Læsetid: 3 min.

I skriften bestrides civilisationen

Står civilisationen som målet for Freuds udforskning af begæret, er det først og fremmest begærets utæmmelighed, Marguerite Duras udforsker – som eksempelvis i hendes skriftsamling ’Fartøjet Night’, der lige er udkommet på dansk
’Fartøjet Night’ er en af Marguerite Duras’ skitser fra 1970’erne til hendes film af samme navn om to elskende, der taler i telefon sammen, men aldrig har eller får set hinanden.

Janine Niepce

30. april 2016

Marguerite Duras skriver som en drøm. Hermed mener jeg ikke kun, at hun skriver sindssygt godt, men også at det er som at befinde sig midt i en lang drøm at læse hende.

Personer skifter skikkelse og identitet, døde og levende fænomener vokser monstrøst og forsvinder igen, modsætninger mødes paradoksalt, og tider bølger frem og tilbage, mens syner om døden, begæret og tilværelsens uhyrligheder transcenderer den enkeltes bevidsthed og bliver uudtømmelige og uden grænser.

Det hele nedfældet i skriften, der på en gang er kølig og indlevet i alt fra et hængt menneske i en udryddelseslejr til en døende flues tab af sin ene vinge under kattens pote.»En afrevet vinge ligger på bordet. Den anden vinge sidder stadig på fluen, den slår endnu og fører kroppen rundt i cirkler uden udvej.«

Mennesket hænger i sin strikke, så udmagret, at det vejer for lidt til at dø af hængningen. Teksten, hvor fluen optræder, handler om en lille jødisk pige, spærret inde i en tysk lejlighed sammen med en kvinde, der desperat vil forsvare hende, under bombeflyenes konstante rumlen. Så bliver det nådesløse nærbillede af fluens uanselige udvejsløshed til et eksistentielt vilkår for alle magtesløse, fluer såvel som mennesker.

Svimlende perspektiver

Sådan er det med Marguerite Duras’ sætninger. Her åbner de for svimlende perspektiver, dér vikles man ind i uhåndgribelige syn. Begynder man at tænke over dem, kan man tænke længe.

Som når der står: »Under farverne glitrer det farveløst allerede.« ’Allerede’ må jo signalere, at det er noget, der gentager sig, men nogle gange åbenbart senere, nogle gange forbliver farverne altså længere, og hvad skyldes det, og hvad vil det i det hele taget sige, at noget glitrer, når det er farveløst? Det lyder som en modsætning, og den er uopløselig.

Et andet eksempel: »Og jeg ville i samme takt have hørt havets voksende larm. Der ville ikke have været nogen vind.« Samtidig med at den sidste sætning gør den første uforklarlig, flytter verbaltiden, ’konditionalis’, hele sceneriet over i det muliges, men muligvis uskete eller ligefrem umuliges sfære. Hendes skrift er uafgørlig.

Fartøjet Night er en lille sort bog på 158 sider, og den indeholder foruden tre stykker, der alle er betitlet »Aurélia Steiner«, og hvorfra ovenstående eksempler er hentet, hovedstykket, der har givet samlingen navn, samt en tekst, der kaldes »Cæsarea«, og et kort stykke om »Håndnegativerne«, blå og sorte håndaftryk i en grotte, anbragt der for tredive tusind år siden.

Fartøjet Night er en af hendes skitser fra 1970’erne til hendes film af samme navn om to elskende, der taler i telefon sammen, men aldrig har eller får set hinanden. Baseret på en historie, hun har fået fortalt. »Cæsarea«, der fantaserer over besøg på Parthenon og Athens nationalmuseum optræder som en slags indskud i filmen, og de to første Aurélia Steiner stykker – med udryddelseslejren som omdrejningspunkt – er forlæg for endnu en film.

Men alle filosoferer de over, udskriger, hamrer på og iagttager dødens og begærets uovervindelighed. Det eneste, der kan standse den utæmmelige drift, legemets, tidens og historiens, er skriften. Den elskendes skrig transcenderer årtusinder:

»I tredive tusind år har jeg skreget foran havet det hvide genfærd./Jeg er ham som skreg at han elskede dig, dig« Senere hedder det så: »Den tusindårige sovendes stemme. Deres skrevne stemme fra nu af, slidt af tiden, løsrevet fra historien.«

Og endnu et eksempel: »Jeg samler de andre i Dem og skaber Dem ud af deres masse. For De er det som aldrig vil finde sted og som må leves sådan.«

Skriften kan løfte det levende – og det døde – ud af tidens og begærets strøm.

Begæret

Jeg har spekuleret på, hvor stor forskel der er på Marguerite Duras’ lidenskabelige, ’franske’ opfattelse af begæret og eksempelvis Freuds ’afbalancerede’ tyske. Freuds fikspunkt var civilisation, bevidstgørelse og kontrol med de ubevidste impulser:

»Hvor der er Id, skal der vorde Jeg,« som han proklamerede, men også han vidste godt, at det ikke sådan lod sig gøre.

»Egentlig kan vi ikke give afkald på noget, vi udskifter blot noget med noget andet,« konstaterer han andetsteds. Dog ligger der vel i denne formulering en forestilling om en sublimering af driften.

Sådan kan man muligvis også læse Duras’ opfattelse af skriftens funktion, men samtidig er hendes egen en skrift, der konstant bestrider og bekæmper sublimeringens svalende effekt. Står civilisationen som målet for Freud, er det først og fremmest begærets utæmmelighed, Marguerite Duras udforsker.

På tværs af al fornuft.

Marguerite Duras: Fartøjet Night. Oversat af Morten Chemnitz.. Arena. 158 sider. 150 kroner

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu