Læsetid 5 min.

Et verdensåbnende mesterværk

Peter Handkes drømmeagtige vision om menneskeverdenen med dens uskønhed, krige og ondskab skal være anbefalet alle medlevende
Der er de store, nationernes og ideologiernes ødelæggende krige, og så er der dem, som i Handkes roman hedder ’nabokrigene’. De er også dødbringende, og ligesom de store ikke til at se en ende på.

Der er de store, nationernes og ideologiernes ødelæggende krige, og så er der dem, som i Handkes roman hedder ’nabokrigene’. De er også dødbringende, og ligesom de store ikke til at se en ende på.

Daniel Maurer
30. april 2016
Delt 59 gange

Peter Handkes roman er svær, egensindig, gådefuld. Den er også mystisk, ikke bare sær, men i slægt med myter og visioner. For så vidt egner bogen sig meget dårligt til den hurtige ekspeditionsforretning, som anmelderiet er. Anmeldelsens skråsikkerhed og retoriske falbelader virker langtfra som et rimeligt svar på romanens åbenhed. Dens ambivalenser og flimrende mønstre.

Skulle man absolut sige noget om Det store fald (hvad refererer nu for eksempel titlen til med den bestemte artikels indforståethed, bombastisk som et sagn, men også sløret og mangetydig!?), så skulle det være mumlende og sammen med en anden eller andre læsere. Skiftevis og afbrudt af nogle linjer fra bogen. Afbrudt også, når man arrig over bogens krukkede uforståelighed kyler den hen i hjørnet.

Hovedpersonen i Handkes roman, en skuespiller, står i første kapitel op fra en kvindes seng i et fremmed land for at begive sig ud på en dagslang vandretur. Den skal føre ham til »megabyen«, hvor han skal modtage en pris og desuden deltage i endnu en filmoptagelse, denne gang i rollen som et menneske, der går amok. Eller med en af romanens karakteristiske ordsammensætninger: en »amokløber«.

Herefter skal følge »det store fald«. Døden, hans, vores? »Menneskeverdenens« forsvinden?

Vi er i en eventyragtig eller mytisk verden, fremmed og dog på uforklarlig vis ikke fremmed, med dens konkrete og samtidig generaliserede inventar. Sengen, kvinden, måltidet. Og for fuld tryk vejrliget, elementernes betydningstunge rasen, i det her tilfælde et tordenvejr.

Hvad det så nærmere bestemt betyder – eventyrinventaret, tordenskraldene osv. – er mindre klart. Romanen er allegori, men ikke stabil og rebusagtig, snarere er den ligesom en drøm. Handkes egen drøm og fabulerende associationer, med den konsekvens, at læseren i mødet med romanens gåder og slør kommer til at røbe sine egne associationer og inderste hemmeligheder. Som om bogen var en Rorschach-test.

En vandring ad Via Dolorosa

Hvad er så bogen og mine associationer? Hvilke motiver er på spil?

Der er noget mytologisk over vandreturen og dens rute fra huset i byens udkant, gennem »skoven«, dernæst »lysningen« til »byen«. En Via Dolorosa, men med omvendte poler, for skuespilleren er ikke en almindelig Kristus, ikke en hellig. Han får ganske vist navnet ’Christoph’ af en præst, i hvis kirke han gør holdt. Men vores – eller som fortælleren intimt kalder ham, »min« – skuespiller er »jordbunden«. Tidligere »fliselægger«, som skrevet står, lettere foroverbøjet af statur og derfor mere orienteret mod den støvede overflade end mod himlen.

Eller det bekræfter måske snarere indtrykket af noget messiansk?

I hvert fald stemmer billedet også på andre måder godt overens med en slags menneskesøn. Også vores hovedperson er et menneske, der »bærer verdens vægt« og er optaget af »et hjælpeønske«. Og også han retter sin redning mod »sjæle«, særligt de udstødte, som han møder i teltlejre; »dem, der var fortrukket, man vidste ikke hvorhen, og som aldrig ville vende tilbage til menneskeverdenen, den beboede, ’økumenen’, dem, der var blevet gjort hjemløse og definitivt sat ud«.

Alle dem, der var »tabt for samfundet«, som det også hedder.

Der er også samtidssatire i romanen. Sådan må man vel forstå mødet med det »uskønne« repræsenteret ved »det nye verdensteaters typer«. Dem kender vi godt, og Handke kender dem til brækpunktet, »efterlignerne«, »De Glorværdige Fem fra ansigtskirurgien«, »de fire aktiehandlere fra City-and-Rural-Bank«, der optrådte som de nye Rolling Stones og samtidig som den mere tidssvarende Firebande.«

»Ak, du milde himmel.«

Hug til de politiske samtidige falder der også nogle af. For eksempel til præsidenten og hans eufemistiske omskrivninger af krigen: »indgreb«, »intervention«, »modaktion«, »reaktion«. Den analyse af sprogets forførende dæmpere er jo højaktuel nu, hvor en ny krig venter. Det gjorde krigen også, da Handke skrev bogen.

Apropos krig. Der er de store, nationernes og ideologiernes ødelæggende krige, men der er også dem, som i Handkes roman hedder »nabokrigene«. Også de er »dødbringende«, bare på en anden måde, og ligesom de store ikke til at se en ende på.

Med et eksempel, der også giver et indtryk af sprogtonen hos Handke, en objektiv, næsten kølig stil: »En mand trådte ud ad sin havelåge, og naboen gik løs på ham med sin fars eller bedstefars verdenskrigssabel. En anden bakkede ud af garagen og ud på gaden og blev torpederet af sin nabo, der havde holdt længe med motoren i gang og ventet.«

Ak, menneske!

Måske er det »det store fald«. Hadet, vreden, den amokløbende krigeriskhed. Det giver forstærket mening til et af romanens afsluttende motiver: tidsnøden. Det er på høje tid, sandsynligvis er det allerede for sent.

Der findes andre frapperende billeder og sentenser i romanens mytologiske frise over samtiden.

Billedet for eksempel af de ensomme og udstødte, der står med telefonen for øret og foregiver at være i samtale med nogen. Og som intet lader sive ud om deres egen eksistens, ud over antydningsvist et ønske om at slå ihjel. Den samme afdækning af en upåagtet eller fortrængt ensomhed slog mig i linjerne, som skal citeres her. Der igen åbner menneskeverdenens tomme perspektiv, som Peter Handke lader sin hovedperson og sammen med ham os gennemvandre: »Er det verdens orden? At det ikke er en mands voksne børn, der er hans familie, men forfædrene, de døde?«

Men jeg vil afslutte mine mumlerier det modsatte sted, i den trøsterige indbildning. Og med den lade Peter Handkes sære lille mesterværk af en verdensåbnende bog være anbefalet mine medlevende.

Hyldest til fantasien

Det sidste billede skal være af »fejllærestien«, som vi møder allerede i romanens andet kapitel. Den er en hyldest til fantasien. Måske kunsten. For så vidt spejler den også Handke-læserens gætværk og selvskabte riger.

»Fejllærestien« går ud på fejlagtigt at slutte fra én genstand udlagt på stien til en anden, for eksempel fra et sammenrullet stykke birkebark til en middelalderlig håndskriftrulle eller fra en vildsvinelort til en sort trøffel. Fra en kalksten til en elfenbensskat.

Fortælleren noterer: »Fejltagelsesobjektet i sig selv: værdiløst. Værdien af at betragte det: uvurderlig.«

Det kunne være en redning, fejllærestien som et lindrende parallelspor til Via Dolorosa, smertens vej. Den kunne være en verdensåbning mere.

Peter Handke: Det store fald. Oversat af Hanne Lund. od & co. 150 sider. 285 kroner

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Kurt Nielsen
    Kurt Nielsen
Kurt Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer