Læsetid 3 min.

Først dør man fysisk, så bliver man tiet ihjel

En ny bog om sorgen over at miste sin syvårige søn til kræft leverer en krads kritik af vores dødsforskrækkede samfund, hvor spiritualitet ses som fornuftens fjende, og rationalisme fortrænger en hver form for tro
Det kræver rammer og ritualer at leve med de døde, og det er en mangelvare i det danske samfund. Så Esben Kjærs familie har opfundet sine egne. De har bygget et husalter for Sebastian i gangen med et indrammet fotografi, røde roser, en Madonna-statue, et ægyptisk bronzekors og små levende lys.

Det kræver rammer og ritualer at leve med de døde, og det er en mangelvare i det danske samfund. Så Esben Kjærs familie har opfundet sine egne. De har bygget et husalter for Sebastian i gangen med et indrammet fotografi, røde roser, en Madonna-statue, et ægyptisk bronzekors og små levende lys.

Lars Just
18. maj 2016
Delt 1443 gange

Døden har trange kår i Danmark. Selvom den hellige treenighed af sekularismen, individualisme og rationalisme, som hersker her til lands, både har forlænget og forbedret tilværelsen for milliarder af mennesker over hele verden, har den også haft en pris: Vi er blevet himmelråbende dårlige til at forstå livets store spørgsmål – ikke mindst døden.

Den nye bog Min usynlige søn af P1-journalisten Esben Kjær (tidligere økonomiredaktør på Politiken, New York-korrespondent for Berlingske og fuldmægtig i Finansministeriet), er en hjerteskærende beretning om tabet af familiens syvårige søn, Sebastian. Det er på én gang en personlig fortælling om en afgrundsdyb sorg og en væsentlig påmindelse om den pris, vi alle betaler for de sidste par hundrede års kontinuerlige nedbrydning af vores spirituelle forståelse af døden.

»I Danmark dyrker vi ikke de døde – i stedet fejer vi dem ind under gulvtæppet,« skriver Esben Kjær og beskriver sin egen forbavselse, da en perifer bekendt til et selskab spøger: »Hvordan klarer du og Kirsten jer egentlig efter Sebastians død?« Ikke fordi spørgsmålet er upassende – for det er det ikke – men fordi så få mennesker tør stille det. I Danmark taler man ikke om døden. Man fortrænger den; gemmer den væk bag hospitalsmure, hos bedemænd og i anonyme institutioner.

Først dør man fysisk, så bliver man tiet ihjel.

Tro er fornuftens fjende

Det er nu ikke længe siden, alle danskere havde et konkret forhold til døden. I 1850 omkom 15 ud 100 spædbørn kort efter fødslen, og alle kendte nogen, som havde mistet. Der var flere dødsritualer dengang: Udsyngning, lighalm, ligbåre og begravelser over flere dage.

Men på få årtier har vi renset både det private og det offentlige rum for dødens ritualer. Vi har vænnet os til at se spiritualitet og tro som humbug, der står i modsætning til den rationelle livsform, vi har bygget de liberale demokratier op omkring. Tro er blevet fornuftens fjende i et binært nulsumspil, hvor vi højest kan bevilge religionen en plads som tom ornamentik. Det har ændret vores forståelse af døden.

Døden er blevet underlagt fornuften og videnskaben. Døden er blevet en biologisk realitet; en demografisk udvikling; en psykologisk proces med stadier og reaktioner.

Problemet er bare, at videnskabens konkrete svar på dødens abstrakte spørgsmål ikke slår til, når man sidder alene i stuen og stirrer tomt ud i luften efter en begravelse.

Esben Kjær går helhjertet i brechen for tro og spiritualitet – der er mere mellem himmel og jord, mener han, og bogen er en krads kritik af tidens mest missionerende religion: ateismen. Han skælder også retmæssigt ud på folkekirken, som ikke formår at være det eksistentielle lyspunkt i den kolde fornufts mørke, som man kunne forvente. Kirkens aflåste døre og fremmedgørende gudstjenester giver hverken de sørgende trøst eller svar – og man kan ikke engang få lov til at tænde et lys for sine elskede i kirken, sådan som man gør i katolske kirker. Hvorfor dog ikke?

Andre kulturer har et rigere og friere forhold til døden: I jødedommen sidder man shiva for sine døde og fremsiger daglige bønner. I Mexico fester man på De Dødes Dag. Maorifolket laver haka’er.

De døde forsvinder ikke

Den vigtigste lektie i Min Usynlige Søn er, at sorg ikke går over – og det skal den heller ikke. Sorg er ikke psykologiske faser, som terapi og tid kan afhjælpe. Man skal ikke ’komme videre,’ som velmenende mennesker kan finde på at sige.

»Det handler om at omforme båndene til den døde – ikke om at afvikle dem,« skriver Esben Kjær. »De døde forsvinder ikke. De bliver en transformerende kraft.«

Hans søn er død, men ikke væk. Han lever videre som »en energi,« i de efterladte – familien taler ligefrem om Sebastian som »en engel.« Han er ikke bare et langsomt visnende minde og en veloverstået sorgproces, han er en levende kærlighed, som guider familiens liv. En rollemodel.

Esben Kjær skriver, at han dagligt bruger energien fra sønnen til at være den bedst mulige version af sig selv – en person som Sebastian kan være stolt af.

Det kræver rammer og ritualer at leve med de døde, og det er en mangelvare i det danske samfund. Så Esben Kjærs familie har opfundet sine egne. De har bygget et husalter for Sebastian i gangen med et indrammet fotografi, røde roser, en Madonna-statue, et ægyptisk bronzekors og små levende lys. Esben Kjær går selv med to halskæder, som dagligt minder ham om sønnen, og han er blevet en ivrig yoga-dyrker.

Pointerne i Min usynlige søn er både væsentlige og dybe, og så gør det ikke så meget, at læseoplevelsen skæmmes af for mange banale metaforer om livet som et oprørt hav og sindet som en kano.

Ingen undslipper sorg og død. Vi skal alle herfra, og enhver, som elsker, vil på et tidspunkt sørge. Og det skal vi give mere plads til.

Esben Kjær: ’Min usynlige søn’, 206 sider, Gyldendal, 212 kroner.

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Niels Nielsen
    Niels Nielsen
  • Brugerbillede for Niels-Simon Larsen
    Niels-Simon Larsen
Niels Nielsen og Niels-Simon Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Niels-Simon Larsen
Niels-Simon Larsen

Jeg synes, at man skal skelne mellem døden i almindelighed og tabet af en elsket.
Der er ingen grund til at blande ateisme, tro på guder og spiritualitet ind i det, tab er tab.
Døden har en mening i naturens store sammenhæng, men opleves som meningsløs for den, der rammes. Vi kommer aldrig frem til at sige, at tabet af den elskede var en god ting, ligemeget hvor fint den føjer sig ind i et årsags/virkningsbillede. Vi vil ikke miste, basta. Vi vil holde på det, der er os kært, og det gælder for ateisten som enhver anden. Tro på en gud ændrer ikke tilværelsens grundvilkår, selvom det kan ændre noget inden i en selv. Man kan stille forskellige trosmodeller op, men hvorfor ikke bare holde sammen og være noget for hinanden? Der er masse at tro på foruden guder. Man kan tro på fællesskabets betydning af mennesker, der hjælper hinanden, og gør man det, betyder det jo intet, om man gør det som ateist eller spiritualist. Hvad skulle forskellen være?

Robert Ørsted-Jensen, Torben K L Jensen, Niels Nielsen og Christian de Thurah anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Else Marie Arevad
Else Marie Arevad

Det vil altid føles unaturligt for forældre at miste et barn. Vi er indstillet på at miste vores forældre før eller siden, men vi kan ikke acceptere, at døden kan ramme et af vores børn.
Venner og bekendte vil gerne hjælpe, men ved ikke hvordan. De vil ikke være anmassende og ved ikke, hvordan de sørgende forældre vil reagere, hvis de spørger, som en "perifer bekendt" gør her.

Robert Ørsted-Jensen og Niels-Simon Larsen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Sabine Behrmann
Sabine Behrmann

Smerten ved tabet af et barn bliver ikke mindre af, at man har en gud at bede til. For hvad har man gjort, at denne gud nu straffer én (og barnet) så hårdt?

Brugerbillede for Robert Ørsted-Jensen
Robert Ørsted-Jensen

Hvis Esben Kjær har brug for en spirituel forklaring, eller mener at en sådan hjælper ham og moderen med at komme over sorgen, så er det godt. Men det er hans private anliggende og han burde holde sig for klog til at gøre det til et samfundsanliggende. Folks tro, er ikke og bør aldrig igen gøres til et samfundsanliggende. Det er derimod samfundets opgave at respekterer og gøre plads til privat dyrkelse af den slags følelse og opfattelser.

Brugerbillede for Robert Ørsted-Jensen
Robert Ørsted-Jensen

Det er trættende som det er kommet på mode at gøre samfundets ansvarlig for folk religiøse eller spirituelle følelser

Brugerbillede for Robert Ørsted-Jensen
Robert Ørsted-Jensen

Jeg og samfundet som sådan har ikke mere brug for Esbens spirituelle følesesliv end vi har for alle andre religiøse overbevisningers. Vi kan og bøer respektere sødanne følelser og forklaringer, men vi kan og skal ikke tage ansvaret for dem ellwer påbegynder opbyggelsen af en eller anden ny statsreligion (det er galt nok at vi har en folkekirke)

Brugerbillede for Poul Petersen
Poul Petersen

Jeg vil lige gøre ophævelser over et afsnit i anmelderens kommentar, hvor det hedder:

"... på få årtier har vi renset både det private og det offentlige rum for dødens ritualer. Vi har vænnet os til at se spiritualitet og tro som humbug, der står i modsætning til den rationelle livsform, vi har bygget de liberale demokratier op omkring".

Nu ved jeg ikke, hvem dette "vi" er, men jeg oplever da en opblomstring af spirituel søgning og praksis de sidste par årtier. Weekendavisens Lone Frank refererer således fra en fælles session i Bella Center om mindfulnees med Jon Kabat-Zin omfattende næsten seks hundrede mennesker alle på medbragt yogamåtte. Forsigtigt vurderet ville der for ti år siden være kommer 30.

Brugerbillede for Sören Tolsgaard
Sören Tolsgaard

Ateister er ofte temmelig enige om, at folk gerne må dyrke deres spiritualitet, bare de selv og det offentlige rum ikke belemres med det.

Mange religiøse vælger bl.a. derfor at holde lav profil, hvilket har medført, at man i spirituelle kriser kan føle sig rådvild og isoleret. Artiklens pointe er klar nok, og som forventeligt følger en række kommentarer, der afviser problematikken eller kommer med velmenende råd, som er overfladiske ift. den konkrete problemstilling.

Samfundet har nogle tilbud, præsten, psykologen og psykiateren, men det koster naturligvis, og sidstnævnte satser nu mest på at fortrænge sagen med piller. Det synes dog relevant at erkende, at situationen kan ramme hårdt, og at der ligesom ved fysisk sygdom kan være et konkret behov for en social indsats.

Det er ikke nødvendigvis sagen blot at holde sammen, at tro på fællesskabet, at hanke op i hinanden og så ellers komme videre. Især når mindreårige dør, kan de efterladte føle stort behov for eksistentielle overvejelser, som der må gives mulighed for.

Tror man overhovedet ikke på et efterliv, er sagen måske mere enkel, men troen på et videre forløb er jo mange steder i verden det grundlag, som vedligeholder en stærk forbindelse med den afdøde, der opleves som en dialog. En dybere indsigt kan muligvis afdække, at det ikke handler om en straf, men om langtrækkende årsager og virkninger, som det faktisk er muligt at finde en mening med, ikke mindst i lyset af et efterliv, hvor de dyrekøbte erfaringer danner basis for en øget forståelse også for andres lidelser.

Jeg synes ikke ateister er berettiget til at nægte andre at tilkendegive eller argumentere for en sådan indstilling, der kan være fuldtud lige så berettiget som ateistisk forkyndelse. For nogle kan en dybere indsigt i sådanne spørgsmål måske netop være den faktor, der kan forløse en uklarhed eller en fortrængning, overvinde den konfliktsky stemning, der som anført i artiklen er den alment udbredte.

De spirituelle behov, som nok i stigende grad vil vise sig, tilfredsstilles dog ikke nødvendigvis af kurser i mindfulness. Sådanne kurser koger suppe på buddhistisk spiritualitet, men har ofte kommercialiceret konceptet til en sekulær teknik, som nok kan øge præstationsniveauet på arbejdspladsen, men måske ikke hjælper eller tværtimod kan forstærke en krise omkring de mere eksistentielle livsvilkår.

Brugerbillede for Robert Ørsted-Jensen
Robert Ørsted-Jensen

Der er sgu ingen der nægter eller forhindre dig i at give udtryk for din tro Søren - siden hvornår er dine indlæg blevet censureret. I øvrigt anser jeg ikke migselv som værende ateist. Men jeg tror ikke og vil bare ikke ha guder over mig. ;-)

Brugerbillede for Sören Tolsgaard
Sören Tolsgaard

Robert: Du nægter mig det vel ikke, men dit og andres indlæg viser med al ønskelig tydelighed, at det er en udbredt holdning at afvise problemstillingen med et skuldertræk, det er en privatsag, der ikke kommer samfundet ved, osv.

De efterladtes bevidsthed om døden og hvad dette indebærer, får de røde lygter til at blinke og ellers empatiske og hjælpsomme mennesker vikler uden om. Jo mere udbredt denne indstilling bliver, jo værre stillet er det menneske, som uforberedt står i en sådan situation.

Bevidsthed om døden er ikke forbudt, men i høj grad tabu, den afvises af modernitetens normer, som kræver en nem og bekvem løsning, som regel tavshed og fortrængning. Men piller kan man da heldigvis få, og så hurtigt i gang igen!

Brugerbillede for Jan Weis

Oh, du store disputator, Sören Tolsgaard.

Døden er ikke en begivenhed i livet: Vi oplever ikke døden. Og derfor, i denne forstand, har livet ikke nogen ende. – Wittgenstein.

Kan denne dybe filosofiske erkendelse ikke aftabuisere begrebet ’død’ og få dig til at konkludere, at ’døden’ kan du ikke sige noget fornuftigt om, og om det, hvorom du ikke kan tale, må du som bekendt tie … ;-)

Brugerbillede for Sören Tolsgaard
Sören Tolsgaard

O, Viise Weis, tusind tak for et rettidigt hold-kæft bolsje, helt uden sukker, men med agnostiske aromastoffer og et strejf af katolicisme. Ikke blot kvinder, men alle mentalt mindre bemidlede bør naturligvis tie, når skolemesteren holder foredrag i inderkredsen.

Wittgensteins wienerklassiske hestekur er dog ikke nødvendigvis den bedste til livstruede børn og deres pårørende. Du ved, svage sjæle har behov for mentale krykker. Vi kan jo ikke alle være lige så skarpe som akademikerne i Cambridge. Lad dem dog høre lidt om Jesus, måske eventyret om den lille pige med svovlstikkerne, eller hvad ved jeg.

Vi behøver vel ikke ligefrem at gennemtrumfe den nyttemoralske neodarwinisme i alle afkroge af et lidende sind. Lad dem dog få deres opium, blot vi i stilhed har fuld kontrol, så de blødsødne tendenser ikke griber om sig.

Brugerbillede for Robert Ørsted-Jensen
Robert Ørsted-Jensen

Ja men Sören, at "afvise en problemstilling"? Vel det er vores demokrtiske ret at afvise enhver problemstillimng vi ikke mener udgør et problem, er relevant i en offetnlig debat, eller indeholder elememnter vi ikke kan tilslutte os.

Men ellers synes jeg at du, og Hr Kjær (som ikke er den eneste i verden der har mistet børn og familie og må leve med det - døden er en premis vi alle må leve med - det er måske snarer sådan at vi har skabt et samfund som afvise den premis) burde fortælle os andre hvad det er i helt konkret forestiller jer samfundet skal foretage sig ud i det spirituelle? Skal vi der tillader os at afvise alt det åndelige censureres? Skal kirken og gud tilbage i magthaverens stol? Hvad er det i gerne så ske?

Brugerbillede for Sören Tolsgaard
Sören Tolsgaard

Robert Ørsted-Jensen -

Tal endelig frem, men det falder mig for, at der her er behov for andet og mere end sekulær puritanisme, hvilket puritaneren så kan gå i en stor bue udenom.

Jeg forstår godt, at det er svært at finde ord. Og skal der siges noget, formår de intellektuelle sværdslag intet godt. Så foretrækker jeg blandt de germanske fyrtårne Goethe, som styrkede troen på evig genkomst og fælles skæbne:

Det liv er tomt som sig til nuet vier
som selv forvirret kun forvirring bringer
hvor hver kun vil sit eget, og befrier
for lænken sig hvormed han andre tvinger
da er det bedre dog at læben tier
mens ånden jævnt og stille sig bevinger
i går bli'r ej i dag, men af æoner
som synker, stiger evighedens troner

[Nuet og Evigheden, 1820]

Hospicer, hospitaler og lidende mennesker har ligeså lidt glæde af Wittgenstein, som en svane af Newtons teorier. Den hæver sig trods alt over tyngdeloven, som Fugl Fønix hæver sig over asken, båret af en uendelig trang til frihed.

Brugerbillede for Robert Ørsted-Jensen
Robert Ørsted-Jensen

På mig virker Kjærs argumentation og ønske om ny spiritualitet snarere som en form for udvidelse af den dødbenægtelse som er blevet så udbredt. Vi accepterer ikke længere døden som præmis for vores liv og eksistens. Det er noget galt når den kommer. Vi er blevet dødsformægtere. Vi ser det i reklamer for superanoation og livsforsikringer. Det fører sug frem som om man kan købe sig til et evigt liv. Et dybt usundt forhold til sin egen eksistens. Vi er dødelige derfor er vi. Uden døden er vi ikke.

Brugerbillede for Robert Ørsted-Jensen
Robert Ørsted-Jensen

I øvrigt er vi Ikke Sören så uen inge hvad angår en - i mangel af bedre ord - den mulige "åndelige" dimension til tilværelsens mysterium. Der hvor jeg stiger af er der hvor vi med djævlens vold og magt skal have staten og hele samfundet involveret i vores private overvejelser og opfattelser. Det er ikke alene usundt det er en dørdsensfarlig tankegang. Religiøse opfattelser gør nemnlig ikke folk mere omgøngelige og mindre krigeriske. Uanset hvad der står og anbefales af "evangelierne" så medfører religiøsitet, åndelig stræben etc etc altid med sig den selvhævdende, bedrevidende og rethaveriske opfettelse i hvis hæl vi altid så krig, massemord og ødelæggelse. Religion er lige som andre ideologier - nationalisme, Platons drømme om det oplyste diktatur, nationalisme, fascisme og såkaldt "kommunisme", altid det samme med sig, målet helliger midlet, inkvisition og massemord.

Brugerbillede for Sören Tolsgaard
Sören Tolsgaard

If I die young, bury me in satin
lay me down on a bed of roses
sink me in a river at dawn
send me away with the words of a love song

Lord make me a rainbow, I'll shine down on my mother
she'll know I'm safe with you when she stands under my colors
and life ain't always what you think it ought to be, no
ain't even grey, but she buries her baby

The sharp knife of a short life, oh well
I've had just enough time

If I die young, bury me in satin
lay me down on a bed of roses
sink me in a river at dawn
send me away with the words of a love song

Lord make me a rainbow, I'll shine down on my mother
she'll know I'm safe with you when she stands under my colors
and life ain't always what you think it ought to be, no
ain't even grey, but she buries her baby

The sharp knife of a short life, oh well
I've had just enough time

https://www.youtube.com/watch?v=qxhpbrJRDhw

Brugerbillede for Robert Ørsted-Jensen
Robert Ørsted-Jensen

Men Sören men alle deres smukke sange om the Lord og God, hele biblebæltet etc etc, har sgu da ikke gjort USA mindre krigerisk har det?