Læsetid: 3 min.

Fra det Stockholm, hvor tiggerne sidder tæt

Jonas Hassen Khemiri fik Augustpriset 2015 for sin roman ’Alt det jeg ikke husker’. Den er også vellykket – med en lille snert af poesibogens visdom og ydre ramasjang
Jonas Hassen Per Younes Khemiri er født i 1978 i Stockholm, hvor ’Alt det jeg ikke husker’ udspiller sig.

Martin Stenmark

9. april 2016

Stockholm findes i flere udgaver. Der er det Stockholm, som bliver kaldt Nordens Venedig, med Slussen og vand og land i smuk forening, med Djurgårdsbron, Dramaten, kulturhusene og de eksklusive boligkvarterer i Östermalm, det Stockholm, hvor Svenska Akademien holder deres ugentlige møder, og hvor Lars Norén lige snupper en hummer til frokost.

Så er der det Stockholm, som møder én, når man f.eks. ankommer med tog til Centralstationen og går igennem de underjordiske gange, hvor tiggerne sidder tæt, flere med ansigtet skjult. Rarest for dem, og rarest for den, der går forbi med sit plastikkort og ingen kontanter, desværre. Der gik jeg selv for nylig og tænkte, at det her ligner ikke hovedstaden i hele verdens socialdemokratiske paradis. Det her ligner en storby ligesom alle mulige andre storbyer med uoverskuelige fattigdomsproblemer.

Det er Stockholm nummer to, Jonas Hassen Khemiri skildrer i sit romanfletværk Alt det jeg ikke husker som er lydhørt og præcist oversat fra svensk af Birgitte Steffen Nielsen. Lydhørt siger jeg, fordi romanen består af mange forskellige stemmer med hver sin sproglige tone og særpræg. De forskelligheder er kommet med over i den danske udgave. Stemmerne fortæller om Samuel; lettere gådefuld hovedperson med dårlig hukommelse og store planer om at forandre verden. Han døde efter at være kørt ind i et træ i sin mormors gamle spand. Han var kun nogle og tyve og efterlader sig et par spørgsmål, især: Ville han dø, eller var det en ulykke? Og hvis han ville dø, hvad skyldtes dét så?

Romanen foregiver at være en forfatters indsamling af materiale. En forfatter, der opsøger Samuels venner, hans mor og mormor.

Socialklassepalet

Forfatteren taler især med tre efterladte: Først Vandad, kammeraten i »livvagtsstørrelse«, der ofte undlader at sige sit rigtige navn for at undgå tillægsspørgsmål som »Hvad sagde du? Vamdad? Vanbab? Van Damme?«, »Er du født her? Er du hel eller halv? Føler du dig svensk?« Dernæst kunstnerveninden, der kalder sig Panteren og flytter til Berlin, fordi Stockholm er et »røvhul af en by med dens nervøse baristaer og kendisliderlige bartendere og racistiske dørmænd« og den politisk aktive ekskæreste Laide. De interviewede viser sig meget fikst i forhold til romanens politiske ærinde at repræsentere forskellige samfundslag. Det fremstår ikke så stift og kunstigt, som det lyder. Med Samuel som omdrejningspunkt er socialklassepaletten faktisk helt troværdig. Samuel var søgende som menneske, han opsøgte mange forskellige typer, spejlede sig i dem, efterlignede dem og samlede ind til sin »Erfaringsbank«.

De korte tekstbidder, romanen er opdelt i, skal ligne transskriptioner af talesprog: »Skal jeg bare snakke løs? Okay. Men så stoler jeg på, at du omarbejder det, jeg siger, så det fungerer som tekst. Ja, altså sletter, når jeg siger ’ligesom’ og ’ik’, for jeg ved, hvordan talesprog ser ud, når det er skrevet direkte ned, det bliver helt skævt, ik’, man fremstår som en idiot, og jeg vil ikke fremstå som en idiot, jeg vil fremstå som mig.«

Talesprogspræget og de mange skift imellem personerne er to gode motorer i læsningen. Man genkender personerne hen ad vejen på deres sprog. Den senildemente, småracistiske mormor, der ikke kan kende sit gamle Sverige og altid er god for en talemåde (»Ser man det, sagde optikeren til fluen«) kommer lige fra folkekomedien. Uden at hun ved det, kommer hun til at give husly til to kvinder og deres børn. Det er Samuel, der tilbyder kvinderne at bo i hendes hus, nu hvor mormoren skal på plejehjem. »Hver dag har han siddet fast i bureaukratiets spændetrøje« på Migrationsverket, nu fik han endelig mulighed for at hjælpe de mennesker, der bad om hans hjælp, forklarer Laide.

Forfatteren, der omhyggeligt rekonstruerer Samuels liv eller mest hans sidste dag, har selv et sorgarbejde at gøre. Den konstruktion er romanens svage punkt, for den forfatter er den mindst interessante i persongalleriet, hans sorg er der bare pludselig som et blegt postulat. Motoren går også i, når Khemiri øser af poesibogens vise ord om kærlighed, og når dramatikken kun skildres med store modsætninger og på det ydre. Til gengæld er det så fint, når romanen bare lader de mange dele af Samuels liv stå og modsige hinanden og være det lidt uforklarlige kaos, som et liv vel for det meste er.

Jonas Hassen Khemiri: Alt det jeg ikke husker. Oversat af Birgitte Steffen Nielsen. Gyldendal. 336 sider. 300 kroner

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu