Læsetid 5 min.

Bælgøjet kærlighed

Kristina Stoltz’ nye roman, ’Som om’, beskriver fremragende og kærligt et ægteskabs forlis, hvor en kvinde må vælge mellem sin mand og sine børn
Traditionen fra Tove Ditlevsen og Kirsten Thorup er spillevende i Kristina Stoltz’ roman, og hun slår sit navn fast som en af tidens vigtigste prosaister.

Charlotte de la Fuente

14. maj 2016

Kristina Stoltz’ nye roman Som om er en mavepuster af en kærlighedsroman om en kvindes forsøg på at redde sit ægteskab. »Du rider på en vildhests ryg,« skriver Fanny til sin mand, romanens ’du’, hvis maniodepressive udsving stresser både hende og parrets to små børn. Hun må vælge.

Situationen tilspidses i romanens begyndelse, da forfatteren Fanny en morgen vågner op med en hvid sky for sit venstre øje. Øjet er gledet ud til siden som hos et byttedyr: »Alt det til venstre for mig glider ind over tingene foran mig, billeder hulter til bulter oven i hinanden,« som hun forklarer neurologen på hospitalet. Fanny ser dobbelt, væggene vælter, blomsterbuketten står midt i børnenes ansigter.

Men som i myterne bliver blindheden indgang til ny indsigt. Da romanen slutter, har Fanny truffet et smerteligt valg – mere drastisk end hendes mors. Som om er en roman om at gennemskue egne og andres illusioner og erkende sine grænser.

Romanen er fortalt i to spor. Det ene udgøres af Fannys mystiske øjensygdom – er det en hjernesvulst, en autoimmun sygdom, hvad? – parallelt med hendes ægteskabs forlis. Det andet spor er et tilbageblik på det år, Fanny fyldte 15, opdagede erotikken og tog sin unge kvindelighed i besiddelse, højt elsket af sine forældre, men ofte overladt til sig selv på grund af deres komplicerede kærlighedsforhold.

Min øjemor

Af Fannys forældre er Kirsten den stabile, Charlie en maniodepressiv, begavet strejfer, der altid er på vej på druk eller til en ny affære. Når han er forhutlet nok, tager Kirsten ham som regel tilbage. Men Charlie kan noget, han fodrer sin datters fantasi, trækker hende rundt på Christianshavns værtshuse om natten, holder hjertet varmt og sanserne vidåbne.

Trods natteroderiet består Fanny hver gang skolens eksaminer. Den kønne lille Fanny er velbegavet og har en jernhård selvdisciplin, der som voksen gør hende i stand til at skrive sine bøger i soveværelset, mens børnene er i institution og hun lukker døren til mandens rod og fyldte askebægre.

Fannys kærlighed til struktur ses også i hendes ømme beundring for neurologen på Glostrup Hospital, Maibritt Degner, som vokser til en moderfigur: »Majbritt skal være min øjemor,« reflekterer Fanny, der forelsker sig i hospitalets orden og i samtlige læger, hun møder. Deres omsorg og grundighed spejler hendes eget forsøg på at skabe mening i det vanvid, der har ramt hendes verden: »Jeg tror jeg skal blive ved med at se og se og blive ved med at forsøge at skille tingene ad.«

Hjemme er kærligheden derimod kaos. Ægtemanden er smuk, begejstret, elskelig, men også en letantændelig fantast med en maniodepressiv diagnose. I sine mørke stunder taler han om selvmord, i lysere mener han sig kaldet til at redde verden – f.eks. ved at købe dyrt ind til at holde bier på altanen. »Jeg ved, at jeg er et geni,« siger han, der mener at være en reinkarnation af Leonardo da Vinci, og fnyser, at »Folk der ved hvem de selv er er nogle indbildske idioter«.

Gradvis går det op for Fanny, at ægteskabet også for hende er en fantasi, et foster af hendes drøm om far, mor og børn. »Måske er det derfor, jeg er blevet bælgøjet, fordi jeg alt for let lader mig overbevise som nu, hvor du er steget op af alt det dynd som Leonardo da Vinci, og et eller andet i mig tror dig, og samtidig ved jeg, at det bringer dig endnu mere ud i tovene, at jeg tror dig, at jeg ikke standser dig i tide. Jeg er medskyldig.«

Drøm om familien

Fanny klamrer sig til sin drøm om familien som hjemsted for både begær og omsorg: »Du kysser mig … hvis bare jeg kunne lade som om, og måske på den måde vinde lysten tilbage. Det ville være godt for børnene,« reflekterer den snusfornuftige hustru og moder, rede til at fake it till she makes it. Men så meget har Fanny lært af sin barndom, at en mor kan blive nødt til at vælge.

Stilfærdigt tegner romanen et billede af de mandlige herskerteknikker, Fanny er oppe imod. Elementært er det komisk, når Fannys mand og far fremhæver deres sublime personlighed – der især kommer til udtryk i druk og rod – og affærdiger kvindernes omsorg for børn og hverdag med ringeagt som »borgerligt, kedeligt, alt det der«, som Charlie udtrykker det, mens ægtemanden er træt af alle Fannys »regler«. Komikken får et ekstra twist, fordi det reelt er forfatteren Fanny, der forener kreativitet og disciplin.

Stoltz holder dog masken og lader tragedien rulle mod enden. Selv da ægtemanden inviterer Fanny med til middag hos et kollegapar, og hun flygter fra det, som de tre andre vidste skulle være et swingerparty, kan hun overse sin ydmygelse og vise empati for ham: »Det var os, du ville give en chance.«

Som om rummer den mest elegante prosa, jeg længe har læst. Stoltz viser længslen, tankerne og panikken bag den facade, som forleder andre til at tro, at smukke kvinder har det nemt. Lange guirlander af bevidsthedsstrøm samles til et ukunstlet og naturligt sprog, og selv nyskabende metaforer ladet med undergang falder på plads, når Stoltz lader Fanny forklare, »at det for eksempel er svært at bevæge sig rundt med et venstre øje, der trækker alt muligt dynd op, som en trawler der flår havbunden«.

Knausgårds autofiktion er en gennemgående reference i samtalerne mellem far Charlie og den voksne Fanny, der erklærer, at: »Hver eneste sætning er gift med mit liv«, men også traditionen fra Tove Ditlevsen og Kirsten Thorup er spillevende i denne roman, hvor Stoltz slår sit navn fast som en af tidens vigtigste prosaister.

I det hele taget er det for vildt, som litteraturen rykker dette forår i en symfoni af markante kvindestemmer. Næsten som om Maja Lucas, Malene Ravn, Kirsten Thorup og nu Kristina Stoltz i deres aktuelle romaner om moderskab og kærlighed var blevet enige om at beskrive en menneskelig nødvendighed: at drage omsorg for det nære liv, netop, når verden vælter.

Der står et overskud af tilgivelse og empati ud af denne roman om at blive bælgøjet af kærlighed. Skal man tro romanen, ved ingen rigtigt, hvad de har gang i, selv om vi alle lader som om.

Kristina Stoltz: Som om. Rosinante. 240 sider. 250 kroner

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig - første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu