Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

De uskyldiges skyld

Grass-æraens tid er forbi i tysk krigslitteratur og generationsopgøret er sløjfet i Ralf Rothmanns roman ’Forårets døde’ om et par drenge i Anden Verdenskrigs sidste kaotiske dage
Hamburg efter et bombeangreb. Selv da det var åbenlyst for de fleste, at Tyskland havde tabt Anden Verdenskrig, fortsatte styret med at sende unge mennesker i døden og med at henrette soldater og civile, der ikke ville deltage i kampene.

Roger Viollet

Kultur
16. april 2016

Engang havde jeg kørelejlighed med en egyptisk kollega fra Alexandria til Cairo. Midtvejs kommer man – eller kom man i hvert fald dengang – gennem en mindre by, hvor min bekendte var født og havde tilbragt sin barndom. Han huskede et bestemt tilbagevendende ’ritual’, der udspillede sig på taget af arresthuset.

Det lå ud til gaden, og folk i kvarteret var vant til en bestemt type jammer, der med mellemrum lød deroppefra. Den sad stadig i ørene på ham.

Fangerne blev til tider straffet kollektivt. De fik ordre til at gå i en rundkreds hver med en tøffel i hånden, som de skulle tæske løs på medfangen foran med. Kun hvis der ikke blev slået hårdt nok, skred vagterne ind, men det var sjældent nødvendigt, for når de gjorde det, var det med stor voldsomhed. Det lyder alt sammen lidt Tintin-agtigt, men det var alvor.

Den absolutte magt har altid rådet over mange perverse julelege. F.eks. torturen i Abu Ghraib-fængslet i Bagdad for ikke længe siden: nøgne fanger stablet oven på hinanden som én stor menneskelig klatkage, et horribelt overgreb.

Den samme type perversion gør sig gældende i den centrale situation i romanen Forårets døde af den flittige tyske forfatter Ralf Rothmann, som hermed har fået sin anden roman ud på dansk.

Tyndskid eller fnat?

Handlingen begynder et sted i en nordtysk provins i Anden Verdenskrigs sidste måneder. To venner, de 17-årige drenge, Walter og Friedrich, der arbejder i staldene på et gods, bliver skønnet ’våbenføre’ og tvangsrekrutteres af SS til at gøre tjeneste ved Østfronten.

Faktisk er det nøjagtig den skæbne, der i virkelighedens verden blev den 17-årige Günter Grass til del. Og også han skar, ligesom denne bogs hovedperson, i sidste øjeblik SS-runerne af uniformsjakken. Hvis amerikanerne havde spottet dem, kunne det have kostet dyrt.

Russerne og de vestallierede er allerede fra hver sin kant trængt dybt ind i Det Tredje Rige. Så det drejer sig ikke om egentlig krigsførsel, men om en absurd business as usual kunstigt opretholdt af en afsindig tro på en illusorisk Endsieg (den 17-årige Grass troede også på den!), af Hitlers personlige storhedsvanvid og af alle befalingsmænds blinde lydighed indtil det selvmorderiske.

Fra sin bunker havde Føreren jo i sin nytårstale skreget: Den, som skæbnen kræver så meget af, har noget stort i vente! I Rothmanns roman spørger en tysk soldat sin kammerat efter tilfangetagelsen: »Hvad tror du, han mente? Tyndskid og fnat?«

Den slags spørgsmål stillede man ikke før kapitulationen. Udtalt ville de have ført til den visse død. Enten op ad en mur – eller ved fronten. Det var i det hele taget de desperate tiltags tid. Det var f.eks. ikke ualmindeligt, at folk i straffebataljonerne blev drevet ud i kugleregnen for at aflede fjendens maskingeværild.

Det var heller ikke ualmindeligt, at officererne smed håndgranater efter deres soldater for at tvinge dem til at angribe. Det er de vilkår, læseren møder i Forårets døde.

Walter får kørekort og kommer til SS’s forsyningsafdeling som chauffør, mens Friedrich bliver sendt til frontens yderste linje. Friedrich, der altid har været den mere udskejende af de to venner, vælger at desertere. Efter et ophold på lazarettet vil han simpelthen ikke tilbage til slagmarken, men han bliver opdaget, fanget og henrettet for faneflugt.

I den fem mand store eksekutionspeloton bliver hans ven Walter anbragt. Walter trygler sine overordnede om fritagelse, men der er ingen pardon, tværtimod. Den sadistiske officer forklarer omhyggeligt, at Walters venskabelige følelser netop vil sikre, at han skyder præcist. For når han sigter præcist, så dør den dødsdømte jo hurtigere og lider dermed mindre, ikke sandt?

Officeren er i øvrigt et meget præcist portræt af den forfinede naziofficerstype med kulturelle interesser.

Skader på sjælen

I en tysk anmeldelse er det blevet sagt, at med Forårets døde er Grass-æraen i tysk litteratur forbi. Det må forstås sådan, at det politisk-historiske aspekt er afløst af et metafysisk.

I Rothmanns roman er det den uransagelige skæbne, hver mands herre, og dens blodige ironi, der er omdrejningspunktet. Den uskyldige må, tvunget af omstændighederne, gå ondskabens ærinde og slå den anden uskyldige ihjel!

Portrættet af Walter – den overlevende af de to unge venner – som vi møder i hans voksne år, viser, at han kun har kunnet leve videre med store skader på sjælen. I en vis forstand hørte hans liv op den dag på en tilfældig gårdsplads bag fronten lige før kapitulationen, da han skød – eller rettere skød mod sin ven. Tavsheden lagde derefter sin skal omkring den traumatiske erindring.

Selv er Rothmann fra 1953, så det er ikke hans, men hans forældres generation, der er i fokus i bogen. Han giver sin far mæle. Det er farens tavshed, fortielsen, Rothmann råder bod på med denne roman.

Ikke et faderopgør

Det er ikke farens skyld, Walter leder kritisk efter, men hans grav på slagmarken – forgæves. Rothmann er med andre ord milevidt fra de faderopgør, som man ellers har kunnet læse i tysk efterkrigslitteratur. Det er ikke den klassiske Bewältigung der Vergangenheit, der er tale om, men en resigneret forsoning. Den holdning er bogen blevet sporadisk bebrejdet i Tyskland: »Ein Rührstück!«

Rothmann lægger massivt vægt på at gøre krigens sidste dage fysisk nærværende. Han dyrker den stoflige og konkrete krigsvirkelighed med en nærindstillet kameralinses nøjagtighed, så tætheden til tider bliver til pakkethed og prosaen tilsvarende lettere ufremkommelig. Hvad der i øvrigt gør Jakob Jonias oversættelse så meget mere beundringsværdig.

Den positive side af sagen er Rothmanns samvittighedsfuldhed, den ufravigelige præcision.

Man kan vælge at læse Forårets døde – om ikke andet og måske ikke mindst – som en troværdig, alt for troværdig billedbog fra helvede. Den afdeling af helvede, der – dengang i 1940’erne – havde slået sig ned i Europa.

Ralf Rothmann: 'Forårets døde'
Oversat af Jacob Jonia
239 sider
250 kroner

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her