Læsetid: 3 min.

Alice og den triste klovn med faderkomplekset

Ligesom sin forgænger nøjes ’Alice i Eventyrland: Bag spejlet’ med at bruge al den skønne nonsens som krymmel på et fantasyplot baseret på barndomstraumer
27. maj 2016

Selvom man skulle tro, at Tim Burton, Johnny Depp og den gale hattemager fra Alice i Eventyrland var som skabt for hinanden, er det ikke med min gode vilje, at Tim Burton i sin Alice-filmatisering fra 2010 lader Johnny Depp tage Lewis Carrolls legendariske nonsensgenerator af en karakter nye steder hen.

Burton og manuskriptforfatteren Linda Woolverton udstyrer ham nemlig med noget så fuldstændig malplaceret som en menneskelig psykologi, der er som taget ud af grundbogen, komplet med barndomstraumer og fortrængning. At der samtidig blev læsset et fantasyplot oven på det ellers overvældende univers gav ikke bare filmen en formegethed. Det ville såmænd have været helt i bogens ånd, men det var for meget af det forkerte.

Forsømt nonsens

Det var dengang, og billetsalget gik godt. Nu seks år senere kommer opfølgeren Alice i Eventyrland: Bag spejlet, denne gang instrueret af manden bag The Muppets og Flight of the Concords, James Bobin. Lewis Carrolls roman Bag spejlet er ligesom sin forgænger en lang parade af ordspil og omvendinger.

Det nysgerrige pigebarn Alice finder endnu en gang ind i den parallelle verden af forvrængede rim og remser, normer og konventioner, som blandt andet befolkes af den skøre hattemager (Johnny Depp), den rasende Røde Dronning (morsomt spillet af Helena Bonham Carter) og den milde Hvide Dronning (meget stift spillet af Anne Hathaway).

Begge romaner går med at lade den forvirrede Alice være under konstant forandring, mens hun går rundt i en veritabel labyrint af nonsens. Og som sin forgænger nøjes filmatiseringen af Bag spejlet med at lade alt det spændende pjank og fjolleri være sprogligt og visuelt krymmel på et fantasyplot baseret på barndomstraumer.

Det er hattemageren, den er gal med. Han gider ikke mere, ingen teselskaber og ingen hattemageri. Alt handler om at finde hans familie, som den onde Røde Dronning har taget fra ham. Alice (Mia Wasikowska) er på pletten for at hjælpe sin ven.

Hun fravalgte i den første films rammefortælling, hvor hun også var voksen, at gifte sig med en træls ung adelsmand og er nu i stedet blevet kaptajn i handelsflåden, hvad der kommer nogle festlige, men også lidt computerspilsagtige, søslagsscener ud af.

Hjemme i London melder nogle kedelige problemer sig, og en sommerfugl kendt fra sidste besøg viser hende vej gennem spejlet tilbage til Eventyrland. Så snart hun hører om sin gode ven hattemagerens ulykke beslutter hun sig for at tage affære. Johnny Depp, der ellers mestrer det excentriske, spiller desværre hattemageren med en rutinepræget skør mimik, som får ham til at minde om en trist hospitalsklovn.

Hattemageren er filmens midtpunkt, og Alice er ret fikseret i rollen som hans gæve, tapre hjælper. Der flirtes ellers lidt med forlæggets identitets-forvirring, når han spørger Alice, om hun virkelig er sig selv. Men det er typisk for denne udgave af Eventyrlandet, at spørgsmål om, hvornår man er sig selv, og hvordan man kan vide, at en anden er sig selv, hurtigt leder videre til spørgsmålet om, hvorvidt ens far nu også var stolt af en.

Af sted på tidsrejse

Da det hele – og med det hele mener jeg hattemagerens ulykke og Den Røde Dronnings vrede – hurtigt viser sig at handle om fortiden, skal der rejses i tiden. Tiden er personificeret af Sacha Baron Cohen, der klovner okay fermt rundt i et kæmpemæssigt hurlumhejhus af tandhjul og visere. At han også skal være Den Røde Dronnings usikre elsker virker lidt umotiveret, men da Sacha Baron Cohen og Helena Bonham Carter er dem, der bærer deres roller bedst, går det lige an.

Alice tager mange ture frem og tilbage i tiden, for der er ting, der skal ordnes, og begivenheder, der skal ændres. Det har en vis underholdningsværdi at holde hoved og hale i Alices tidsrejser med selve Tiden (som hun har stjålet sit tidsrejseredskab fra) i hælene. Men Eventyrlandet og fantasyplottet bliver ved med at virke som en søgt kombination, og ingen af delene kommer ordentligt op at køre.

’Alice i Eventyrland: Bag spejlet’ – Instruktion: James Bobin. 113 min. Biografer landet over

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu