Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

En tynget Sokolov

Grigorij Sokolov spiller ikke på sikre heste i sin pianistkarrieres senmodne år. I hans Schubert diskuterer musikken med sig selv og udsiger mere end blot velklang. Mere tvivlrådig virker den album-aktuelle russer med Beethovens ’Hammerklavier’-sonate
Grigorij Sokolov er aktuel med nye liveoptagelser fra Warszawa og Salzburg. Her ses han på Louisiana sidste år.

Cicilie S. Andersen

Kultur
8. april 2016

Kan ordløs musik sige noget? Visse komponister får faktisk ikke så få retoriske udsagn ud af deres instrumentale værker. Hvad de så konkret fortæller, er derimod mindre entydigt.

At overhovedet få dette til at transcendere de nøgterne toner er blandt den udøvende musikers fornemme opgaver. Når Alfred Brendel, en af de mest anerkendte fortolkere af Franz Schuberts klavermusik, spillede de fire Impromptus D. 899, var det med den smukkest tænkelige klang, artikulation og sans for musikalsk arkitektur.

Når man lytter til Grigorij Sokolovs nye liveoptagelse fra Warszawa, lyder Brendels livtag fra midten af 1970’erne næsten endimensionelt til sammenligning. Sokolov besjæler udsagnene, så det lyder, som om de taler med hinanden og er mere end bare melodier og akkompagnement.

I Gustav Mahlers symfonier (et halvt århundrede efter Schubert) kender vi også denne fornemmelse af, at der er mere på spil end, hvad der umiddelbart foregår på overfladen. Selv de passager i klaverstykkerne D. 899, hvor der på papiret ikke sker ret meget andet end repetition af den samme akkord i venstre hånd, animerer Sokolov, så associationer springer frem hos lytteren.

Impromptu’et i Es-dur begynder nærmest som en etude, men Sokolov får det efterfølgende mol-afsnit til at lyde, som om det tager en helt anden maske på, bliver til en anden ’person’, der i stedet for at leve i sit eget liv forholder sig til det etudeagtige og måske nidstirrer det olmt.

Eftertanke

Det retorisk transcenderende hører vi sandsynligvis første gang hos en herre ved navn Ludwig van Beethoven i Klaversonate nr. 17 ’Stormen’, hvor musikken flere gange stopper op og nærmest foretager sig ingenting – et øjebliks ubeslutsomhed eller eftertanke.

Dette, at kunsten bliver bevidst om sig selv, øger Beethoven for eksempel i Klaversonate nr. 23 ’Appassionata’, så det nærmer sig en slags instrumentalt teater, der bliver så højspændt, at man næsten ikke kan bære det.

Sokolov har på sit nye dobbeltalbum også koblet Beethovens Klaversonate nr. 29 ’Hammerklavier’ på, og her går han desværre galt i byen på to måder. Denne sonate er gigantisk, i varighed mere end to gange længden af Beethovens tidligere i samme genre, og teknisk er den så uoverskuelig en opgave, at de fleste pianister holder sig væk.

Men det er på et mere åndeligt plan, at Sokolov virker tynget: Dels virker valget af et nænsomt udtryk i modsætning til det typisk sejrende simpelthen ubegrundet, og i længden taber han pusten så meget, at fremdriften ryger.

Den i forvejen meget lange Adagio trækker han så endnu mere ud, i en grad så han virker tvivlrådig – musikken forstener næsten. Hør i stedet fornemmelsen af retning og sikker vilje i 1. og 3. sats hos Daniel Barenboim, Wilhelm Backhaus eller Annie Fischer.

Til gengæld sender Sokolov os sikkert ud på en fascinerende færd i finalens fuga i et turbulent vejr, hvor hans perfekte teknik er en stor hjælp i fraseringen af fugatemaet og dets lange og anonyme ’hale’.

For søvndyssende

I længden bliver varigheden af hele 53 minutter for søvndyssende – hos Schiff, Richer, Pollini og Schnabel er sonaten ti minutter kortere! Men Schuberts D. 899 og Drei Klaverstücke D. 946 er helstøbte oplevelser, ikke overstrøede med pynt, men en maksimering af det relativt enkle materiale som kun de få formår.

I Ges-dur-impromptu’et viser Sokolov, hvor meget en stor kunstner kan få ud af et lille stykke. Venstrehånden bruser op og lyder som en naturkraft, der vokser og synker, mens melodier uanfægtet fortsætter deres ubekymrede sang.

Jeg havde gerne hørt et rent Schubert-album. I stedet får vi Hammerklavier halvbagt og en række lidt kedeligt udførte stykker af den ellers glimrende barokkomponist Jean-Philippe Rameau og Brahms’ Intermezzo i b-mol. Teknisk er der ikke en finger at sætte på disse encores, men jeg savner kant og gejst.

Når jeg tager så kritiske briller på, er det, fordi vi har med en af tidens største pianister at gøre. Sokolov forsøger tilsyneladende ikke selv at formindske myten om sig. Han giver ikke interview, i mange år nægtede han at udgive albums og nu kun undtagelsesvis, fordi det er liveoptagelser.

Han påtager sig selv at tjekke de flygeler, han spiller på, og i benhård konfrontation med klaverteknikere på stedet gennemgår han instrumentet minutiøst – helt ned til stelnummeret! Og fra nullerne af har han cuttet forbindelsen til England, efter at de kræver elektronisk fingeraftryk og øjescanning af russiske indrejsende.

Vi elsker Sokolov for hans kompromisløshed i kunstens tjeneste, og vi har været heldige at kunne høre ham en del gange i danske koncertsale. Bring gerne Schubert med næste gang!

Schubert og Beethoven – liveoptagelser fra Warszawa og Salzburg med den russiske pianist Grigorij Sokolov, der opfører Schuberts Impromptus D. 899 og Drei Klaverstücke D. 946, Beethovens Hammerklavier-sonate, fem stykker af Rameau og Brahms’ Intermezzo i b-mol på dobbeltalbummet. Deutsche Grammophon

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her