Læsetid: 4 min.

Den ultimative Grønlands-oplevelse

Byen Tasilaq har 2.000 indbyggere. De 20 af dem får episk krop i Kim Leines nye, mesterligt komponerede roman
26. april 2016

Blandt folk, der hævder, de holder af bøger, findes en ikke ubetydelig gruppe, som altid læser de fem sidste sider af romanerne først. Disse ’oplevelses-sabotører’ kan så yderligere opdeles i to omtrent lige store segmenter: Dem, der nok aldrig vil læse bogen færdig, men lige for en sikkerheds skyld skal tjekke, om plottet overhovedet er værd at ofre tid på, og dem, der af lutter nysgerrighed forinden vil vide, hvordan det ender, inden de, samvittighedsfuldt som de plejer, pløjer sig igennem.

Begge typer vil få et chok, hvis de uden forhåndsinfo læser de sidste to sider af Kim Leines nye roman, den sjette i rækken. Han er her, som i bl.a. Tunu (2009), tilbage i ’sit’ elskede Grønland og slutter af med den historiske nyhed, at det grønlandske parlament med 29 stemmer mod 2 har vedtaget en resolution om landets fulde selvstændighed!

Krig i Europa

Hvad oplevelses-ødelæggerne imidlertid ikke ved eller i deres hastværk har glemt, er, at handlingen slet ikke udspiller sig i nutiden, men i 2025, hvor der er krig i det meste af Europa. »Troppebevægelser, ødelagte byer, flygtninge, pigtrådslejre, radmagre fanger, hver dag sin katastrofe, hver dag sit ødelagte historiske bygningsværk, hver dag sit deja-vu fra gamle krige«, blot ikke i kornede sort-hvide billeder, men streamet direkte i knivskarpe farver.

Over for dette fremtidige kaos sætter romanen et konstant solbeskinnet døgn i Grønland, nærmere bestemt Tasilaq, det tidligere Angmagssalik, hvor forfatteren i sin tid arbejdede to år som sygeplejerske. Søger man lokaliteten på nettet, lokkes man af gyldne løfter om Den Ultimative Grønlandsoplevelse med majestætiske fjelde og ture med snescooter og i kajak, men Leine sætter, tro imod sin praktiske erfaring, fokus på sygehuset, hvor livet kan dreje sig om noget så banalt som at lægge et drop. »Og det er det det handler om her: hurtige beslutninger, ekspedit handling, godt håndværk, ingen rysten på hånden.«

Roligt og blåt

Romanen stiger med andre ord fra den globale ængstelse ned i hverdagens klare almindelighed. Grønland skal fremstilles konkret, befolket med personer taget lige ud af virkeligheden, beskæftiget med de nære ting. Tro nu imidlertid ikke, at Leine har skabt sin egen østgrønlandske version af genren ’lægeromanen’ eller et stykke grå socialrealisme. Jeg oplever hans roman som blå og har som dens personer svært ved at forlige mig med, »at hinsides denne rolige og beroligende sfære af blåhed er der et kaos af blod og ødelæggelse af historiske dimensioner. To tusinde års arkitektur, kunst og kultur er ved at drukne i en ildpøl der svømmer som en flodbølge ud over det gamle kontinent«.

Læs også: Danmarks grønlandske fortid spøger stadig

Nej, forfatteren skyr visselig ikke det malende, kraftfulde udtryk, og han formår som i forgængeren Afgrunden (2015) at male kontrasterne frem. Men hans modstilling af Grønland og hele Europa viser sig at dække over en dybere lighed. Den eksistentielle kerne i Kim Leines bog er, hvis jeg ellers har opfattet det rigtigt, at døden er altings præmis, og at destruktionen altid, altid kommer indefra.

Derfor er mørket markant til stede midt i »det velsignede lys«, som mange af byens danskere hader, men som grønlænderne har brug for til at jage vinterens dæmoner på døren. Mørket tager i romanens handling skikkelse af en dødfunden mand, en voldtaget kvinde, en tysk turists tilskadekomst oppe i fjeldet, samt ikke mindst det uroligt søgende sind hos den psykisk syge Sivert, som vi forstår helbredes mirakuløst ude i ødemarken, i »de førkristnes domæne«, hvor »alle kulturlag« bliver skrællet af, for nu at bruge et par af Kim Leines bombastiske formuleringer.

Kæde-komposition

Der stikker da vist lidt af, om ikke en profet, så da i hvert fald en from politiserende prædikant i den kristendomskritiske Leine, og han har unægtelig en svaghed for det dramatisk kulørte. Når jeg som læser alligevel måtte hengive mig uforbeholdent til hans hospitalsroman, hænger det sammen med hans suverænitet som kompositør og beretter. Over 20 forskellige figurer bærer på skift fortællesynsvinklen og farver mere eller mindre diskret tredjepersonsfremstillingen med deres fornemmelser og følelser og fortolkninger.

Nogle af dem er fremme ofte, som portøren Ejnar og hans kræftsyge kone Carina, eller som den danske sygeplejerske Rikke og hendes mand, lægen Gordon. Andre føjes blot en enkelt gang eller to ind i kæde-kompositionen, hvis princip tydeligvis har været, at samtlige bratte synsvinkelskift skulle motiveres i en kontakt, en levende forbindelse mellem mennesker. Denne teknik er mesterligt gennemført, men den bærer også et vigtigt tematisk budskab – at alle mennesker berører og bevæges og belyses af hinanden. Det er vores risiko og chance, her som dér, i 2025 såvel som lige nu.

Kim Leine: De søvnløse. Roman. 204 s. Kr. 249,95. Gyldendal. Udkommer i dag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • John Hansen
John Hansen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu