Læsetid: 4 min.

Med hul i midten

Jokum Rohdes blanding af forrykket erindring, dæmonisk teaterroman og – måske – skilsmissebog er en rodebutik, men en virkelig livlig en af slagsen
På en måde er ’Trianglen’ en autofiktion, men en meget rodet og løsagtig en af slagsen. 
 Arkiv
21. maj 2016

Midt i Jokum Rohdes nye, dovent fræsende roman Trianglen er der et hul på knap ti år, de ti år, som vor fortæller og hovedperson var gift med sin Louise.

Det hører man ingenting om. Der står knap nok noget om hende i bogen, kun at Jerome – det hedder han – fik sin søvnløshed lindret ved at høre hendes åndedræt, og at hun en gang stod og græd og græd ved en cykel.

Til gengæld hører vi, slentrende, zigzaggende, med livet i hænderne, om årene før i København og Berlin, og om årene efter, hvor Jerome bor i Stockholm og har en helt umulig besættelse af skuespilleren Sally Jünger.

Og vi hører om de vandringer, Jerome tager med sin ven Thomsen gennem Københavns gader. De leder efter den glemte by sammen, lystspillenes og baggårdenes og de hemmelige irganges København, de gamle butikskiltes og slidte lejligheders by.

Den har Jokum Rohde jo faktisk skrevet om sammen med digteren Søren Ulrik Thomsen – det blev til bogen København Con Amore – og Jerome viser sig da også at være dramatiker og forfatter og, f.eks., ven med Line Knutzon.

Sjov fordrømt logik

Så på en måde er Trianglen en autofiktion, men så en meget rodet og løsagtig en af slagsen. For ikke bare er grænsen mellem forfatterens liv og det pure opspind sjovt ligegyldig, på en ret fantastisk måde bevæger Trianglen sig også mellem det relativt lige-ud-ad-landevejen genfortællende og en sjov, fordrømt logik.

Opremsninger af, hvilke teatre, der skulle spille hvilke stykker, og diskussioner af tankerne bag Jerome – eller Jokums – dramatik blander sig med henførte beskrivelser af hemmelige gange mellem Københavns møntvaskerier. Og med redegørelser for den kult, der er opstået omkring teatersabotøren ’Morfar’, måske identisk med forne tiders erotiske lystspilshelt ’Vuf-vuf-Rufus’, kendt for sit liderlige hyl.

Det er som en lem, der åbner sig, og så er man i en fordoblet version af det velkendte, på en gang mere uhyggeligt og mere livligt end hverdagen, med større gestik og nærmest råbte replikker. Og også sproget flyder ligesom frem og tilbage over drømmenes grænser. Undervejs får Jerome tinnitus, det medfører ensomhed og angstanfald, indtil han lægger en strategi:

»Mens jeg cyklede hjem ad Nørregade, lagde jeg en plan: At fortrænge min tinnitus ud af sin eksistens og bilde mig selv ind, at det var indbildning. Jeg kan ikke huske, om jeg tænkte så langt som til at forstå at dette indebar at bytte om på håb og virkelighed, i værste fald fantasi og virkelighed. Men rent faktisk var der begyndt at være nætter, hvor hyletonen var meget fjern, ja, hvor jeg næsten skulle lede efter den i nogle minutter før den trådte frem, som en morder i en gammel villa.«

Denne lystmorder, der pludselig dukker op, er som fra en anden genre eller et andet tonefald. Så er man i en forskruet version af pulp-litteraturens og de livlige klicheers land. Men selv om de passager, hvor Rohde virkeligt giver den alt, hvad den kan trække af sortromantik og særhed, er bogens mest spektakulære, så er de erindrende stykker også stærke.

Længsel efter undergang

De giver et sug eller en svimmelhed til bogen, en angst og længsel efter undergang. Og så lader de på sær vis Trianglen være en nøgle til Rohdes forfatterskab og dets særlige sensibilitet. Rohde – eller er det Jerome – var teaterbarn, hans mor var skuespiller. Her om alt det sladder, han dengang hørte, og hvad det gjorde ved ham:

»Den og den teaterchef gjorde det kun med to piger samtidig, den og den skuespillerinde kunne ikke lade være med at vise bryster på gaden, på barer og restauranter, den og den komiker fik sat sine ben af sidste uge efter sit mislykkede selvmord, den og den skuespillerinde får tæsk derhjemme. Selvmord med piller, trækkerdrengeoverfald i toiletterne under Rådhuspladsen, hele rækken af skæbner tilknyttet teatret forekom mig at leve i et skydegalleri af lyst og ulykke, hvilket for mig blev en naturlig forestilling om voksenlivet, levet af alle, tænkte jeg.«

Det er jo den verden, han skriver frem i bogen, denne blanding af lyst og ulykke driver f.eks. Jeromes eget forhold til underligt blanke Sally Jünger. Hun er på én gang kysk og en erotisk magnet for ham, og skifter i øvrigt udseende og udstråling igen og igen.

Og bag den historie løber så sorgarbejdet fra den skilsmisse, bogen nærmest ikke kan få sig til at nævne. I lyset af den store, tabte kærlighed er en ny forelskelse både livsnødvendig og underligt sygelig, som en plante, der skal gro i forgiftet jord.

Under alle omstændigheder er Trianglen måske nok en rodebutik af en roman, med spor og linjer, der stritter til højre og venstre, men den er samtidig virkeligt livlig. Den rummer både slapstick og hjertesår, det er også noget.

Jokum Rohde: Trianglen. Tiderne Skifter. 164 sider. 225 kroner

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu