Læsetid: 5 min.

Digte må gerne lugte af hud

Pia Tafdrups nye bog indfanger via næsen hele verdens mangfoldighed, som, må vi inderligt håbe, aldrig kan spoleres af menneskenes nederdrægtighed
10. maj 2016

Pyha, det var immervæk noget af en digterisk satsning, Pia Tafdrup foretog, da hun i 2014 udsendte Smagen af stål som første bind i en serie på hele fem, som ambitiøst skulle favne samtlige menneskelige sanser.

Med til planen hører ovenikøbet et valg af fælles kræsent layout og en gennemgående komposition, hvor digtene kommer i ni klynger, ordnet efter stof eller stemning. Dog, nu hvor vi også har andet bind, ser satsningen ud til at kunne give bonus.

Med Lugten af sne er hun nået til næsen og har, må man sige, i sandhed fordybet sig ikke bare i lugtens og duftens, men også i stankens og hørmens rige uendelighed af variationer. Karakteristisk for både bredden og stemningsrigdommen er et digt, hvor hun i otte otte-linjede strofer raser over mænd, som pisser i det offentlige rum, for så at slutte af således: »Jeg puster langsomt ud, gisper efter luft, / forpester muligvis verden med disse linjer«!

Sansernes samspil

Overordnet kan man konstatere, at der i Lugten af sne heldigvis er meget mere lugt, end der var smag i Smagen af stål. Poeten er gået grundigt og omhyggeligt til værks, og det er lykkedes hende at skabe en helhed, som man med fryd kan gå vild i, fordi den formelig emmer, ikke kun af dannet visdom, men også af håndgribelig sansning. De enkelte digtes duftspor bølger som et ekko i luften.

Hovsa, hvad skete der her? Det var da vist eksempler på det, man kalder synæstesi, altså at et indtryk billedliggøres ved indlån af betydning fra et verbalt register, som knytter sig til en helt anden sans, som når Pia Tafdrup i et af bogens digte taler om »lugten af æblers bump«. Dette æstetiske greb har været hyppigt anvendt sådan ca. fra Jacobsen og frem, og det var en uundværlig del af Sophus Claussens kæmpestore udtryksregister.

Selv brugte Tafdrup det i 1981 i titlen på debutbogen, taget fra et menstruationsdigt, hvor det konfuse, klodsede jeg pludselig genkendte »lugten / når der går hul / på en engel« – et billede, der på én gang aktiverer næsen, følesansen og synet.

Åndedræt og ånd

Når netop synæstesi eller samsansning spiller så vigtig en rolle, hænger det sammen med, at teknikken, brugt med talent, kan videregive en oplevelse af fænomenernes indbyrdes sammenhæng og af menneskenes intime forbundethed med verden.

Vi er jo så at sige hjemfaldne til lugtesansen, for trækker vi ikke vejret, så dør vi, og når vi uvilkårligt fornemmer lugte og dufte, er det netop, fordi vi drager ånde og gennem åndedrættet indfældes i verden. Herfra er der for Pia Tafdrup ikke langt til at opsøge menneskets hele åndelige dimension, men vel at mærke samtidig konstant forankre ånden i kroppen:

»Rum af luft ånden ind og

pustes ud igen,

når ordene mumles,

de er indånding og udånding,

bliver rytme, betydning,

lyd af blod, hvirvlende

dervisher«

hedder det i »Lugten af bøger«, som stofmæssigt handler om gamle biblioteker, men tematisk indkredser selve litteraturens væsen, det at bøger kan ånde i den læsende.

Tilbage og ned

Meget sigende gyser forfatteren i et digt ved udsigten til, at digitale duftgeneratorer i fremtiden kan formidle f.eks. parfumers nuancer via internettet. Nej, erklærer hun, »sender du en bouquet af den vin, / du har åbnet, elskede,/ kommer jeg hellere og slår mig ned ved dit bord / end lader mig nøje med en duft-impuls, / hvor kærligt den end er tænkt.«

Noget af det herligste ved det opulente duftkatalog, som Pia Tafdrup har udformet, er, at det gang på gang bringer én tilbage til og ned til noget basalt. Jeg må genkalde mig lugten af ozon, inden regnen endnu er faldet, eller duften af hæg, inden jeg er nået hen til busken.

Jeg bliver mindet om, hvorledes lugten af råd fortæller mig, at den mad er fordærvet, og husker på, hvad jeg har hørt, at de overlevende efter et jordskælv må bruge lugtesansen, når de i ruinerne leder efter ligene af deres kære. Jeg erindres om min urhjernes vågne agtpågivenhed, når der med ét lugter brændt, og om mit instinktive, dyriske ubehag ved visse personers kropslugt eller ånde.

Pia Tafdrup fortæller skam også historier! Om den døde mus under gulvet, der først blev fundet bagefter, men spolerede nogle udenlandske gæsters visit (For hvem var det, der stank – dem eller os?). Om hendes mor, der spækkede sin madlavning med hvidløg, for at datterens syrlige ånde skulle skræmme de lokale drenge væk.

Eller om dengang, hun selv som yngre digter sad fuld af forhåbning på et kloster i Syden, men var så gravid, at hun bare måtte brække sig i stråler over al den fennikel, som i den bedste mening blev puttet i maden (»Kvalme – et flashback«).

Karakteristisk er også scenen i flyet, hvor en mandlig medpassager spørger, om han mon må lugte til hendes hænder, fordi den kinesiske creme minder ham om hans kone. Og nul putte, det bliver trods alt en tak for intimt, »han krænker min sfære, har ingen ret / til at nærme sig min duft, / skønt jeg åbenbart deler den / med hans kone lige såvel som / blodets susen under huden.«

Ak ja, dér kom så endnu et eksempel på synæstesi, her en kombination af følesans og hørelse med duft. Jeg begynder allerede så småt at glæde mig til Pia Tafdrups tre udforskninger af øjne, ører og hud. Men hun får søreme svært ved poetisk at overgå sin hyldest til næsen.

Man har i den mere skeptiske sektor af Tafdrup-kritikken undertiden gjort et stort nummer ud af at problematisere dels hendes hang til rummelige abstraktioner, dels hendes umiskendelige svaghed for patos, ligesom man har rynket på næsen over hendes undertiden lidt for udsøgte eller decideret søgte metaforik.

Hertil er, tror jeg, blot at sige, at en Tafdrup uden almengørende favntag, højtidelig åndelighed eller ciseleret billedsprog er som en maltwhisky uden røg, et blødkogt æg uden det mindste spor af svovl eller for den sags skyld sex kemisk renset for lugten af sved.

Frem for at bede hende skrive tekster efter tidens mode eller den enkelte kritikers hoved burde man glæde sig over, at vi i Danmark har en poet med et så vidt globalt udsyn og en så solid traditionsbevidsthed samt – og dette er fuldstændig afgørende – med en så nysgerrig og tilsyneladende fuldstændig ubesværet adgang til en sand mangfoldighed af verbale og stemningsmæssige registre.

Encyklopædisk rigdom forenes i hendes nye digte med en subjektiv indsigt i, hvorledes ånden går i kroppen, og omvendt. Og omvendt.

Pia Tafdrup: ’Lugten af sne’. Digte. 152 s. Kr. 199,95. Gyldendal. Udkommer tirsdag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu