Læsetid: 4 min.

Uartige Salome

Hvorfor er man så lykkelig, når Salome står og stråler i et gigantisk afhugget hoved? Det er et under, der først og fremmest ligger i Richard Strauss’ musik, og som også er tæt på en realiseret scenisk udlevelse i Stefan Herheims musikalske opsætning af operaen ’Salome’
Hvorfor er man så lykkelig, når Salome står og stråler i et gigantisk afhugget hoved? Det er et under, der først og fremmest ligger i Richard Strauss’ musik, og som også er tæt på en realiseret scenisk udlevelse i Stefan Herheims musikalske opsætning af operaen ’Salome’

Erik Berg

29. april 2016

Salome er Richard Strauss’ første opera og et mesterværk. I sin iver efter at levere psykologiske portrætter blev Richard Strauss med operagenren drevet ud i tonalitetens opløsning til dissonansernes og polytonalitetens vidder. Og i Salome står dur-mol-tonaliteten og kigger ud over afgrunden.

Det gør operaen også selv. Der er noget, der er meget råddent i kongedømmet Judæa, hvor kong Herodes har giftet sig med sin brors hustru Herodias, hvis datter Salome han ikke kan få øjnene fra.

Månen hænger tungt over hele scenen som en stor, hvid skive i en gigantisk videoprojektion. Herodes holder fest, og indenfor skændes jøderne om noget så latterligt som religion, fremgår det.

Selve scenen er et hul, borgmure omslutter den, som var man allerede her nede i en brønd og kigger op i det store hul ovenover, hvor månen hænger eller ligefrem udgør hele hullet. Også under scenen er der et hul – en brønd. Her er profeten Jochanaan indespærret, og han synger om en skændig kvinde, en skøge, der har givet sig hen til sit øjes lyst.

»Han taler om min mor,« konstaterer Salome svært ærligt.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu