Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

En verden til forskel

Storværk om Første Verdenskrig og Osmannerrigets sammenbrud
Kultur
12. april 2016

»Selv et århundrede senere har den vestlige verden ikke rystet den tro af sig, at muslimerne kan finde på at opføre sig kollektivt fanatisk«. Således formulerer Oxford-professor og mellemøstkender Eugene Rogan en af konklusionerne i sin brede fremstilling af en undergravet stormagts sammenbrud – samt den efterfølgende tilblivelse af Tyrkiet: The fall of the Ottomans: Osmannerrigets fald – Første verdenskrig i Mellemøsten.

Osmannerrigets nedtur skal selvsagt ses i sammenhæng med de europæiske stormagters kolonipolitik, en af de tungtvejende årsager til Første Verdenskrig. Rivaliseringen om territorier og råstof, havne og strategiske støttepunkter var til at tage og føle på. Osmannernes kludetæppe af et middelhavsrige lå så at sige i vejen for den totale geopolitiske europæiske løsning, som i den bedste af alle verdener kunne blive en deling af den daværende tredje verden mellem interessenterne: England, Frankrig og Tyskland. I værste fald var det krig.

Vestens mellemøstpolitik blev siden det sene 17. århundrede drevet af lige dele islamofobi, benovelse over den gådefulde arabiske verden, benhårde strategiske og grådige økonomiske interesser, samt ikke at forglemme uvidenhed om verden øst for Malta – måske mere bramfrit: udbredt racistisk arrogance. Kort sagt – som Eugene Rogan tørt konstaterer – er der i så henseende ikke sket alverden siden.

Den syge mand

I årene fra århundredskiftet til 1919 bukkede det osmanniske storrige som en overdimensioneret kæmpe på lerfødder endeligt under, langsomt men sikkert efter stort set at have tabt alle sine konflikter og krige gennem et par hundrede år.

Trods sejren ved Gallipoli over englænderne blev Første Verdenskrigs deltagelse på tysk side den sidste afgørende tabte krig i osmannernes historie. Færdig var Europas syge mand, som europæerne yndede at kalde det vældige tyrkisk dominerede løst sammenhængende imperium, der strakte sig fra det vestlige Nordafrika til det Kaspiske Hav og mod nord over hele Balkan fra Adriaterhavet til Krim.

I centrum af herligheden sad sultanen i Istanbul på toppen af et vakkelvornt stokreaktionært religiøst regime, Den Høje Port, overbemandet, udygtigt, korrupt og håbløst ineffektivt med udløbs-dato stemplet i turbanen.

Det måtte på baggrund af selve statsstrukturen, samt det militært uforsvarlige af så vidtstrakt et territorium med uendeligt forskelligartede befolkninger, gå den gale vej, om end vejen til katastrofen var både lang og snoet. Forsømmelsen af forbindelseslinjer, der som et andet romerrige skulle have holdt sammen på dette mediterrane skyggeimperium, gjorde ondt værre. Jernbaneudbygningen, forudsætningen for en effektiv infrastruktur og hurtige troppebevægelser gik dræbende langsomt og usikkert, sammenhængskraft kunne man ikke tale om. Sabotage fra selvstændighedssøgende folk med bistand af Lawrence of Arabia (og dermed England) klarede resten.

Ungtyrkerne

Dertil kom som antydet det enorme riges højst modsatrettede ideer og interesser delt op i arabiske og andre folkeslag og hundredvis af stammer. Et lille velhavende, oplyst, frisindet borgerskab i de store byer, Istanbul, Cairo, Beirut, Damaskus etc., over for en talmæssigt dominerende uoplyst og dybt religiøs bondebefolkning var blot et af de enorme demografiske problemer.

I denne til stadighed vaklende og kunstige statsbygning fik de væbnede styrker en betydelig indflydelse, som imidlertid undervejs fra slutningen af 1800-tallet skiftede dramatisk karakter under indflydelse af moderne tanker og ideologier. Fra yngre officerers kreds: kadetterne eller – som de kaldte sig – ungtyrkerne udgik den bevægelse, senere udmøntet i den dynamiske statstanke: etatismen, der i sidste ende fældede den gamle orden og etablerede det moderne Tyrkiet.

Historien bag – det vil sige Osmannerriget før og under Første Verdenskrig – er mildt sagt kompliceret.

Vanskeligheden ved at placere Osmannerriget præcist i den europæiske koncert og i verdenskrigen ligger i stoffets relative utilgængelighed. Dels er de tyrkiske myndigheder ikke videre indstillet på vestlig granskning af arkiverne – hængepartiet med armenierne gør det ikke nemmere – dels evner kun få forskere at læse kilderne på originalsproget eller originalsprogene.

Takket være nye tyrkiske historikeres indsats er det dog i vore dage blevet mere fremkommeligt – som Eugene Rogan til fulde demonstrerer med bogen – at revidere det samlede billede af Istanbuls rolle i det store opgør. Og hvad deraf fulgte.

Folkedrabet

Det sidste, begivenhederne efter kadetoprøret, Ungtyrkernes determinerede initiativ i 1908, er samtidig det mest pinagtige i tyrkisk historie; som en øm byld i Tyrkiets forhold til Vesten og til vestlig historieskrivning: folkemordet på armenierne.

For tyrkerne er det næppe et faghistorisk problem, snarere et vitalt nationalt anliggende, hvor det i sidste ende fortsat drejer sig om at reducere tallet af døde eller at retfærdiggøre mordet på mindst halvanden million mennesker på osmannisk, det vil sige tyrkisk jord. En regulær etnisk mildt sagt radikal udrensning, den første af flere i det brutale og blodige 20. århundrede begrundet i påstande, lodrette løgne tilsat halve og kvarte sandheder og dårlige undskyldninger, denne kvalmende nationalistisk mekaniserede ansvarsfralæggelse som ved efterfølgende folkedrab. Noget andet er, som Eugene Rogan påpeger, har mordet på armenierne i vestlige fremstillinger og i vestlig opfattelse af tyrkerne i perioden før og under Første Verdenskrig været i den grad det dominerende emne, at man med de vanskelige kilder i øvrigt har ladet alt andet ligge.

Atatürk

Men Første Verdenskrig definerede på godt og ondt tyrkernes rolle i den nye verdensorden efter 1919. Ungtyrkernes dristige afvisning af sejrherrernes fredsdiktat med et uacceptabelt reduceret Tyrkiet var højt spil, men fældede til gengæld det underdanige sultanat, satte punktum for det gamle rige og den gamle orden, banede vejen for en verdsliggørelse af landet og sikrede den ferme og magt-orienterede general Mustafa Kemal lederpositionen. Sejrherren ved Gallipoli, hvor englænderne fik bank, var med sine ufravigelige krav om et tyrkisk territorium, som vi stort set kender det i dag, parat til træde ind i historien som den store reformator, fædrelandets frelser, alle tyrkeres fader: Atatürk.

Hvis ellers nogen er interesseret i de mellemøstlige konflikters baggrund, eksempelvis danske politikere, der gerne vil gøre en væbnet forskel i Mellemøsten med syv F-16 fly og et frømandskorps, var det måske en idé at læse Eugene Rogans grundige bog. Kan hænde en og anden fik lidt at tænke over.

»Meget af den allieredes krigs-indsats i Mellemøsten var drevet af, hvad der viste sig at være en ubetinget angst for Jihad,« skriver Rogan i konklusionen. Vesten bestemte de stedliges skæbne og trak efter krigen grænserne. De grænser »har vist sig bemærkelsesværdigt holdbare, det samme gælder de konflikter, som efterkrigsgrænserne har givet anledning til«. Rogan byder på flere ironisk befriende betragtninger om konsekvenserne af 1919.

Det er værd at erindre, at også grundstrukturen under det moderne Israel blev fastlagt i forbindelse med verdenskrigen, da udenrigsminister Balfour i sin deklaration mente at kunne løse det jødiske ’problem’ ved at tildele det forfulgte folk et land, ganske vist rigeligt befolket af andre. Også denne konflikt ligesom den i Syrien, i Irak, i Libyen, konflikterne på Balkan og så videre, udspringer af Osmannerrigets sammenbrud.

Det er værd at vide mere om. Det får man i Eugene Rogans bog.

En så omfattende fremstilling burde have være udstyret med et lidt mere generøst billedmateriale og bedre og flere specialkort. Ellers: mundret oversat og fint belagt med noter, litteraturliste og grundigt register.

Varmt anbefalet.

Eugene Rogan: Osmannerrigets fald. Første verdenskrig i Mellemøsten. Overs. Lotte Follin. 587 s. ill. Kristeligt Dagblads Forlag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her