby.

»Jeg respekterer ethvert kunstnerisk udtryk, men den sang beskriver på ingen måde vores by,« spruttede et byrådsmedlem på Twitter.

En engageret rockplade kan man vist roligt kalde The Hope Six Demolition Project. For her forsøger den britiske multiinstrumentalist og dobbelte Mercury Prize-vinder at begribe intet mindre end den katastrofiske krigs- og krisetilstand, der udfolder sig for øjne:

»I took a plane to a foreign land, and said ’I’ll write down what I find’,« som hendes programerklæring lyder på den buldrende »The Wheel«.

For at indsamle materiale til sit niende album har PJ Harvey rejst i Afghanistan, Kosovo og Washington D.C. sammen med krigsfotografen Seamus Murphy. Det er også ham, der står bag de prægnante kortfilm, der er blevet udsendt som musikvideoer.

Vi er med, når Harvey børster støvet af et falmet familiefotografi i et rømmet hus i det krigshærgede Balkan. Eller når hun sammen med et gospelkor i en af Washingtons fattige, sorte bydele synger »they’re gonna put a Walmart in here«.

Som et særligt fintfølende måleinstrument stiller hun sig selv til rådighed for at registrere, hvad der er på højkant i verden omkring os anno 2016. Og det er temmelig forstemmende. Resultatet er en række barske øjebliksbilleder fra en verden i opløsning. Grufulde sprogbilleder bringes på kollisionskurs med en opløftende lydside båret af håndklap og medrivende hooklines.

»They’ve sprayed graffiti in Arabic and balanced sticks in human shit,« konstaterer Harvey og ser sig omkring i en ødemark af glasskår, menneskehår og brugte kanyler.

Man skiftevis forfærdes og gribes af en lyst til at danse, når hun oplyser om dødstal i sit lyse, nærmest pigede register – flankeret af det Dubliners-agtige brummekor, der så vidt jeg kan høre stadig udgøres af Harveys mangeårige musikalske makkere Mick Harvey og John Parish.

Som forarbejde til sit forrige og aldeles mageløse album Let England Shake rejste PJ Harvey fra Gallipoli til Afghanistan for at kunne berette om krigens væsen. Og allerede da blev der talt en del om Harveys ’politiske vending’: En ung, kønspolitisk furie var modnet til en indigneret rockaktivist, lød fortællingen.

Det er selvfølgelig ikke helt forkert, at Harvey i stigende grad har vendt sit blik udad. Men vi må ikke glemme, at krigstematikken har været til stede i hele hendes værk: »Please see through my eyes,« sang hun tilbage i 1996 på »Civil War Correspondent« fra albummet Dance Hall at Louse Point.

Et nummer, som vi kan forstå som kimen til The Hope Six Demolition Project, hvor den skrabede, dokumentaristiske tilgang bliver fulgt helt til dørs.

Sandhedsmedium

Der er ikke mange nutidige rockmusikere, hvis overhovedet nogen, der så kompromisløst støver den elektriske guitar som sandhedsmedium af. I Harveys hænder er instrumentet stadig en antifascistisk dræbermaskine, der spreder solidaritet og retfærdighed.

Vi bliver heldigvis ikke belemret med endnu en af de barmhjertige samaritanere i læderbuks og skattely, som rockverdenen er så ulideligt tæt befolket med.

Harvey stiller sig selv og sin musikerpraksis til rådighed som et medium, der ud fra et objektivitetskriterium (»at least that’s what I’m told«) rapporterer fra brændpunkterne uden at lade flotte metaforer bortlede opmærksomheden fra beretningen. I stedet tager hun os resolut om anklerne og trækker os igennem de 11 sanges flimrende billeder af pigtrådshegn og sammenstyrtet beton.

Læs også: PJ Harveys skæbnekabinet

Fordi PJ Harvey er så intelligent en musiker, styrer hun naturligvis uden om enhver selvgod bevidstgørelsesrock, som altid viser sig mest at handle om, hvor fed en person musikeren selv er. Her bliver der ikke viftet bannere med fyndige slagord.

Pollys nøgterne nedrivningsprojekt er lige så meget en rapport fra de egne i Vesten, hvor en segnefærdig økonomi ikke sikrer rimelige levevilkår for de 99 procent. Med The Hope Six Demolition Project får vi en fornemmelse af, at krisen har bredt sig helt ind under vores gældsatte hudoverflader. Vi er alle sammen deltagere i en langsom, diffus udmattelseskrig, der føres alle steder, også i vores egne kroppe og hoveder. Og øregange, ikke mindst.

Rockens grundstof

Ligesom på den mesterlige forgænger, Let England Shake, markerer Harvey sig som en musiker med et fast greb om rockens grundstoffer. The Hope Six Demolition Project er spækket med referencer til primært amerikansk musikhistorie, som egensindigt væves sammen med Harveys eget materiale.

»River Anacostia« citerer den afroamerikanske spiritual »Wade in the Water« som en påmindelse om, at den rytmiske musik står i gæld til slaveriets lidelseshistorie. En Motown-klassiker fordrejes til desillusioneret americana, når ordene »That’s what they want/oh yeah/money money« gentages sammenbidt til akkompagnement af en vanvidssax.

»The Ministry of Social Affairs« gentager en slidt stump blues i et knogleraslende feberanfald, indtil en trancevirkning indtræffer. Og »Chain of Keys« bærer vidnesbyrd om de efterladte huse i Kosovo ved at slæbe sig af sted som en duknakket begravelsesmarch.

Musikalsk set har Harvey foretaget en stærk simplificering i forhold til forgængerens poetiske autoharpeskønhed. De dumpe, messende rytmer taler mere til mellemgulvet end til indbildningskraften, og i den forstand har vi klart at gøre med et PJ-album af Rid of Me-varianten.

Atter har Harvey allieret sig med producerne Flood og John Parish, som uovertruffet kan få lyd til at føles som et bagholdsangreb. De sætter deres klare fingeraftryk på distortionmuren på »Ministry of Defence«, der skiftevis rammer trommehinderne stødvist som en nedrivningskugle og lader et tilbageholdt åndedræt stumt markere rytmen imellem slagene. Og dermed giver sangene en metallisk blodsmag af kødelighed.

Med knejsende nakke beviser PJ Harvey, at musik ikke kun er adspredelse og identitetstrip, men også en protestform og et oplysningsprojekt. Ikke som letkøbte holdningsanvisninger, men som et svagt håb om udfrielse fra lidelserne.

Pladens eneste svipser er efter min mening »Medicinals«, som fremmaner et billede af den amerikanske urbefolknings helbredende urter, der bliver kvalt under asfalt til fordel for et shoppingcenter. Her er vi altså ude på et sentimentalt overdrev.

Men når krigsindtrykkene bundfælder sig, og sangene stadig ikke lader sig ryste af, tegner der sig et billede af, at PJ Harvey har set helt rigtigt: En relevant musiker i dag må pinedød stille sig helt frem i skudlinjen. Enten det eller trække sig helt ind i en æsteticistisk eventyrverden. Findes der en farbar mellemvej? Jeg tror det ikke.

PJ Harvey: ’The Hope Six Demolition Project’ (Island). Udkommer tirsdag den 15. april. PJ Harvey optræder på dette års Roskilde Festival

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Du kan godt slippe for annoncerne på information.dk

Det koster 20 kr. pr. måned

Køb

Er du abonnent? Så slipper du allerede for annoncer. Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu