Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Vægtløs og groundet

Den mediterende blev vækket af lokkende klangtåger i en ny klaverkoncert af Benjamin de Murashkin med Katrine Gislinge som guddommen, der skulle modstå Djævelens fristelser
Solist Katrine Gislinge.

Solist Katrine Gislinge.

Ivan Boll

Kultur
15. april 2016

Traditionen for, hvad genren ’klaverkoncert’ indebærer, er for længst sprængt. I klassikken og romantikken var spotlyset så absolut på pianisten med orkestret som en relativt passiv ledsager, men i stigende grad blev forholdet mere jævnbyrdigt.

Og i det tyvende århundrede blev billedet endnu mere mudret af, at klaveret nogle gange begyndte at indgå i symfonier som menigt orkestermedlem.

Det mere dialogbaserede forhold mellem solist og tutti afspejler også bedre vor demokratiske tid, og som vi hørte det i Konservatoriets Koncertsal fredag til Copenhagen Phils koncert, giver det basis for en nuanceret fortælling.

Under koncertintroduktionen fik vi at vide, at den dansk-australske komponist Benjamin de Murashkin med sin nye Klaverkoncert forestillede sig en historie, som lignede Djævelens tre fristelser til Jesus og Buddha.

Klaverstemmen indledte tøvende, mens orkestret lagde sig forsigtigt og diset op ad solist Katrine Gislinges spæde skridt, der i begyndelsen lød halvimproviserede. Tilstanden nærmede sig det vægtløse, selv om orkesterbemandingen var talstærk, men komponisten søgte meget ofte de mere fragile teksturer, hvilket Copenhagen Phils blæsere honorerede med fint afstemt spil.

Efter en generalpause forplantede toner i klaveret sig i soloblæsere, især var der en mindeværdig ’duet’ med en klarinets skyggelægning af Gislinges blidt søgende spil.

I det meditative og i sagens natur ret statiske var der alligevel plads til rørende stunder og dramatisk udvikling. Klaveret virkede endda lidt hvileløst, når det først blev sat i bevægelse af Katrine Gislinge, som med lige dele poesi og pianistisk tyngde var glimrende castet.

I de senere år er hun begyndt at fokusere mere på samtidsmusikken, nok ansporet af sit forhold med komponisten Bent Sørensen, der har skrevet flere værker til hende.

Født af impressionismen

35-årige Benjamin de Murashkin er huskomponist hos Copenhagen Phil, som han forrige år skrev sin basunkoncert Cosmic Dancer til og i 2010 orkesterværket LOGOS ved en workshop i samme regi (de kan begge høres på YouTube).

Hans interesse for intuitiv tilstandsmusik kommer fra at improvisere afstressende stemninger ved klaveret til gudstjenester i en frikirke, og i dansk sammenhæng er det nyt at høre meditationsinspirerede orkesterværker. Klaverkoncerten er godt skruet sammen og minder stilistisk om alt muligt lige fra Debussy, Ravel, Prokofiev til John Adams og Philip Glass.

Som opvarmning fik vi Ottorino Respighis Trittico Botticelliani (1927), der programmæssigt flugtede godt med den efterfølgende klaverkoncert.

Denne italiener kender vi mest for hans eksorbitante Rom-trilogi med kæmpe orkesterbesætninger, hvorimod de tre Botticelli-inspirerede stykker er mere subtile med blot strygere, træblæserkvintet, trompet, celeste, klaver og klokkespil.

Det klingede sådan set smukt, impressionistisk og piblende af liv, så det mindede mig mere om flimrende, sydeuropæisk middagshede end om de tre renæssancemalerier – »La primavera« (Foråret), »Ladorazione dei Magi« (Vismandens beundring) og »La nascita di Venere« (Venus’ fødsel) – de var inspireret af.

Kompositorisk savnede jeg mere substans, så musikken kunne løfte sig ud af den rene stiløvelse, men udførelsen var fornem og charmerende.

Japansk energibundt

Ved roret havde Copenhagen Phil sin kommende chefdirigent, Toshiyuki Kamioka, der tiltræder senere på året. Han viste sig effektiv, udadvendt i sin direktion og havde fuldstændig styr på partiturerne.

Brahms’ Fjerde Symfoni dirigerede han udenad med kyndig sans for den musikalske arkitektur og stor iver for at få det bedste ud af orkestret. Symfonien stod tungt groundet i jorden, så musikerne trygt kunne lade dramaet udfolde sig.

Kamiokas virrende paryk og sprælske tegngivning kunne for nogle tilhørere måske virke forstyrrende, andre har nok fundet ham oplivende og fuld af gejst. Men måske burde han stole mere på, at orkestret kender sin Brahms: Ud fra sin mimik og impulser sagde mandens udstråling ofte »mere, giv mig mere!« henvendt til musikerne, men lidt af det kunne også have været spil for galleriet – det flamboyante ligger til ham, en komplet modsætning Herbert Blomstedt, der modtog Sonnings Musikpris aftenen forinden i Koncerthuset.

Copenhagen Phils otte år lange samarbejde med forgængeren Lan Shui viste sig langtidsholdbart, så vi bør også have store forventninger til i første omgang fire år med Toshiyuki Kamioka.

Han har været kapelmester for orkestre i mellemstore tyske byer, ikke mindst Nordwestdeutsche Philharmonie, og har omfattende erfaring som konservatorieunderviser.

Brahms, de Murashkin og Respighi. Katrine Gislinge var solist i Benjamin de Murashkins nye ’Klaverkoncert’ komponeret til hende og Copenhagen Phil, der under ledelse af kommende chefdirigent Toshiyuki Kamioka i Konservatoriets Koncertsal den 8. april. Desuden opførtes Respighis ’Trittico Botticelliani’ og Brahms ’Fjerde Symfoni’

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her