Læsetid: 5 min.

Et godt sted at opbygge og afstive selvopfattelser

Monokultur – yes sir! ’Generation DF’ er en både underholdende og tankevækkende reportageserie
Pigegarde og konfettikanoner er en del af festen, når DFU’erne holder landsmøde, hvor den konstituerede formand, Lucas, går efter at blive valgt. Foto: DR

Pigegarde og konfettikanoner er en del af festen, når DFU’erne holder landsmøde, hvor den konstituerede formand, Lucas, går efter at blive valgt. Foto: DR

13. maj 2016

Jeg vil anbefale alle, der interesserer sig for, hvordan selvopfattelser opbygges og løbende afstives at se Generation DF. Dem, der er interesserede i, hvorfor det politiske landskab i Danmark ser ud, som det gør, kan også med fordel se med.

DR3’s reportageserie om Dansk Folkepartis Ungdom stiller skarpt på ungdomspolitikerne i al deres skråsikkerhed og fællesskabstrang. Fryden over at have et frirum at dyrke nationalismen i, højtideligheden omkring det politiske arbejde og spillets såkaldte regler, fællessangen fra højskolesangbogen og følelsen af, at det hele tjener et højere formål.

Ingen bliver latterliggjorte, men de bliver heller ikke skånet af kameraet. Hverken den forfængelige lokalformand, der landsmødet igennem er besat af tanken om at vinde prisen for årets lokalafdeling, men ender med at stå på handicaptoilettet og binde sin butterfly om, mens man på den usædvanlig velanvendte split-screen kan se prisen blive overrakt inde ved siden af, eller den selverklærede politiknørd og stræber, der kommer til kort i en debatøvelse, fordi hun ikke ved, hvad konflikten mellem Israel og Palæstina går ud på.

I mine øjne er der masser af øjeblikke, hvor det komiske trænger sig på – sammenstødet mellem den store ungdomspolitiske alvor og et tilfældigt medlems dannebrogsslips, eller skrækscenarierne om, at man i fremtiden ikke må pynte op til jul, sige glædelig jul eller spise leverpostej, hvis ikke nogen tager kampen op og forsvarer den slags.

Nervepirrende formandsvalg

Reportageserien følger gennem fem afsnit DFU’erne til intromøde, på talentkursus, dannelsesrejse og juletræf, til debatmøder, kampagnearbejde og mindehøjtideligheder, og det hele kulminerer i et landsmøde. Der skal være kampvalg, og den konstituerede formand, Lucas, nærer et intenst, sammenbidt håb om at blive valgt.

Han overtog posten fra sin kammerat Peter Kofoed, der kom ind i Folketinget. Den vej vil Lucas også gerne, og både arbejdet som formand og som assistent for Søren Espersen er skridt på vejen. Men hvis han taber formandsvalget, er han færdig med det ungdomsparti, der har fyldt så meget i de seneste syv år af den 21-årige jurastuderendes liv. 

Al den vågne tid, Lucas kan mønstre ved siden af studierne, bruger han på DFU, som hans kæreste også er aktiv i. En af de første venner, Lucas fik, da han som 14-årig meldte sig ind, har nu meldt sit kandidatur til formandsposten.

For den uindviede er det svært at spore nogen som helst forskel i de to kandidaters politiske holdninger. De vil begge have, at DFU skal stå sammen og forsvare danske værdier, de vil gå til grænsen og gøre DFU synlig i medierne. Det er stort set det, alle ungdoms-politikerne i Generation DF mener, de profilerer sig på.

En forskel mellem de to kandidater er dog til at få øje på. Lucas’ modkandidat, Chris, er en spradebasse af en farvehandler, der griner højt og jovialt og dunker folk i ryggen. Lucas er meget formel, altid ulasteligt slipseklædt og med fuld kontrol over sideskilningen.

Han betoner hele tiden det ansvar, han bærer på sine skuldre, og når han sætter sig ned i et tungt møbel, siger han sådan en afslappet lyd, som det normalt er lidt ældre og stivbenede medborgere, der præsterer.

Som han selv siger det, er der nogle, der kan gå ind i folk med træsko på, mens han selv nok virker lidt mere stiv i det. Derfor er det også afgørende, at landsmødet forløber fint og ordentligt. En pigegarde er booket, og på talerstolen har en tro hjælper fra bestyrelsen brugt seks timer på at montere konfettikanoner, der skal affyres som salut efter åbningstalen.

Spørgsmålet er, om de virker. Spørgsmålet er, om det hele virker, alle Lucas’ bestræbelser på at afvikle et stateligt landsmøde og på at lede et ungdomsparti til medlemmernes tilfredshed. Og det vil jeg ikke afsløre svaret på.

Yes, jeg fik anerkendelse

Der er også helt nye medlemmer med i Generation DF. Maja er bange for borgerkrig, og at danskheden forsvinder, men finder på en debattræningsweekend ud af, at hun har meget at lære.

Julie kommer med fred fra Thyregod (eller Thulleland, som hun kalder DF-formandens hjemby) og vil bare gerne diskutere om ikke, der kunne være bare en lille smule multikulturalisme, hvis nu indvandrerne og flygtningene bare integrerede sig og overholdt loven.

Det diskuterer hun over frikadellerne med sin mor, som hun selv – til morens ærgrelse – betegner som fremmedfjendsk. Og det håber hun, at der er plads til at mene i DFU.

Bella fra København er mere sikker på, at hun nu har fundet en plads i et fællesskab til sig selv og sine holdninger. Hun har en erklæret ambition om at gøre karriere i politik, og indtil videre har hun tænkt sig at blive på sin nyfundne plads.

»Som nyt medlem har man brug for at vide, at man er på rette kurs og gør det godt. Man har ikke lyst til at skille sig ud, man vil bare godt passe ind og blive accepteret af de andre,« fortæller hun. Og da hun får ros efter en vellykket debatøvelse, udbryder hun: »Yes, jeg fik anderkendelse!«

Bella skiller sig ud fra de fleste andre DFU’ere i kraft af sin baggrund. Hendes forældre er fra Iran, faren er muslim, moren er jøde og halvt dansk. Det har intet at sige, understreger hun igen og igen, den iranske kultur spiller ingen rolle i hendes liv.

Hun er dansk, hun er jøde, hun er DFU’er, og hun vil bare gerne have styr på grænserne og rollerne i fællesskabet. Det og så højere straffe, færre udlændinge og fred i Israel. Bella er entusiastisk over sit nye medlemskab og meget optaget af, at komme på plads i fællesskabet. Den iver kan kamme over.

I et afsnit har Bella fået et lift med den konstituerede landsformand, Lucas, fra København til DFU’s juletræf i Brande. Jeg mistænker Bella for at have den samme dårlige vane, som mange unge og anerkendelsesparate personer har, og som denne anmelder kender så udmærket fra sit yngre selv. Jo mere hun vil imponere nogen, jo mere spydig er hun over for dem.

Bella ser rigtig meget op til Lucas. Stemningen i bilen bliver rigtig dårlig. En nervøs formand vil ikke drilles med, at hans taler er for lange. Den, han har skrevet til denne lejlighed, er i hvert fald ikke.

»Jeg synes, du er generelt led. Led over for din formand,« bemærker han. Det er ikke til at sige, om stemningen bliver bedre, da Bella koketterer med, at hun nok en dag skal blive landsformand, og Lucas siger, at der næppe er nok, der vil stemme på en indvandrer.

Til gengæld er det privilegeret at have adgang til så interessant en dårlig stemning, ligesom det er privilegeret og ægte public service at få indblik i alle de situationer, hvor ungdomspartiets fællesskab giver et godt fundament for både individuelle og kollektive selvopfattelser.

’Generation DF’ kan ses på dr.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Niels Duus Nielsen
  • Ernst Enevoldsen
  • Grethe Preisler
Niels Duus Nielsen, Ernst Enevoldsen og Grethe Preisler anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu