Læsetid: 3 min.

Stol på skønheden

Kristian Leth snubler på sit nye album, ’Fremmed land’, over banaliteterne på vejen mod den enkle skønhed, som han dog finder til sidst
29. april 2016

Han er lidt af en tusindkunstner, Kristian Leth. Digter, radiovært, musiker i bl.a. The William Blakes og ikke mindst en ihærdig formidler, der stædigt insisterer på at skabe plads til de ting i vores verden, der ikke kan sættes på rationel formel – hvad enten det drejer sig om poesi, religion eller skønheden slet og ret.

For tiden er han aktuel med Historien om det hele – en debatbog om magi skrevet i samarbejde med DNA-forskeren Eske Willerslev – og man kan nemt få det indtryk, at musikken for Leth også er en magisk kraft, der både kan sætte os fri og føre os tilbage til vores dybeste rødder.

Hans første soloprojekt som musiker – Baron Criminel – tog da også eksplicit udgangspunkt i det magiske og det rituelle i form af optagelser af voodoomusik fra Haiti. De seneste år har han været en ihærdig ambassadør for den danske folkemusik, der rummer sin egen magi og forvandlingsevne, og denne trækker da også dybe spor gennem det nye dansksprogede album Fremmed land, der følger op på ligeledes dansksprogede Hjemad fra 2012.

Fremmed land har Leth hevet Nikolaj Busk og Ale Carr fra den forrygende folktrio Dreamer’s Circus med. Deres nordiske folktone går godt i spænd med den garvede rootslyd fra Lasse Boman, Moogie Johnson samt de to amerikanske musikere Raymond Belli og Claire Bryant. Der er masser af luft i lydbilledet og en lethed, der giver rum til de søgende tekster og Leths melankolske vokal.

En stor stemme har han ikke, men når han søger ind mod det intime og underspillede fungerer vokalen udmærket. Sværere bliver det, når han går efter et mere ligefremt og guitardrevet pop-rock-udtryk som på »Den nat«.

Ideen med at koble billeder af flygtninge til fods på en dansk motorvej med en amerikansk highway rock er ellers ikke ueffen, den er bare ikke godt forløst og viser et grundlæggende problem hos Leth: Hans søgen mod folkemusikkens enkelhed fører til vedvarende snublen ud i banaliteten. Han kan ikke dy sig for at smide en klæg kliché som »Vil vi handle med hånden eller vælge med hjertet?« ind i en sang, som kunne have stået stærkere uden sådanne paroler. 

Parolerne skal han i det hele taget holde sig fra. Det står klart i sangen ”Danmark”, som på fin vis starter med et næsten revy-agtigt, samfundsrevsende snapshot, der glider over i et drømmende landskab. En spændende balance, der bare brat kvæles af det banale udsagn: ”Danmark, jeg gav dig mine bedste år / Men du knuste min drøm”, sunget med oppustet patos.

Rene billeder

Når Leth imidlertid lader billederne fremstå åbne frem for at lukke dem med klicheer, så får sangene lov til at lyse med en glød af vemodige somre. Man mærker lyrikeren i ham, når han kan beskrive en nattehimmel således: »Der lå et lyserødt bånd på verden / Som en kant på himlen hele vejen rundt / Og oppe foroven var der mørkeblåt / Som et bassin uden nogen bund.«

Og når det lykkes ham at finde ind til den enkle og folkemusikalske tone i den flot svungne melodi til »Vi«, så mærkes potentialet. Et potentiale, der endelig forløses helt i den rent ud sagt fremragende titelsang, der både er en tindrende smuk kærlighedssang og en moderne salme om at søge sin vej og vokse fra mørket ind i lyset. Helt enkelt orkestreret og med rene billeder som »Vi to vokser så tæt som bær / Ud af den jord der er«.

Han kan jo godt. Måske skal han bare stole mere på skønheden.

’Fremmed Land’ udkommer i dag. Kristian Leth kan opleves på SPOT Festival i Aarhus denne weekend og til Himmelske Dage i København 7. maj

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu