Læsetid: 3 min.

Mit sindssygt amazing skelet

Cecilie Lind skriver i glimt som Halfdan Rasmussens stak- åndede skelet i bulimisk sygdoms-skildring insisterende blottet for udvikling
Der er ingen katarsis indbygget i Cecilie Linds nye bog, ’Scarykost’, som er en sygdomsskildring om Bulimi.

Miriam Dalsgaard

16. april 2016

Cecilie Lind kredser i sin nye bog Scarykost mere eksplicit og insisterende end nogensinde om spiseforstyrrelsen: »vil gerne være tynd og sådan noget/med knogler/der er synlige så mit helt sindssygt amazing/skelet kan få lov at bade/sig i beundring og spotlys«.

Men forventer man heraf en liflig offersang, man kan nyde med en kontrolleret gysen, og så gå videre ud i verden og føle sig stærk og rask og ligestillet hele vejen til månen, kan man tro om.

Ligesom ’luderen’ i de senere år, med bl.a. Christina Hagens Boyfrind, er blevet vristet løs fra positionen som kulturelt modbillede, der omkostningsfrit kan benyttes til at afstive den vestlige frigjorte kvindes selvfølelse, forsøger Lind at skrive den anorektiske position ud af det aflukke, som offerdiskursens stigma anbringer den i.

Bogen er vævet sammen af forskellige teksttyper, men domineres af breve til en personificeret sygdom, ’Scarykost’. Fordi brevformen implicerer faste grammatiske personer – udspændt som den er mellem et jeg og et du – fokuseres der på den kokette og aggressive stillen sig an og laden sig se, som det spiseforstyrrede jeg konstant kredser om: »jeg kræver applaus, klapsalve, smør mig ind i smiger og anerkendelse af mit solskinssmil, mit smalle liv« (bemærk klapsalven, fikst!).

Rendyrkelsen af denne irriterende, men dybt foruroligende positionering, understreger dens påtrængende kulturelle relevans. Her peger Lind med ny voldsomhed på den sygelige dyrkelse af lillepigekroppen, vi dagligt bombarderes med og i varierende grad reproducerer.

Tæppebombardement

Undervejs florerer mashups af alt fra Monty Python til Ursula Andkjær, f.eks. når Lind lyder som en depraveret Halfdan Rasmussen på afveje: »kluddermor og filtrefar/ barnets marv skarnets tarv«.

Sådanne strofer står og glitrer i frie, luftige vers, der dukker op i ny og næ, men det er en sjælden luksus. Det meste af tiden er Scarykost et sprogligt tæppebombardement i form af tekstblokke, enten hakket op af manisk, stakåndet kommatering eller blottet for tegnsætning, så sætningerne filtres sammen i en prosapoetisk mutation af det klassiske, lyriske enjambement.

Indimellem er det, som var der sat en diktafon til skriften, der optager sin egen tilblivelsesproces og blotlægger de associative mønstre, den knopskyder efter. Det kan være raffinerede indholdsmæssige glidninger eller lydlige og ortografiske som allitterationer, rim, slåfejl og homonymer.

Det er vildt og ofte vildt godt, men hele vejen arbejdes der på så mange niveauer samtidig, at den samlede effekt efter læsning af Scarykost kun kan betegnes som udmattelse.

»Strunk«, Linds langdigt fra sidste år, levede højt på en cool elegance, inkarneret af selve bogens langstrakte, oprejste format, som nok lånte fra det anorektiske ideal, men også klædte finesserne i det Lindske sprog. Den luft, der var i linjeknækkene, gav læseren plads til at ånde midt i alt det stakåndede, og de små ordtricks fik lov at shine hver især.

Her er Scarykosts fremfærd mere anmassende. Bulimisk, får jeg lyst til at skrive, for den stopfodrer mig med endeløse sætninger hen over de tætpakkede sider, så ordene sætter sig på tværs i halsen, og de ting, jeg ellers plejer at gøre, når jeg læser (f.eks. ræsonnere, forstå, indleve mig i personerne, fælde æstetiske domme) bliver irrelevante.

Det er, som om Linds teknik udblokker tankens fremadskridende bevægelse, og jeg i stedet læser ord for ord, som en døgnflue med hukommelsestab. I passager nærmer tonen sig bekendelsens mere direkte fremfærd, men altid med et twist.

F.eks. performativ selvmodsigelse, når teksten gør det modsatte af, hvad den siger: »Om mine trængsler med normal menneskelig adfærd tier jeg. Ingen grund til udpensling af f.eks. opbrækningsseancer. Jeg fortæller dig ikke om den nærmest orgastiske eksplosion i halsen, der opstår efter et lille manisk minuts stimulering af drøblen«, hvorpå følger detaljer om opkast og syreskader på tandsættet.

Bulimisk insisteren

Men trods sådanne eksplicitheder er der ingen katarsis indbygget i sygdomshistorien. Det bulimiske bliver en bizar, modsigelsesfuld insisteren, der nægter at indlade sig på nogen form for terapeutisk udvikling og i stedet nærmest parodierer bekendelsens afklædningslogik:

»Uudholdelig tilstand af hunger er herlig. Jeg kræver af mit selv at det skal være ærligt. Den løgn et hylster af hud og fedt kan være, må afdækkes.«

Scarykost er ikke en bog, der vil roses. Det er én, der aggressivt stopfodrer sin læser med al sin pigelige gøren sig til, og i stedet for passivt at lade sig beundre fremprovokerer den en veritabel verbal opkastning, hvilket faktisk er lidt af en litterær bedrift.

Cecilie Lind: 'Scarykost'
OVBIDAT
181 sider
100 kroner

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu