Anmeldelse
Læsetid: 6 min.

Betydningen af at være udskiftelig

Kunstudstillinger er ikke et særlig godt format for kulturudveksling. Dette synes at være præmissen for projektet ’SuperSub – on collectivism’, der indgår i festivalen Images 2016. I stedet for at bruge kunsten til at vise andre kulturer er det workshoppens dialogiske format, der dominerer, når fem kunstnergrupper fra Indonesien retter fokus mod medborgerskabets betingelser i dag
Kultur
6. maj 2016
ArtLab.

Den Frie Udstillingsbygning

Under åbningen af udstillingen SuperSub – on collectivism på Den Frie Udstillingsbygning tog jeg mig i at drømme om at have en energisk og oplagt super substitute – for at sige det med udstillingstitlens fodboldudtryk – der kunne komme ind og erstatte mig som den forvirrede og trætte anmelder, jeg var.

Allerede i mødet med udstillingens første rum, indrettet som en workshop om kollektive læringsprocesser med et whiteboard-bord i midten af rummet og tusser, man kunne skrive på væggene med, mærkede jeg frygten for at ikke kunne leve op til udstillingens forventning om aktiv deltagelse i fællesskabets vidensudveksling.

Jeg blev derfor lettet over at finde en lænestol at synke ned i i udstillingens afsluttende ’dagligstue’, hvor jeg uforstyrret kunne falde i staver over en ikke-interaktiv video af et fodboldcomputerspil på en fjernsynsskærm.

Disse forskellige iscenesættelser af former for samvær og fællesskab afspejler ikke blot projektets åbne og noget løse tilgang til spørgsmålet om kollektivitet, det peger også på en interesse for at undersøge såvel de pragmatiske som de politiske betingelser for kollektiv handling og arbejde i dag.

I udviklingspolitikkens tegn

Som udstilling er SuperSub – on collectivism i sig selv en del af et større kollektivprojekt, nemlig kulturfestivalen Images 2016, der i år løber af stabelen for niende gang. Siden starten i 1991 har festivalen bragt kunst og kultur fra Afrika, Asien og Mellemøsten til Danmark.

Images 2016 har i år fokus på visuel kunst og indeholder et ambitiøst program med udstillinger og projekter på 21 kunst- og kulturinstitutioner over hele landet, med cirka 100 kunstnere fra lande, som Danida – den danske stats udviklingssamarbejde – har aktiviteter i.

Festivalen har nemlig siden 1998 været drevet af CKU (Center for Kultur og Udvikling), en selvstændig institution under Udenrigsministeriet, der arbejder med at forbedre »samspillet mellem kultur og udviklingspolitik«, som der står i strategipapiret ’Retten til kunst og kultur’ fra 2013. Som led i regeringens omdiskuterede omprioritering og nedskæring af udviklingsbistanden vil CKU blive nedlagt, og årets Image-festival er nok derfor den sidste.

Der er med andre ord forskelligartede og modsætningsfyldte kulturpolitiske interesser på spil i selve rammesættingen for Images-festivalen, der ud over at give »danskerne viden om kulturer og samfund langt fra Danmark« også indgår i en udviklingspolitisk brug af ’kulturpartnerskaber’ som indgang til de såkaldte ’dynamiske vækstøkonomier’.

At vende logikken på hovedet

Hvis fokusset på den eksotiske og fremmede andethed ofte har taget fokus fra den strukturelle ulighed, der betinger Image-festivalen, har den gentagne kritik af projektets eurocentrisme bidraget til, at festivalen i de seneste år har ændret både sin retorik og praksis. Som noget nyt har Images 2016 for eksempel inviteret en række kuratorer fra projektets fokusland til at kuratere udstillingerne i samarbejde med danske institutioner.

Udstillingen på Den Frie er kurateret af den indonesiske kunstner og kurator Ade Darmawan, som har inviteret seks kunstnere fra fem forskellige kunstnerkollektiver i Indonesien til Danmark: Serrum, Forum Lenteng, Jatiwangi Art Factory, Lifepatch samt Ruangrupa-initiativerne ArtLab og Institut Ruru.

Kunstnerne har været i København siden den 15. april, hvor de har holdt workshops med forskellige aktører i og uden for kunstfeltet i byen, og det er resultaterne af disse møder og udvekslinger, som danner rammen for udstillingen.

Snarere end at udstille indonesisk kultur for et dansk publikum, fremstår SuperSub som et forsøg på at vende Images-festivalens eksotiserende magtforhold på hovedet, idet de indonesiske kunstnergrupper bruger deres egne arbejdsmetoder og kortlægningsstrategier til at undersøge aspekter af den danske æstetiske og politiske kultur.

Det Jakarta-baserede kunstnerkollektiv Serrum har for eksempel inviteret den danske selvorganiserede kunstskole FUKK (Forenede Uafhængige Københavnske Kunstnere) til en såkaldt Kurikulab, et workshop- og diskussionsformat om alternative uddannelsesstrukturer, som gruppen har arrangeret i andre kontekster tidligere.

Sporene af dette møde er synlige i de nærmest ulæselige notater på det store whiteboard i udstillingens første rum. Selv om publikum inviteres til at fortsætte samtalen ved at skrive på væggene, hvad vi gerne ’vil lære’, og hvad vi gerne vil ’lære væk’, forbliver det en noget tom gestus, da det tydeligvis er workshoppen med FUKK, som ligger forud for udstillingen, der har haft kunstnernes prioritet.

Modstandsgestus

Kunstnergrupperne ArtLab, Lifepatch, Forum Lenteng og Jatiwangi Art Factory har på deres side alle holdt workshops med personer tilknyttet det uafhængige medborgerhus for asylsøgere og flygtninge i København, Trampolinhuset, samt udstillingsstedet CAMP (Center for Migrationspolitisk Kunst).

Lifepatch fra Yogyakarta, der er kendt for sine innovative interaktionsdesignprojekter, har bygget små analoge ’robotter’ i samarbejde med asylsøgere. I galleriet står de små, ubrugelige plasticmaskiner i en lille indhegning i træ som en metafor for det stillestående lejrliv, asylsøgerne bliver tvunget til at leve i.

Den Jakarta-baserede medieaktivistgruppe Forum Lenteng viser på en række skærme uddrag af sit snart 10 år lange arbejde med at udvikle modeller for medborgerjournalistik i Indonesien, der kan hjælpe folk til at fortælle om problemer og udfordringer i hverdagen.

Videoerne fra disse såkaldte akumassu-projekter fra Indonesien er ikke let tilgængelige, hvis man ikke har udbredt kendskab til konteksterne, da det netop er det lokale netværk, de henvender sig til. Ifølge udstillingens vægtekst har Forum Lenteg planlagt at arbejde med Trampolinhuset om et lignende akumassu-program med husets brugere.

Om det er Forum Lenteng, som har produceret den lille film fra Trampolinhuset, der viser Jatiwangi Art Factorys Claynialism-workshop, er uvist, eftersom der ikke er mange værkbeskrivelser at navigere efter på udstillingen.

Jatiwangi Art Factory har flere store installationer med på udstillingen, heriblandt et minimuseum over landsbyen Jatiwangis traditionsrige ler- og teglstensproduktion, som en lille video på en iPad viser er truet på grund af infrastrukturelle udbygninger af blandt andet en lufthavn i området.

Mens Claynialism-projektets fokus på jordens værdi og betydning i en indonesisk kontekst indgår i kampen for, at teglstensproduktionen skal overleve, fungerer projektet i København snarere som en allegori over tilhørsforhold i en bredere forstand med vægt på retten til at høre til på steder hvor man ikke er født eller opvokset.

I Claynialism-videoen fra Trampolinhuset møder vi forskellige mennesker, der former små figurer i ler fra Jatiwangi af ting, de savner i livet. Disse små figurer er udstillet i en montre sammen med en kontrakt med sætninger som »this feeling of longing is very hard to verbalize with words. I’m connecting this longing with clay to be more organic, comfortable, and happy«.

Denne lettere romantiske og nostalgiske modstandsgestus mod den globale kapitalismes fremmedgørende maskineri finder vi også i den Jakarta-baserede kunstnergruppe ArtLabs Vertical Village-projekt, der kortlægger forskellige personers tilknytning til steder i København.

Resultaterne fremkommer delvis gennem fragmenter af fortællinger, der er spredt ud over væggene i udstillingen, og dels gennem udstillede kort af København, hvor folk har klistret piktogrambilleder af betydningsfulde steder og hændelser på kort over byen. Disse kort fungerer mest af alt som fodnoter til, hvad man må formode har været en serie kollektive samtaler om, hvorledes man kan finde mening og betydning i byens hektiske urbane rum.

Tydelige magtstrukturer

Følelsen af at være ankommet for sent til at deltage i udstillingens iscenesatte kulturmøder er på mange måder symptomatisk for projektet som helhed. For med sin rodede installering og ret forvirrende formidlende rammesætning fremstår den ikke synderlig interesseret i at tækkes et klassisk galleripublikum, inklusive kritikere som mig.

Og selv om dette gør udstillingen både frustrerende og forvirrende at beskæftige sig med, er det også dét, der paradoksalt nok gør den interessant. For det er nok denne følelse af at ikke være udstillingens intenderede publikum, der bedst forklarer udstillingstitlens henvisning til fodboldbegrebet super substitute, der bruges om spillere, der sættes ind i kampen for at ændre spillets retning.

SuperSub’s game changer kan synes at ligge i udstillingens forsøg på at erstatte prioriteringen af det vanlige slæng af kunstinteresserede Image-festivalgæster med folk, der normalt er udgrænset fra forestillingen om det danske kollektiv: asylsøgere og flygtninge, hvis betingelser for at fungere som medborgere i samfundet – såvel som på festivaler som Images – er begrænset af asylsystemets politiske forhindringer, når det kommer til økonomi, bevægelsesfrihed og rettigheder mere generelt.

SuperSub forstyrrer med andre ord forestillingen om, at gallerirummet kan agere som en åben og tryg arena for ’kulturmøder’. Ved netop at ikke invitere det ferniseringsglade publikum ind i samtalen på samme præmisser som workshopdeltagerne fra Trampolinhuset og CAMP formår udstillingen at gøre magtstrukturerne, som organiserer, hvorledes stemmer og kroppe ankommer til festivaler som denne, tydelige.

Følelsen af at være udskiftelig, og næsten overflødig, er interessant at mærke for de af os, der ellers er vant til altid at blive inviteret ind i selskabet. Følelsen af eksklusion er central for enhver forståelse af kollektivitet og kollektivisme.

’SuperSub – on collectivism’, kurateret af Ade Darmawan, Images 2016, Den Frie Udstillingsbygning. Indtil den 5. juni

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her