Læsetid: 5 min.

Gid hun sang lidt mere

Den snakkesalige nabodatter, der kan gribe ud efter det sublime – og fanger det. Dét er Adele. I høj grad også, når hun giver koncert. Fabelagtigt økonomisk og kraftfuld som sangerinde. Hvis bare hun havde været lige så veldoseret i sine talestrømme mellem sangene
6. maj 2016

Jeg vil anslå, at Adele diverterede sit publikum i et udsolgt Forum med omkring 45 minutters tale ude af de to timer og 15 minutter, hendes koncert varede. Det var en del. Faktisk rigtig meget. Egentlig langt over stregen.

Med hendes utvungne væsen er hun elskelig som den snakkesalige servitrice i cafeteriaet i Brighton. Det er vildt hyggeligt at møde en lokal, og man er duperet over, at hun gider bruge tid på én. Men så bliver hun ved. Snart bliver ens fish’n’chips kold, fordi man er for høflig til at afbryde hende. Ungerne – hvis man har sådan nogle – bliver utidige. Og de andre kunder, der gerne vil have noget at spise, bliver irriterede.

Om hun gør, som det passer hende, deroppe på den store scene, er uvist. Men hun virker som stjernen med begge ben plantet på jorden. Som dig og mig. Hun bliver forpustet, når hun skal gå mindre end 100 meter fra hovedscenen og op til podiet i midten af salen. Hun fortæller os, at hun fik et angstanfald, både ud til og tilbage fra podiet.

Hun kommer af arbejderklasse. Vokset op i ni år i Tottenham, London, to år i Brighton, så tilbage til London. Faderen skred, da hun var to.

Som Guardian-skribenten Carole Cadwalladr skrev sidste år, tilsiger Adeles sociale arv ikke, at hun skal være et globalt fænomen, men at hun skal ordne hylder i det lokale supermarked. Hendes cockney-sociolekt er ikke så vild, at den er uforståelig for et dansk publikum (omend måske i passager). Men den er der.

28 år gammel har Adele Laurie Blue Adkins gjort den sociale binding til sin karrieres store katapult. Ingen sælger så godt. Ingen. I slutningen af november efter udgivelsen af sit tredje album, 25, lå hun nummer et på iTunes-albumhitlisten i 110 af de 119 lande.

Forgængeren 21 var det bedst sælgende album i USA i 2011. Og i 2012. Og videoen til singlen »Hello« var den første til at nå over en milliard views på YouTube inden for tre måneder. Nu på vej forbi 1,5 milliarder.

Hun er ikke en perfekt popdrøm, der har forladt sit afsæt (i country-musikken) som Taylor Swift. Hun har holdt fast i sin kærlighed til soul og udgiver ret så konservativ, nostalgisk musik uden videre nymodens tricks. Hun er ikke en atletisk overvældende eller for den sags skyld politisk perfektion som Beyoncé.

Hun synger bare helst om kærlighed, ofte af den ulykkelige – omend på 25 også den lykkelige – slags. Hun er ikke en seksuel, idiosynkratisk og krukket diva som Rihanna. Eller et kønsligt udflydende tegn som Miley Cyrus. Og hun er heller ikke en adfærdsvanskelig eks-teen-stjerne som Justin Bieber. Hun er en kvinde af folket.

Aftenens andet nummer er således hendes første indspillede sang nogensinde, som hun skrev som 16-årig. »Hometown Glory«, om West Norwood i London, hvor hun spenderede nogle af sine teenageår med sin mor. Så er dét på plads. Og det er, som det skal være. Hvis bare hun sang noget mere. I stedet sludrer hun flere gange momentum i koncerten i stykker med sine fans på de forreste rækker.

Så vi gør det sådan her: 1) Jeg anmelder fremførelsen af sangene. 2) Jeg anmelder publikumskontakten.

1.

Hun stiger op gennem gulvet i podiet i midten af salen med hittet »Hello«. Og denne anmelder får gåsehud i sit første live-møde med hendes stemme og hendes varme udstråling. Det både overgivne og givende smil, da hun modtager folkets hyldest. Den store stærke stemme, som hun økonomiserer så fornemt med uden unødige, aristokratiske forsiringer. Samtidig med at ordene forlader hende, som om de må og skal udstødes fra hendes sjæl og krop, fordi de ellers æder hende op.

Lyden i Forum er ganske fin, den er der gjort noget ud af, så vi også kan nyde det store orkester: Et traditionelt rockband, en blæser- og en strygersektion samt korsangere. Og scenografien er stilfuldt enkel. En enorm gennemsigtig skærm, der glider op og i undervejs foran orkestret, og en lige så enorm bagskærm, hvor vi typisk diverteres med knivskarp projektion af dagens helt i skysovs i aktion, gerne i sorthvid.

Således kan man ganske tæt på nyde en dame, der også rent mimisk signalerer indlevelse, uden at det nogensinde bliver sentimentalt eller grædefærdigt. Til tider er det en arbejdsindsats, men den er aldrig mindre end dedikeret.

Da hun vender tilbage til podiet i midten, sker det inde i en gennemsigtig kube med hende selv projiceret op i magnumstørrelse, indtil den løftes og afløses af en ramme af regnvejr (ja!).

Det er på alle leder et strålende og afdæmpet effektfuldt show med fokus på musikken, der kun grånes af, at nogle sange er lige lovlig ordinære – men altid fremføres af en ekstraordinær performer. Højdepunkter: »Hello«, »Rumour Has It«, »Chasing Pavements«, »Someone Like You« og »Set Fire To The Rain«.

2.

Meget passende – og irriterende – slukkes der for kameraerne, mens Adele konverserer sine fans. Passende, fordi det hurtigt bliver tomgang. Irriterende, fordi man gerne vil følge løjerne, når man nu alligevel står der og sveder tran i The Sauna Formerly Known As Forum.

Hun priser København og fortæller, at hun har været med den tre-årige søn i Tivoli, Den Blå Planet og Planetariet. Ikke noget højbrynet finkultur her. Hun elsker Tiger, kan jeg afsløre. En lækker ungersvend og hans mor kommer på scenen. Dernæst et par fyre med fjollede briller. Den ene frier til den anden.

Det er i et intermezzo, der vel varer et kvarter, og al dampen er røget ud af koncerten. Adele er vist ved at tude, da der fries. Det er kært og ofte sjovt, og det er sikkert formålstjenstligt i forhold til hendes image. En forstærkning af en af hendes kernekompetencer: At være i øjenhøjde med sine fans. Men det er respektløst over for hendes kunst.

3.

Som koncertgænger er man så nødt til at æde showet som helhed. Og den amatørisme i forhold til at holde et ordentligt koncertflow, som sludrepauserne signalerer, er måske ultimativt en dyb professionalisme. For de udmejsler med al ønskelig tydelighed den kontrast mellem dagligdag og kunst, der er Adeles værk og væsen.

Naboens datter, der tilsyneladende ubesværet kan gribe ud efter det sublime – og fange det. Hun understreger, at du kan blive til noget andet i kunsten, uanset hvem du er. Også som lytter. Og hun er genkendelsens mester. Du kan ubesværet spejle dig i Adele, for hendes kunst er pivåben.

Hvilket også understreges af folkets fornemme singalong, deres bosættelse i hendes sange, denne aften. »One more time for me,« som Adele siger til det storsyngende folk hen mod slutningen. Hendes omfavnelse er ubetinget. Der er ikke noget at frygte.

Adele – Forum, Frederiksberg, i tirsdags

Vores fotografer var ikke velkomne ved koncerten i Forum, idet et enkelt billedbureau havde eksklusiv ret til at dække koncerten. Derfor vælger vi at bringe anmeldelsen uden foto

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu