Læsetid: 4 min.

Hyldest til en krakilsk knudemand

’En mand, der hedder Ove’ kombinerer med succes (utroligt!) skandinavisk mismod med et sentimentalt blik på menneskene
’En mand, der hedder Ove’ er en livsbekræftende historie om en mand, der kæmper for at bevare troen på, at alle omkring ham er idioter.

’En mand, der hedder Ove’ er en livsbekræftende historie om en mand, der kæmper for at bevare troen på, at alle omkring ham er idioter.

Nordisk Film

27. maj 2016

Ved første øjekast ligner En mand, der hedder Ove et stykke klassisk skandinavisk galgenhumor. Alting tyder på, at man får, hvad ens sure hjerte kan begære af komisk elendighed, gråvejr, gustne hudfarver og dårlig stemning.

I åbningsscenen hidser en vred mand med en dårlig sag sig op ved kassen i et plantecenter. Det kunne have været et fraklip fra Ruben Östlunds De ufrivillige (2009).

Samme bryske herre bliver fyret af unge sleske typer efter 43 år i de svenske jernbaners tjeneste. Det håndterer filmens Ove (Rolf Lassgård) umiddelbart mere stoisk end ham funktionæren i Sange fra anden sal (2009) af den nordiske mester i stiliseret sortsyn Roy Andersson, der filmen igennem klynger sig til chefens ben og lader sig slæbe hen ad virksomhedens lysstofoplyste gange, mens han gentager sætningen »jag har jobbat här i trettio år«.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer