Læsetid 4 min.

Hyldest til en krakilsk knudemand

’En mand, der hedder Ove’ kombinerer med succes (utroligt!) skandinavisk mismod med et sentimentalt blik på menneskene
’En mand, der hedder Ove’ er en livsbekræftende historie om en mand, der kæmper for at bevare troen på, at alle omkring ham er idioter.

’En mand, der hedder Ove’ er en livsbekræftende historie om en mand, der kæmper for at bevare troen på, at alle omkring ham er idioter.

Nordisk Film

27. maj 2016

Ved første øjekast ligner En mand, der hedder Ove et stykke klassisk skandinavisk galgenhumor. Alting tyder på, at man får, hvad ens sure hjerte kan begære af komisk elendighed, gråvejr, gustne hudfarver og dårlig stemning.

I åbningsscenen hidser en vred mand med en dårlig sag sig op ved kassen i et plantecenter. Det kunne have været et fraklip fra Ruben Östlunds De ufrivillige (2009).

Samme bryske herre bliver fyret af unge sleske typer efter 43 år i de svenske jernbaners tjeneste. Det håndterer filmens Ove (Rolf Lassgård) umiddelbart mere stoisk end ham funktionæren i Sange fra anden sal (2009) af den nordiske mester i stiliseret sortsyn Roy Andersson, der filmen igennem klynger sig til chefens ben og lader sig slæbe hen ad virksomhedens lysstofoplyste gange, mens han gentager sætningen »jag har jobbat här i trettio år«.

Men mere stoisk tager Ove det så heller ikke – efter at have sørget for, at intet roder hverken indenfor eller udenfor i det parcelhuskompleks, han bor i, går han i gang med at tage livet af sig. Det projekt viser sig at indebære en række lavpraktiske udfordringer – meget som i Aki Kaurismäkis I Hired a Contract Killer (1990).

Idioterne er søde nok

En mand, der hedder Ove er imidlertid ikke spor sortsynet. Filmatiseringen af Fredrik Backmans roman går benhårdt efter at ramme det mest blødsødne sted med en livsbekræftende historie om en mand, der kæmper for at bevare troen på, at alle omkring ham er idioter.

Det er de ikke, de er til gengæld kvikke og interesserede nok til at gennemskue, at Oves bryske og nabokrigsliderlige facon dækker over en sorg.

Ove er sur over, at hans naboer parkerer deres cykler uden for stativerne, ikke lukker lågen efter sig, kører i bil på den lukkede vej, smider cigaretskodder fra sig og kører i Volvo frem for Saab. Det er han ikke bange for at påtale. Han har selv i sine unge år som formand for boligforeningen været mand for at sætte alle kvarterets skilte med forbud og påbud op.

Hver morgen går Ove en runde og bringer orden i sagerne, og han husker som en del af selvmordsplanlægningen at tømme og vaske sit køleskab, så der er styr på det også.

Hvad Ove ikke har styr på, er andre mennesker, som bliver ved med at trænge sig på. Det gør det svært at få eksekveret selvmordet, at der flytter et ungt ægtepar ind overfor. De bakker ind i hans postkasse og ringer på hans dør for at forære ham hjemmelavet persisk mad.

Parvaneh og Patrick kan tilsyneladende ikke finde ud af noget som helst, og det viser sig at være et udmærket udgangspunkt for et venskab med den bedrevidende gnavpotte. Ove lærer Parvaneh at køre bil, han installerer deres opvaskemaskine og passer deres børn, og efterhånden som han åbner sig for Parvaneh, bliver hans livshistorie udfoldet.

Tegneseriepsykologi

Parallelt med nutidsplanet, hvor Rolf Lassgård i rollen som Ove går rundt og mukker noget så mesterligt, spiller Filip Berg den unge betuttede Ove, der vokser op i et overordentligt stiliseret 1950’er-Sverige alene med sin far, der som Ove er fuld af følelser, men aldeles utilbøjelig til at tale om dem. I stedet taler de om, hvordan en bilmotor virker, og om de ubetvivlelige fordele ved en Saab frem for alle andre biler i verden. Sammen spiser de aftensmad i stilhed, mens de sidder i deres Saab og ser ud over det grønne svenske landskab. Filmen er fuld af den slags tilbagevendende motiver.

Faren er arbejdsmand ved de svenske jernbaner – de går meget op i at få ting til at køre i den familie – og godheden selv. Filmens fortidsplan foregår i noget, der minder om et modeljernbanelandskab, og karaktertegningen minder om Don Rosas tegneserieføljeton Her er dit liv, Joakim von And. Det skal overhovedet ikke forstås som en kritik.

En mand, der hedder Ove er et humoristisk og varmt drama, der dyrker de tydelige billeder frem for de fine nuancer. Mens langt de fleste af de naboer, der forstyrrer den midaldrende Ove i filmens nutidsplan, er fulde af forsonende kvaliteter, er det hele lidt skarpere trukket op i fortidsplanet.

Det er dog gennemgående, at filmens skurke har tilbagestrøget hår og hvide skjorter. Filip Berg spiller Ove som et praktisk anlagt og dybt genert menneske, og da han møder sit livs kærlighed, den litteraturelskende, storsmilende lærerinde Sonja (Ida Engvoll), er det ikke kærlighedens kompleksitet, filmen borer i. Det er en fuldkommen idyl af et forhold, der kunne umuligt være mere sødme i et blik, end der er i Sonjas, og det er ægte sødt at se på.

En mand, der hedder Ove er som nævnt en romanfilmatisering, og det ses, at der er en lang liste af motiver og plotlinjer (en hjemløs kat, en nabostrid), som har betydet noget i bogen, og som skal have plads i filmen.

Strengt taget er det heller ikke alt i handlingen, der giver mening. Ove bliver mere og mere involveret i sine naboers liv, men nogle gange er både konfliktoptrapningerne og tillidserklæringerne mere end en smule forcerede. Det var jeg stort set ligeglad med. Filmen fortæller med afsæt i traditionen for skandinavisk mismod en livsbekræftende og vanvittigt sentimental historie, og det gør den godt.

’En mand, der hedder Ove’ – Instruktion og manuskript: Hannes Holm. 116 min. Biografer landet over

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig – første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer