Læsetid: 6 min.

Grænseoverskridelser i provinsen

CLICK Festival i Helsingør er muteret til en musik- og kunstfestival, der holder af at finde anderledes fællesmængder mellem genrer og discipliner – og lykkes med det
CLICK Festival, der blander musik, kunst og videnskab, løb af stablen i Helsingør i weekenden og bød bl.a. på den 79-årige komponist Philip Glass, der opførte sit værk ’Music in Twelve Parts’. 

CLICK Festival, der blander musik, kunst og videnskab, løb af stablen i Helsingør i weekenden og bød bl.a. på den 79-årige komponist Philip Glass, der opførte sit værk ’Music in Twelve Parts’. 

Patrick R.R. Lauritzen

24. maj 2016

Hvor tingene dog forandrer sig. Af og til sågar i retfærdig retning.

Den vidt og bredt anerkendte newyorkerkomponist Philip Glass fik først lov til at opføre sin musik i koncertsale i New York i ’74, mange år efter at han begyndte på sin skelsættende kompositionsmusik.

»I wasn’t allowed to play in concert halls. I was playing amplified music. And people thought … They were afraid that the paint would peel off the walls when I turned up the volume,« fortalte han sidste år i en BBC Radio 4-udsendelse.

Fredag aften i sidste uge sidder Philip Glass 79 år gammel i en cirkel med sit ensemble omkring sig og en lang og stolt karriere i et væld af koncertsale bag sig.

Han sidder så lige p.t. i et tidligere skibsværft i Helsingør, omgivet af flere generationer af intenst lyttende beundrere. Der er det hvide guld, der vel har nærmet sig Glass som en medudvikler af minimalismen i samarbejde med folk som bysbørnene Steve Reich og La Monte Young samt Terry Riley.

Der er min generation omkring de 40, der – i hvert fald for en del af mine venners vedkommende – har vinklet sig ind på Glass via de varierede repetitioner i hans satser, som vi kunne genkende fra især technoen i de elektroniske 90’ere.

På performanceprogrammet var bl.a. Breadwoman, inkarneret af japanske Natsuko Kono i laset tøj og en maske af bagt brød.

Mathias Vejerslev

Og så er der en del 20 somethings, hvis tilknytningsforhold jeg virkelig ikke skal gøre mig klog på. Blot konstatere at i hvert fald én af dem danser lige en tand for hippieløsagtigt til min smag dér på Værftet under CLICK Festival i Helsingør. Men jeg vil til enhver tid forsvare hans ret til at gøre det.

Og den har knægten da også. For der er fundet et perfekt kompromis mellem den andægtige lytning og den mere kropslige henførelse, der er de væsensforskellige reaktioner på Glass og ensembles opførelse af hans ærefrygtindgydende Music in Twelve Parts. Over 50 rækker tilskuere sidder på stole fordelt på hver deres side af scenen i centrum, resten af os slænger os, sidder, står på liggearealer omkring scenen.

Kraftpræstation

Komponeret maj 1971 til april 1974 er Music in Twelve Parts i sig selv en kraftpræstation at opføre. Tre en halv times effektiv tid med tre indlagte pauser, i et hæsblæsende tempo, hvor hver sats er en forunderlighed af subtilt changerende undersøgelser af et speedet leitmotif i loop (i form af en arpeggio), én pr. sats, der så også i sig selv kan finde på at mutere.

En sanger, tre tangentspillere (herunder Glass selv), tre blæsere (på saxofoner og fløjter). På vej ingen steder hen. Cirkulære repetitive mønstre, gavmildt hallucinatoriske, nådesløst kværnende. Testende tålmodigheden.

Skubbende koncentrationen ind og ud af fokus mellem de forskellige instrumenter, på vandring mellem deres korte fraser, der griber ind i hinanden i et sofistikeret systemmusikalsk tandhjulsæt af hvidglødende energi, der til tider gør denne lytter svimmel, ør af lykke, andre gange hængende efter værket som i en læderstrop efter en løbsk hoppe i forårshumør. Eller måske snarere et lokomotiv i brunst.

Et værk, hvor de syntetiske klange fra de tre keyboards skaber en anmassende kombinatorik af stramt kontrollerede kalejdoskopiske kramper, som taler til den technoide mørbrad hos i hvert fald denne anmelder. Men det signalerer også et New York City på randen af fallit i første halvdel af 70’erne; gadernes gentagne mønstre, der alligevel altid changerer.

Det er en overraskende afslappet fremførsel. Der er flere bøffer undervejs, og sangerinden Lisa Bielawa får den cirkulære rytmik til at skumple en smule undervejs. Det tror jeg pokker, når der ikke er skrevet ånderum ind i kompositionen. Noget saxofonisten Peter Hess også kæmper med.

Og således bliver dette elektrisk forstærkede og livemixede magnum opus også til en ode til den menneskelige begrænsning. En dag vil maskiner opføre det perfekt, men så bliver det også til et andet og mere fremmed værk.

Kunst, musik og videnskab

Dagen derpå er CLICK Festivals travleste dag, den OK velbesøgte lørdag. Et sammensurium af menneskelig skaberkraft, hvor festivalen bliver til et mix af kunst, musik og i denne omgang også videnskab.

Workshops om mikroplanter, algen spirulina og smykker med ens egen dna. Koncerter med 3D-briller. Og en mand, der – under titlen Bleu Remix – injiceres med en blå væske, som han siden sveder ud gennem sine porer.

Under titlen Bleu Remix injiceres en mand med en blå væske, som han siden sveder ud gennem sine porer.

Mathias Vejerslev

Fire bygninger i spil, det traditionelle og lige lovlig institutionelle Værftet og så de store, smukke, nøgent industrielle skibsbyggerhaller med numrene 14, 17 og 19. Førstnævnte er samlingspunktet, og her kan man glide mellem workshops, bar, kunstinstallationer, musik. Jeg er en musiknørd, så jeg drev især mod musikken. Men også her var der interdisciplinære fællesmængder.

For eksempel mellem videnskab, musik og videokunst: Trioen Living Ashes, der laver (kedelig) laboratorie-konkret musik ved at brænde pengesedler og bananer og grisekød af. Og på lærredet bag dem (mere spændende) viser os fedtbobler og dollarrester og bananpartikler bevæge sig mellem hinanden i smukke mønstre under mikroskopets øje.

Eller mellem performance og musik: Danske Valby Vokalgruppe, som til lejligheden har skabt det smukke værk Harmony Of The Exospheres, der blander fire klassiske trænede sangere med kvartettens mere eller mindre skolede stemmer og deres klaver, synth, percussion, beats.

Stemmerne rejser sig som i en katedral gennem værfthal 19’s højloftede rum. Og snart glider hvidklædte mennesker ind på gulvet, stiller sig tavst foran musikerne og med siden til publikum. Den andægtige stemning er så tyk og intens, at man kan skære i den.

Dansefest

Og der er Breadwoman ledet af amerikanske Anna Homler, der synger og spiller på tingeltangel, mens engelske Steven Warwick spiller på synths og blandt andet gummihandsker, og japanske Natsuko Kono inkarnerer Breadwoman i laset tøj og en maske af bagt brød. En slags krydsning af Elefantmandens abjektagtige ansigtstræk og en etiopisk flygtning, som er udødeliggjort af fotografen Sebastião Salgado.

Homler bevæger sig i et farefuldt felt mellem skør kattedame og mystisk sandsigerske med sine musikalske undersøgelsesdingenoter, der vist alle kan findes i Søstrene Grene: syngende brev, minivibrator, plastikemballage.

Foran mikrofoner får hun tingene til at afgive lyde, som samples i hallucinerende loop og slyngdans med Warwicks dronende klangflader. Og så messer hun på sit selvopfundne sprog.

Det er en koncert med massiv udvandring, hvilket er et godt billede på den konstante slingrevals mellem det fascinerende og det postuleret fascinerende, som er koncertens samtidige tiltræknings- og frastødningskraft.

Ud på aftenen bliver det renere i sit musikalske udtryk. Men ikke før danske DJ Hvad har dekonstrueret vores idé om et dansesæt. På sit imposante setup af modular synthesizer, dj-cd-afspillere og to store bedeskåle (ja!) er de første omkring 45 minutter af koncerten et fragmenteret lydunivers, der lyder som ADHD- asteroider, der knalder ind i verdensrummets ydervægge.

Først derefter og i mindre end ti minutter beslutter Dj Hvad sig for at samle udtrykket til et dansabelt beatinferno tilsat klangstråler fra hans slag på bedeskålene. Det er en fuldstændig kompromisløs spændingskurve.

Derefter går der dansefest i den med Amerikanske Rroses smukt mangelagede, forventningsforvridende techno. Her groovende i periferien af dansegulvets fascinerende laserpyramide kan jeg med glæde notere mig, at det ret så københavnske publikum er blevet mixet godt op med lokale unge, der er kommet for at feste på kanten af det kunstneriske.

Hjemad og på vej i toget til hovedstaden og hipsterboblen forbliver det her billede i mit hoved: Publikummet midt i Hal 14, der insisterer på at forsøge at danse til Dj Hvads stadigt ekspanderende arytmik, længe inden han rækker dem et genkendeligt beat.

Det er god sportsånd og en klar udvisning af en central tillid til en festival, der – med skiftende held – tør lede sine gæster på stadig nye vildveje. Uden frygt for at malingen vil skrælle af væggene.

CLICK Festival, Helsingør, fredag og lørdag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu