Det begynder med et uformelt møde i foyeren til Falconer Salen – en række vanartede, synligt ældede repræsentanter fra class of ’77, inklusive yours truly, støder sammen i vrimlen, skaber en kogeø af fortrolighed og begynder straks at kæfte op.
I denne uformelle generalforsamling af primært mænd, der alle så rasende godt ud for en små fire årtier siden, fornemmes en stemning af forventning ud over det sædvanlige. Denne brogede flok, der engang stod skulder ved skulder med en drøm om at brænde hele lortet ned til grunden for af asken at bygge en ny og bedre verden. En bedre verden at leve og dø i.
Lydsporet bestod af punkplader importeret fra USA og England, preciøse artefakter, der var svære at få fingre i, eftersom de udkom på bittesmå pladeselskaber uden distribution.
Undtagelserne var dem, der udsendtes af de etablerede sataner, og som kunne erhverves hos selv Fona og Fredgaard. Som f.eks. RCA, der i 1977 udsendte fire plader så stærke, nødvendige og essentielle, at de her næsten 40 år senere stadig rager op og giver inspiration til yngre talenter.
Her tales om David Bowies Low og Heroes og ikke mindst Iggy Pops Lust for Life og The Idiot. Har nogen rockkunstner nogensinde haft et kreativt større år end Bowie i ’77? For han stod bag alle fire skiver, idet han ud over sine egne udgivelser havde besluttet sig for at få vennen James Newell Osterberg aka vor alle sammens Iggy Pop på benene igen og ud til et større publikum via de to nævnte lp’er.
Det lykkedes i en sådan grad, at den gode Iggy har kæmpet med at producere værker af lignende kvalitet lige siden. Som én sagde: Der har været masser af fine sange undervejs, men decideret helstøbte plader? Ikke rigtig.
Også meningerne om dette års Post Pop Depression var delte. Et comeback af The Idiot-agtige dimensioner? Nah. Men at Josh Homme (Queens of the Stone Age, Them Crooked Vultures, The Dessert Sessions, Eagles of Death Metal m.m.) havde gjort en forskel ved at træde ind som sparringspartner, herskede der heller ingen tvivl om.
Hans kærlighed til og loyalitet over for The Ig er ubestridelig, og den endelige dom blev, at side to holder. Hele vejen igennem. Og side et er som sådan o.k. Nærved og næsten, altså. Og kudos for anstrengelsen.
Åh, Iggy
Så falder snakken på, hvor mange koncerter med Iggy, folk hver især har set. Jeg holder op med at tælle ved de 10 stykker. En egentlig dårlig Iggy-koncert er der heller ingen, der lige kan komme i tanke om. Og så er der én, der nævner koncerten i Daddy’s i september ’77, få dage før Lust for Life landede på grammofoner i klubværelser over hele den vestlige verden.
Dén med Sales-brødrene. Dén koncert, hvor mange af os mødtes første gang. Dén koncert, der ændrede mit forpulede liv. Tak, Iggy, for at korrumpere mig i en alder af 20 og få mig til at give uddannelse, karriere, pensionsopsparing, villa, volvo og tryghed fingeren til fordel for denne her bizarre fra hånden til munden-tilværelse, der er gået hen og blevet uvane. Nå, det blev da til lejebolig, hund og en Suzuki Ignis.
Så er det tid. Vi myldrer ind i salen og kæmper os op foran, som var tiden stået stille. Yngre medborgere fejes hensynsløst af vejen. Og da bandet sætter i med det udødelige Lust for Life-riff. føles det et kort øjeblik som om årtierne ikke er suset forbi som træer uden for et togvindue. Ind til Iggy selv dukker op.
Åh, Iggy. Hans ansigt ligner en bjergkæde set fra luften, han slæber det ene ben efter sig og da han efter to numre smider jakken, fremvises en arret, næsten læderet overkrop, der har stået model til mere end de flestes. Jo, han har været hensynsløs over for det korpus, det har jeg bevidnet mange gange.
Men da han for nylig i et interview fortalte, at der snart ikke er et sted på ham, der ikke gør ondt, fyldtes jeg af en trang til at beskytte ham. Mod ham selv.
Iggy Pop flankeret af guitarist og kapelmester Josh Homme.
I den lange, stramme to timers seance, der følger, holder den åndsfriske sanger sig nogenlunde i tøjlerne. Han kaster sig ikke ubeskyttet ned i scenegulvet som vi så ham gøre med Stooges i London i 2010, hvor sympatismerter var en del af showet. Og han undlader også at kravle rundt på PA’et med førligheden som indsats.
I stedet koncentrerer han sig om at synge, og det gør han fantastisk godt, lyden er god oppe foran, og vi kan uden besvær synge med. Sætlisten er så simpel, at det grænser det geniale: Alle sangene fra det ny Josh Homme-producerede album og (næsten) alle sangene fra The Idiot og Lust for Life.
Fraset en uventet udgave af »Repo Man« (skrevet til filmen af samme navn) er det dét! Ikke et eneste nik til Stooges-årene, denne aften handler om solokunstneren Iggy Pop. Vel at mærke, når han er allerbedst.
Bedste band siden ’77
Det giver et rush uden sidestykke at høre nyklassiske numre som »Sister Midnight«, »Sixteen«, »Mass Production«, »Some Weird Sin«, »Nightclubbing«, »China Girl«, »Passenger«, »Funtime« og »Tonight« fremført så stilsikkert. Ikke mindst fordi orkesteret under ledelse af Josh Homme, der selv spiller en mean guitar, er helt i top.
Aftenens helt er Arctic Monkeys-trommeslageren Matt Helders, der trommer så ondt, indædt og præcist, at jeg har lyst til at tage ham med hjem under armen. Fra Hommes eget Queens of the Stone Age medbringes Dean Fertita og Troy Van Leeuwen, der begge mestrer både guitar og keyboards, mens Matt Sweeney holder det hele sammen med et tight primalt basspil. Bedste band (fraset det gendannede Stooges!) Iggy har haft siden ’77!
Ikke at Iggy helt kan styre sig. Ud over sublim publikumskontakt, vittige og oplysende monologer mellem numrene samt et nærmest intimiderende nærvær må han lige ud og crowdsurfe en enkelt gang. Min hånd rører Iggy. Yay.
Og under bygen af ekstranumre forsvinder han til lyden af en flabet »Fall in Love With Me« ud i salen, og kun følgespotten angiver hvor den diminutive sanger befinder sig. Han er jo en lille lort, ved siden af kæmpen Josh Homme virker han om muligt endnu mindre. Rockens svar på Fy & Bi!
Der er ikke et gram fedt på det show som ej heller på Iggys krop, og atter en gang mindes jeg om musikkens kraft, og hvad den kan: Ophæve tid og sted og sætte hele lortet i perspektiv. At to live outside the law you must be honest. Iggy Pop har været min rejsekammerat i 40 år, og hver gang jeg ser ham, tænker jeg på, hvor heldig jeg har været.
Efter en sublim »Baby« fortæller Iggy, at han har lånt nogle linjer til sangen fra en bog af den amerikanske forfatter William S. Burroughs, som i sin tid inspirerede ham til at blive musiker. Og dermed søge et alternativ til det givne, finde sit eget sted uden for normalvirkelighedens rammer. Hvordan han fejlede og røg ned i møget og kun møjsommeligt rejste sig igen. Og nu? »I’m an alternative miracle!«, som han udbryder med sit lysende smil.
Og det er, præcis hvad du er.
Iggy Pop med Josh Homme og band, Falconer Salen, Kbh., torsdag
