Læsetid: 7 min.

Forvirringens kunst

Det er nærmest umuligt ikke at føle sig dum og forvirret i mødet med værkerne på Jacob Fabricius’ kuraterede gruppeudstilling ’iwillmedievalfutureyou4’. Men det er forunderligt opløftende at give slip på drømmen om sammenhæng og mening
Magtsyge mænd og en serie kvindehoveder forsøger at kontrollere verden i  ’iwillmedievalfutureyou4’. Blandt andet i Nadezhda Grishinas videoinstallation ’No-Go Machine’ (2013). Film, 8:00 min
27. maj 2016

»Ægteskabet mellem fornuft og mareridt, som har domineret det tyvende århundrede, har frembragt en stadig mere surreel verden,« skriver forfatteren J.G. Ballard i forordet til bogen Grusomhedsudstillingen fra 1969.

En fotokopi af Ballards forord hænger, som noget af det første man møder, på gruppeudstillingen iwillmedievalfutureyou4, som er kurateret af Jacob Fabricius på Museet for Samtidskunst i Roskilde.

Ballards dystopiske kultklassiker fungerer på mange måder som en god læsevejledning til Fabricius’ udstilling, hvor en gruppe internationale samtidskunstnere, kunstteoretikere og musikere gør deres yderste for at demonstrere, at verden ikke er blevet mindre surreel efter indgangen til det 21. århundrede.

Grusomhedsudstillingen tager afsæt i Ballards erkendelse i 1960’erne af, at selv »science fiction-genrens og tegneseriens vildeste fantasier er blevet hverdagens virkelighed« i en verden domineret af buldrende krigsmaskiner og reklameindustriens kannibalisering af fantasier, drømme og idealer.

Ved at skrive et fragmentarisk, psykotisk tekstunivers frem, hvor skillelinjerne mellem fakta og fiktion sejler, retter Ballards tekstsamling fokus på vigtigheden af at kunne sortere i elementerne, der indgår i samtidens ’fiktionsgullasch’, som han kaldte det. Desorientering fremstår med andre ord som et vigtigt præmis for at orientere sig uden om kapitalismerationalitetens dødelige fiktioner og træde ud på vores »egen oplevelses dybe vand«.

Med udstillingen iwillmedievalfutureyou4 gør Fabricius et godt stykke arbejde med at føre os ud på en sådan oplevelses dybe vand. Kuratoren synes nemlig ikke bare at have hentet inspiration fra Ballards dystopiske science fiction-verdensbilleder i organiseringen af udstillingen, men også forfatterens produktive tilgang til forvirring.

Dette viser sig allerede i udstillingens mystiske hashtag-titel (eller -trussel?). Mens sammenkoblingen af middelalder og fremtid giver en indikation på de alternative tidsperspektiver, som udstillingen kredser om, viser tallet fire, at udstillingen er en del af en serie, der vist nok skal foregå over en periode på 100 år.

Men den nærværende udstilling er tilsyneladende den første i rækken, så man skal ikke stole på kronologi som orienteringsredskab her. I udstillingskataloget, der præsenteres som et værk i egen ret, har Fabricius skrevet ikke mindre end ti forskellige introduktioner til udstillingen, der efter dateringen at dømme er forfattet på forskellige tidspunkter i årene mellem 1956 og 2062 med en enkelt skrevet i december 770-840. Forvirret? Dette er bare begyndelsen.

Nadezhda Grishinas videoinstallation 'No-Go Machine' (2013). 

Mellem riddere og racister

Selv om iwillmedievalfutureyou4 er en gruppeudstilling, er det ingen tvivl om, hvem der er chefen for det hele. Det er kurator Fabricius’ vilde og associative tankebaner, der binder udstillingen sammen i den grad, det giver mening at tale om sammenhæng. Det er nok også Fabricius, der har sat den store glasvitrine i udstillingens første rum i scene, hvor blandt andet Roskilde Museums samling af mønter af alle de konger, der har slået mønt i byen – fra Knud den Store (som regerede 1018-1035) til Christian III (der regerede 1534-1559) – står udstillet på en række produkter fra LEGO’s science fiction-ridderserie NEXO KNIGHTS™. LEGO’s populære ridderunivers er blot et eksempel på, hvorledes middelalderen i stigende grad bruges som en projektionsflade for polariserede og forenklende forestillinger om fortiden, nutiden, og fremtiden.

I LEGO’s fiktive verden får ridderfigurerne hjælp fra den digitale troldmand Merlok 2.0’s magiske kræfter i forsøget på at beskytte det »smukke og fredelige kongerige« Knighton fra de farlige lavamonstre, der truer det.

Men det er ikke bare LEGO, der dyrker ridderkulturen i dag. Tænk bare på interessen for såkaldte borgerværnsgrupper som Sons of Odin, der i foråret forsøgte at holde Danmark ’trygt’ og (race)rent ved at patruljere gaderne om natten med deres sorte vindjakker med vikingmotiver på ryggen.

Det skorter ikke på denne type surreelle møder mellem maskuline middelalderfantasier og virkelighed i dagens mediebillede, og det er vel få, der stadig bliver overrasket over avisartikler, som ’afslører’, at også IS-krigere i Syrien ser afsnit af Game of Thrones for at koble af efter endt arbejdsdag.

Paradokserne står i kø i den måde, middelalderen bruges og sælges som et fascinerende-frygtsomt billede på en præmoderne mørketilstand fyldt med bestialske barbarer og høviske helte, hvor grænserne mellem de gode og onde er trukket hårdt op.

Maskulin håbløshed

Grænserne er derimod langt mere mudrede i middelalderforestillingerne, som vi møder i kunstværkerne på iwillmedievalfutureyou4. Værkerne i rummene i museets stueetage forholder sig da også mere løst til denne tidsfigur, eftersom det snarere er spørgsmålet om fremtidens (u)-mulighedsbetingelser, der dominerer.

Om de nuttede monstre i de små malerier af Chris Bloor og Nathaniel Mellors forsøger at afbilde fremtidige eller fortidige figurer, er ikke let at sige. Noget, som værktitlerne også synes at understrege: »New & Old At-The-Same-Time Dinosaur« (2015-16).

At fremtidsbilleder kan se både nye og gamle ud på en og samme tid, er også noget, der kendetegner Abu Bakarr Mansarays konstruktionstegninger til vidundermaskiner som »The African Witch Aircraft« (2016) og »The Pipe Recharger« (2016).

Mansarays blyanttegninger, der for første gang nåede ud til det brede publikum på Venedig Biennalen sidst år, trækker på afrofuturismens fabulerende kobling mellem afrikansk spiritualitet og science fiction-ikonografi i forsøget på at sprænge rammerne for det tænkbare.

Disse fantastiske konstruktioner får ikke bare LEGO’s ridderunivers til at fremstå firkantet og nykonservativt – tegningernes mørke humor giver også plads til en befriende ambivalens over nutidens dyrkning af at optimere maskiner såvel som kroppe.

Selv om nogle mænd måske drømmer om at eje Mansarays »The Pipe Recharger«, der lover både at forstørre penis og »lade den op«, peger tegningens overdimensionerede våbenpenishoved mest af alt på maskulinitetens skrøbelige og oppustede selvforståelse.

Oppustede mænd dukker også op i Mika Rottenbergs kalejdoskopiske video »Fried Sweat« (2008), som man kan se gennem et lille kighul i gallerivæggen. I Rottenbergs drømmeagtige univers zoomer kameraet tæt ind på den svulmende krop til en mandlig bodybuilder, hvis dryppende sved lander på en rygende varm stegepande og fordufter. Hvor Rottenbergs billede af mandekroppens porøse grænser og lækager henleder opmærksomheden på det håbløse i at fastholde noget i en verden, der synes at være i konstant nedsmeltning, giver Peter Wächtlers video »Untitled (crutches)« (2013) plads til både håbløse mænd og maskulin håbløshed.

I videoen kører en rasende monolog som undertekst til et animationsloop, hvor to krykker forbundet af en lille wire kæmper sig endeløst fremover i et sort rum: »Open relationships. Open my ASS / Everybody knows that except YOU.« Værkets mandlige protagonist udspyer mere eller mindre forståelige kommentarer til en kvinde, der har forladt ham, muligvis på grund af hans udaterede forståelse af, hvordan et parforhold skal være: »What can a man like me do with all this shit?«

Den radikale meningstomhed

Det er heller ikke nemt at vide, hvad man skal stille op med de mange ’degenererede’ mænd og maskulinitetsformer, der kommer en i møde i iwillmedievalfutureyou4 – for at låne et ord fra Nathaniel Mellors’ skulptur »Reliquary Reliquary (Degenerate Cycle)« (2016).

Jeg tænker for eksempel på de liderlige og magtsyge mænd, der forsøger at kontrollere verden – inklusiv en serie kvindehoveder – som var det et spil i Nadezhda Grishinas videoinstallation »No-go machine« (2013). Eller Mellors’ afstøbning af en såkaldt ’neandertalerbuste’, der står på en plexiglasboks, hvori der ifølge værkbeskrivelsen ligger en »malet protese af et kannibaliseret ben«.

Selv om skulpturen minder om Paul Theks radikale voksskulpturer i den indflydelsesrige »Technological Reliquaries«-serie fra 1960’erne, har Mellors’ kannibalske neanderthalermand et langt mere tragikomisk tilsnit, noget det lange sugerør, der strækker sig fra bustens mund og ind i kødstykket i glasboksen under, giver en indikation af.

Mellors’ fascination af det groteske folder sig for alvor ud i de fem episoder fra hans ambitiøse tv-serie-sæbeopera »Ourhouse« (2010–), der er installeret i det store rum på museets førstesal. I denne ’muterede’ tv-serie, som kunstneren kalder den, møder vi en mildt sagt dysfunktionel familie, der bor på en faldefærdig herregård et sted i Storbritannien.

Selv efter at have brugt omkring tre timer i selskab med »Ourhouse«s klamme og mislykkede forfatter-patriark, Daddy, hans voksne sønner, Truson og Faxon, hans unge barmfagre kone Babydoll, og resten af karaktergalleriet, der inkluderer den bogspisende mandsfigur The Object og den digital skærmgudinde Hek, evner jeg ikke at give et meningsfyldt sammendrag af plottet i serien.

Men Mellors synes ikke interesseret i meningsgivende narrativer. Til trods for at fingre klippes af i flæng, og en kvindes hoved bliver åbnet i jagten på ’the stone of madness’, er serien nemlig langt fra dramatisk. Det er plathederne, der dominerer i »Ourhouse«s sammenstilling af middelalderkultur og nutidig britisk arbejderklasseliv, og værket synes mere end noget andet at udforske tilstande af radikal meningstomhed.

Det er umuligt ikke at føle sig dum og forvirret i møde med Mellors værkcyklus, men det er, mærkeligt nok, ret opløftende at give sig hen til følelsen af at blive totalt desorienteret i konfrontationen med noget, der ikke forsøger at fremstille virkeligheden som en meningsfyldt størrelse.

Tilbagetrækningen

Kontrasten er stor mellem Mellors’ karnevalagtige installation og den noget prætentiøse film Future Days (2013) af Agnieszka Polska. Med masker af grov latex bevæger en gruppe skuespillere sig rundt i et dunkelt og drømmende ølandskab, hvor de indgår i opstyltede og affekterede samtaler om kunst og historie, hukommelse og glemsel.

Det annonceres i starten af filmen, at karaktererne er baseret på afdøde kunstnere og teoretikere så som Paul Thek, Lee Lonzano, Bas Jan Ader og Charlotte Posenenske, og at det kun er filmens ’efterverden’, der er fiktiv. Figurerne, der optræder i filmen, er kendte for at have forladt kunstverdenen på dramatisk vis, enten gennem tidlig død, som Thek og Ader, eller gennem demonstrative tilbagetrækninger som Lonzano og Posenenske.

Hvorvidt Polskas film søger at portrættere eller parodiere disse mytologiske kunstnerskikkelser, forbliver uklart. Men det er måske af mindre betydning i en udstilling, der netop lægger op til at lade forvirringen være udgangspunktet for at blive bedre til at sortere mellem de væsentlige og de mindre væsentlige elementer, der indgår i virkelighedens fiktionsgullash.

’iwillmedievalfutureyou4’ kurateret af Jacob Fabricius, Museet for Samtidskunst, Roskilde, indtil 14. august 2016

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu