Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Anohnis forkullede rapsodier

Antony Hegarty, tidligere Anthony and the Johnsons-forsanger, har udvidet sin kampzone. Nu er han en kvinde ved navn Anohni, som synger om økodrab, dronekrig og overvågning. Og bestyrker mistanken om, at popmusik må være politisk
Kultur
6. maj 2016
’’Hopelessness’ lyder som en kunstner, der først kunne blive sig selv ved at blive en anden,’ skriver Informations anmelder.

’’Hopelessness’ lyder som en kunstner, der først kunne blive sig selv ved at blive en anden,’ skriver Informations anmelder.

Rough Trade/Playground

Jeg vil se fiskene flyde rundt med bugen opad. Jeg vil se verdenshavene koge. Jeg vil se alle dyrene dratte døde ned fra træerne.

Johannes’ Åbenbaring eller en Jørgen Steen Nielsen-artikel i morgendagens avis? Det er efterhånden ikke til at kende forskel.

Den musiker, der tidligere var kendt som Antony Hegarty, har konstateret, at det at hellige sig sit inderste følelsesliv er en luksus, vi ikke længere har råd til. Der er mere presserende anliggender, der må adresseres: Først og fremmest det accelererende økodrab, som han på den ovenfor citerede ’4 Degrees’ begræder til lyden af blæsere og buldrende krigstrommer.

Udadvendt melankoli

For de, som nød Antony & The Johnsons’ prisbelønnede barokpop, kræver Anohni en kort forklaring. Der er nemlig ikke tale om et pseudonym, men derimod det navn, som den transkønnede kunstner, der identificerer sig som kvinde, til daglig går under blandt venner og familie. Vi er med andre ord inde i intimsfæren.

Jeg skal være den første til at sige, at Antony & The Johnsons’ højstemte følsomhed ikke faldt i min smag. Jeg fandt gruppens grådkvalte udtryk så opstyltet, at musikken lagde sig som et lag fed creme snarere end at trænge ind under huden. Derfor er det respektindgydende, at kunstneren lægger et rent snit og resolut efterlader den konstellation i fortiden.

Når Anohni slår sine karakteristiske gurglende triller i toppen af sit register, er det stadig, som om hun sprøjter sit sjæleliv eksplosivt ud i verden som Jackson Pollock-stænk på et lærred. Men nu er melankolien vendt udad.

Og når Anohni er et både intelligent og dybt interessant projekt, er det, fordi det er så modsætningsfyldt. Inden for retorikken er oxymoronet en stilfigur, der er sammensat af to indbyrdes modsigende elementer. Sådan er Hopelessness: Tårer på dansegulvet. Tunge tanker i let indpakning. Elektronisk kølighed og ekspressiv vokal. Lydlig skønhed og verbal hæslighed. Opløftende musik og nedslående budskaber.

Læs også: ’Jeg har bidraget til de bjerge af døde kroppe, som USA har skabt’

Kammerpoppen har hun udskiftet med spydspidsen af moderne electronica. Hopelessness er nemlig blevet til i samarbejde med Hudson Mohawke, der har fabrikeret beats til Kanye West, samt Oneohtrix Point Never alias Daniel Lopatin, som rejser romanske søjlegange af majestætiske synthflader.

De manende produktioner åbner et ekkokammer for socialt indigneret pop, der er helt på højde med historien. Som Anohni har sagt i et interview med The Fader: »Beyoncé og Kanye har givet os et vokabularium til samtiden. Jeg benytter mig af nogle af popmusikkens værktøjer, men jeg indlejrer et budskab, der er langt mere hardcore.«

Jeg er en anden

Og det er, som om den elektroniske arkitektur sætter Anohnis stemme fri. Hun kan synge soulfulde ad-libs om dødsstraf til en køn, lille ringetonemelodi. Med stemmemanipuleret strubesang kan hun skose en ufortjent vellidt feelgoodpræsident for hans usynlige dronekrig.

Hopelessness lyder som en kunstner, der først kunne blive sig selv ved at blive en anden. En musiker, der er kommet hjem. Eller i hvert fald er hjemvendt til den britiske synthpop, hun er rundet af: Firserpladerne med Yazoo og Culture Club – og ikke mindst Bronski Beats magiske kombination af kølig klubstemning, operatisk falsetsang og social indignation.

Anohni lykkes som moderne protestsanger, fordi hun ikke holder sig selv uden for regnskabet. Hendes sjælfulde vokal er aldrig et grædekor i en græsk tragedie, der fra baggrunden af scenen kommenterer det store menneskelige skuespil.

Derimod bruger hun sine meritter som følelseskonsulent til at besynge vores emotionelle og identitetsmæssige bånd til de store undertrykkelsesstrukturer som staten og økonomien, der ikke desto mindre kun eksisterer i kraft af os.

På den fejende civilspionagehymne »Watch Me« bruger hun soulballadens ordforråd til at trygle Den Store Anden om opmærksomhed. Her er vi lige så afhængige af overvågningskameraets anerkendelse som forældrenes rosende ord: »I know you love me/cause you’re always watching me, daddy.«

Eller når hun på »Drone Bomb Me« æggende indbyder et altseende dræberblik til at give hende nådesstødet i aften: »I’m not so innocent/Let me be the one that you choose from above.«

 

Ensomt talerør

Anohni tager den transkønnedes selvfremmedgørelse til yderste konsekvens. Her er kunstneren ikke et sandhedsvidne, men et plastisk og polymorft selv. En kropsløs stemme, der flakser rundt i et elektronisk spejlkabinet af glas og stål. Anohni viderefører den stafet, som nu hedengangne The Knife efterlod.

Vi ved aldrig, hvor vi har hende: Intermezzoet »Violent Men« er en collage af mareridtsagtigt manipulerede mislyde – som viser sig at være optakten til den EDM-glinsende syndefaldsmyte »Why Did You Separate Me From the Earth?«, der nærmest gør nar af den traditionelle protestsangerposition.

Her knap halvvejs inde i 2016 ser det ud til, at den politisk indignerede musik nyder en genkomst: Beyoncé tilkendegiver sin støtte til Black Lives Matter, PJ Harvey dokumenterer krigens konsekvenser, og Anohni sætter ord på USA’s usynlige dronekrig. Og alligevel ligner disse nye protestsangere en slags galionsfigurer uden skibe.

Hvor en Dylan faldt i unåde, da han afslog at tale fredsbevægelsens sag, forholder det sig i dag omvendt: Er famlende og forsøgsvist politiske musikere som Anohni og PJ Harvey ikke talerør for en folkebevægelse, der mangler? Spredte individer, som artikulerer en grundstemning, der endnu ikke har kollektiv form?

Men måske Anohnis forkullede undergangsrapsodier kan skabe den fornødne bevægelse. Om ikke andet så en bevægelse i kroppen en tre minutters tid.

Anohni: Hopelessness (Rough Trade/Playground). Udkommer fredag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her