Læsetid: 5 min.

Den gode læge

Fascinerende erindringer fra en af Storbritanniens førende hjernekirurger
Hjernekirurgen Henry Marsh rejser i sin erindringsbog spørgsmålet om, hvad livets pris kan, skal og bør være.

Hjernekirurgen Henry Marsh rejser i sin erindringsbog spørgsmålet om, hvad livets pris kan, skal og bør være.

Tom Pilston

26. maj 2016

Indholdsfortegnelsen taler sit eget sprog: Efter forordet kapiteloverskrifter som: Pineocytom. Aneurisme. Hæmangioblastom. Meningeom. Leukotomi. Ependymom. Infarkt … Stavekontrollen er til ringe hjælp, derimod en lægefaglig ordbog.

De nævnte og næsten alle kapitler i erindringsbogen Gør ikke skade, fortællinger om livet, døden og lægekunsten af Henry Marsh, nu pensioneret overkirurg ved et af Londons førende hospitaler, beretter den forunderlige historie om en branche, vi sjældent – lykkeligvis, kan man mene – får indblik i.

Alene ordet hjernesvulst. Henry Marsh funderer flere steder over det forunderlige i, at nogen, han, står og opererer i det organ, der gør mennesket i stand til at operere i samme og tilmed føle glæde, når det går godt, og smerte og sorg, når katastrofen indtræffer.

Man siger gerne, at kirurger begraver deres brølere. I så fald sætter Henry Marsh sine som gravskrift over sine ofre.

Vanedannende

Henry Marsh er ikke en helt almindelig ledende overlæge, men landskendt neurokirurg. I de mest kritiske tilfælde beror beslutningen på ham, han bestemmer indgrebet og dets art og står i spidsen for operationen med mikroskopet rettet ind i den åbnede syge hjerne eller i en truet rygmarv.

Disse indgreb må nødvendigvis i et langt arbejdsliv i dette vanskelige fag blive en blanding af triumf og tragedie og ikke så lidt hverken det ene eller det andet. Spændt ud herimellem lever den gode kirurg, Henry Marsh, sit observante og i øvrigt ret beskedne liv i evig bekymring for, hvad morgendagen bringer af urovækkende tilfælde.

Men også i faglig spænding og ambition om at opnå det næsten umulige. Som Marsh et sted spontant udbryder under en af sine sidste meget komplicerede operationer: Det bliver vanedannende!

Nogle gange – temmelig mange – yder selv en 18-timers operation ingen garanti for, at patienten går rask og glad fra stævnemødet med kirurgien. Svulster i hjernen er som antydet ingen spas; ondartet eller det modsatte rummer væksten af uvelkomment væv i menneskenes neurale kommandocentral nord for hagen unægtelige til tider uerkendte risici.

Med Henry Marsh som kyndig stifinder, der bestemt ikke lefler for læseren, men stiller sine krav til opmærksomhed og koncentration, bevæger man sig ind i dette stadig lidet oplyste, dybt komplicerede område af menneskekroppen, hvor operatørens dygtighed, erfaring, dristighed og udholdenhed umiskendeligt, hvis det skal ende bare nogenlunde godt, må parres med et vist mål af held.

Godt og godt: Få operationer i hjernevæv går i positiv forstand sporløst over den syge.

Evige risici

Hvad der gør Henry Marshs bog så enestående, og det er den og meget læseværdig, er forfatterens oprigtighed og ligefremme tilgang til sin specielle, både frygtindgydende og beundrede håndtering. Hans fortælling, eller fortællinger, handler konkret om patienten, sygdommens diagnosticering, samtalen med den syge, dernæst beslutning, behandling, operation, resultat.

Hvert kapitel drejer sig om et håndgribeligt menneske på kirurgens professionelle vej; en person, som han således enten lempede tilbage til en tilværelse, nogle gange bedre, nogle gange værre – som en naturnødvendighed for dog at redde patientens liv – eller han påførte uforvarende patienten uendelig meget mere lidelse og i sidste ende død i nedværdigende, hjælpeløs smertefuld fortvivlelse.

En lillebitte fejlbedømmelse af et blodkar eller en sene, et uforvarende snit, som kirurgen end ikke selv bemærker i et operationsfelt af uendeligt små afstande mellem det syge og raske, og skaden er sket. Uopretteligt.

Hjernen er ubønhørlig. Intet regenereres, afsnøring af iltforsyningen om så blot i brøkdele af sekunder er tilstrækkeligt til at udløse det finale slagtilfælde; eller det, der endog er værre: slagtilfældet, der hensætter patienten livsvarigt i en seng på hospitalet bogstaveligt talt uden mål og mæle.

Der er gribende øjeblikke hos Marsh. Både når indgrebet lykkes, og når samtalen med de pårørende, som kirurgen trods alle krumspring må tage på sig som en naturlig opfølgning af behandlingen, bliver skueplads for bitre bebrejdelser, sorg og vrede.

Det hænder ikke så sjældent endda, at denne læge græder med sine patienter og med familien, vel vidende at han ikke bør tage arbejdet og smerten med sig hjem. Det gør han alligevel. Oven i de mange bekymringer, og Marsh redegør nuanceret og fuldstændig usentimentalt for følelser og al sin tvivl, ruger vor tids svøbe af visionsfattige administratorer – og over dem resultatorienterede politikere, der presser på nedefter og uden tøven forlanger stadig flere besparelser og endnu flere solstråle-resultater på trods af alle selvskabte odds. Hvor er det nu, man også kender dét fra?

Henry Marsh står i årenes løb med utallige graverende tilfælde, hvor behandling, det vil sige operation af akut livstruende patienter, så godt som sikkert betyder invalidering i maksimal grad. Han rejser her spørgsmålet, hvad livets pris kan, skal og bør være.

Problemet involverer jo i konkret grad patienten, som lægen naturnødvendigt også må tage drøftelsen med. Diskussionen er påtrængende. Hvor går livets grænse i forhold til den tekniske formåen at opretholde det? Spørgsmålet bliver selvsagt ikke bastant besvaret af denne kloge mand.

Blottet for religiøsitet og falsk respekt for livet er læseren dog næppe i tvivl om, at der for Marsh er en grænse for de ufattelige lidelser, man i lægelig ambition bør påføre mennesker for at udskyde det uundgåelige en uge, en måned eller to. Begrebet ressourcer er mange-tydigt.

Vreden

Henry Marsh bliver med mellemrum en meget vred mand og udstiller sin frustration over vilkårene, der, i forhold til hvad der står på spil, til tider antager groteske dimensioner. Hans store ture, og dem tager han nu og da, er dog ikke uden selvironi: ikke desto mindre med stærkt formulerede advarsler til eftertiden.

Velfærdssamfundene, hvis sundhedsvæsener evner stadig mere, er for en politisk øjeblikkelig gevinst i medierne i færd med at dementere og delvis nedlægge sig selv.

I festtalerne vil politikerne det hele og mere til, men i virkelighedens verden er der ikke råd til papir på hospitalslokummerne, medarbejderne rykkes rundt som brikker i en evig strukturel dødedans til glæde for skiftende direktørers karrierepleje med ambitiøse løjtnanter i tåbelige påtvingende stabsfunktioner. Ikke til gavn for andre i en stadig nedadgående fagligt irrelevant spiral.

Skulle det hænde engang, at lokummet brænder, håber denne læser, at der står en Henry Marsh parat iført kalot og operationsudstyr for fodenden af operationsbordet.

Mange af den slags, der ovenikøbet kan skrive, er der nu nok ikke.

Henry Marsh: ’Gør ikke skade. Fortællinger om livet, døden og lægekunsten’. Overs. Jakob Levinsen. 293 s., 300 kr. Forlaget don max

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu